Ingen fred uden Jerusalem

Hanan Ashrawi. Foto: Bjørn Meidell
Hanan Ashrawi. Foto: Bjørn Meidell

”Jerusalem er kernen i hele det palæstinensiske spørgsmål. Ikke kun af åndelig betydning, men også af historisk, kulturel og national betydning. Som kristen er det kernepunktet i min tilværelse, men også for muslimer – for palæstinenserne som helhed.
Udover den åndelige betydning, handler det om jorden, om mennesker, nationale, historiske og kulturelle rettigheder. Jerusalem er nøglen til virkelig fred. Enhver løsning, der ikke omfatter Jerusalem, vil ikke medføre en retfærdig og varig fred. Hvis vi skal have fred, så er den nødt til at komme til udtryk i Jerusalem.”

Ordene er Hanan Ashrawis og faldt en sommerdag i 1994 i Jerusalem på det slidte Hotel Ritz. I kraft af sin vestlige fremtoning og sit velargumenterede engelske havde hun opnået en position som palæstinensisk ikon i den nye globale medievirkelighed med live-tv på CNN, BBC World m.v.
Dengang var Ashrawi en del af en insidergruppe fra de besatte områder, som havde forhandlet fred med Israel. Gruppen bestod desuden af lægen Haidar Abdel Shafi fra Gaza og Faisal Husseini fra Jerusalem.
Officielt nægtede Israel at forhandle med PLO, der var stemplet som en terrororganisation og opererede fra Tunis. Men da det kom til stykket, blev insiderne fra de besatte områder overhalet indenom af outsiderne i PLO.
Den palæstinensiske Befrielsesorganisation og den israelske stat indgik 1993 de såkaldte Osloaftaler. Året efter vendte PLO tilbage til i Gaza og oasebyen Jeriko på den besatte Vestbred.

Tilbage i 1994 gav Hanan Ashrawi indtryk af, at være ”træt og stresset”. Hun lagde på ingen måde skjul på sin skuffelse over aftalernes vage indhold. Set med hendes øjne pegede de ikke i retning af en levedygtig palæstinensisk stat.
Trods sin opposition løb pragmatismen af med Ashrawi, og hun besluttede sig for at arbejde loyalt inden for PLO´s rammer. Nu 21 år senere – ikke længere i ”Palæstinas hjerte”, i Jerusalem, men i Ramallah i den blåskinnende, akvarielignende PLO-bygning af glas og stål. Det palæstinensiske selvstyre har forbud mod at operere politisk i det besatte Østjerusalem og har været nødsaget til at forlægge hovedkvarteret til Ramallah.

Hanan Ashrawi er talskvinde for PLO, medlem af eksekutivkomiteen og leder af ”departementet for kultur og information”. En romersk-katolsk præst har stolt fortalt, at hun er stemt ind i det palæstinensiske parlament udenom kvinde- og kristenkvoten. ”En meget intelligent og fremragende kvinde.” Unge kristne associerer hende med den trætte gamle PLO-garde. Ikke desto mindre er Ashrawi en af de helt store skikkelser i det palæstinensiske politiske landskab og en af de få kvinder, der rager op i den arabiske politiske offentlighed.

Jeg har en aftale med hende søndag kl. 12. En rundrejse til Europa forhindrede, at jeg fik samtalen sidste år. Formålet er at få hende til at give sin version af 70 års palæstinensisk historie – fra 1948 og frem. Ashrawi har en vision om, at den fremtidige palæstinensiske stat skal tilhøre alle dens indbyggere. Den er nødt til at være tolerant og inkluderende og acceptere den anden. ”Stater skal være åbne for troende og ikke-troende.” Hun er modstander af en ”jødisk og islamisk stat. Stater har ikke en religion.”
I 2018 vil staten Israel have eksisteret i 70 år og besættelsen af Østjerusalem, Vestbredden og Gaza fra 1967 stået på i et halvt århundrede.
Jeg er klar over, at Ashrawis tid er kostbar. Derfor har jeg undtagelsesvist tilsendt min disposition for at signalere, at samtalen kræver tid. I forkontoret spørger sekretæren Margo om, hvad jeg vil have at drikke. ”Te!” men hvor lang tid Ashrawi har sat af til vores møde? ”En halv til en hel time.”
Vi begynder endda fem minutter før tid. Jeg kan se, hun har mine mails liggende på sit skrivebord.

I. Nakbah. 1948 & 1967.

Far med Barn
Foto: Mohammed Yasin

Hanan Ashrawi taler nødigt om sig selv, og hvordan den palæstinensiske katastrofe ramte hendes familie, men fortæller, at hendes far – en læge – ”i 1948 satte sine fem døtre på en lastbil i Tiberias”, da krigen med de zionistiske undergrundsgrupper for alvor blev faretruende. ”En jødisk læge advarede min far, som sendte os til Amman i Jordan. Efter et år vendte alle tilbage til Ramallah på Vestbredden, som min familie stammer fra.”
Vestbredden og Østjerusalem var fra 1949-67 under jordansk styre og naboer til den nye israelske stat.

”Hvorfor resulterede krigen i 1948 i så kolossalt et nederlag for palæstinenserne? Omkring 60 eller 70 % af befolkningen flygtede?”
”De blev fordrevet”, korrigerer Ashrawi. ”Det var ikke kun et nederlag. Vi kalder det en katastrofe, nakbah. Palæstinas oprindelige befolkning blev terroriseret, massakreret, truet og fordrevet med fuldt overlæg. Det var ikke sådan, at de vågnede en dag og besluttede at rejse. Nej! Jeg vil kalde det en tragedie. En ny stat blev påtvunget dem. For det meste var de forsvarsløse, og for det meste boede de på landet, selv om der også var byer. De var uden nogen beskyttelse.
De var ofre for alle de jødiske bander, som var velbevæbnede og skånselsløse. Sådan var begyndelsen til katastrofen og opløsningen af Palæstina.”

”Men hvorfor tabte palæstinenserne i 1948?”
”De var ikke ordentlig bevæbnede og heller ikke trænede soldater, og – som jeg sagde – var de hovedsagelig bønder på landet. Palæstina har aldrig haft en hær. Så besluttede de arabiske lande, at de ville forsvare Palæstina, men det gjorde de ikke. Palæstinenserne var ikke udstyret til krig, og de blev ikke reddet (ude fra). Derfor blev de nemt løbet over ende af de velbevæbnede jødiske bander, som tyede til forfærdelige metoder..”

”I den officielle israelske version af historien hedder det, at det var de arabiske nabostater, som angreb den nye israelske stat, som var vedtaget af FN? Det er dem, som er ansvarlige krigen?”
”Du bør læse de nye (israelske) historikere. Men det er altid så nemt, at skyde skylden på ofret, palæstinenserne og araberne. Det har været et mønster i den israelske adfærd hele vejen igennem.
Israel var et resultat af en påtvunget kolonial beslutning. Den medførte, at de arabiske stater så det som deres pligt at beskytte palæstinenserne, men det formåede de selvfølgelig ikke.”

”600-700.000 palæstinensere blev fordrevet. Hvad skete der siden hen?”
”700.000-800.000,” retter Ashrawi. ”De blev fordrevet, andre løb væk af frygt. Nogle oplevede massakrerne og flygtede eller blev sat på lastbiler. Der var mange massakrer, som nu kommer frem i lyset. Mange måtte gå over lange afstande for at finde sikkerhed – som i Lydda og Ramle. Det skete overhovedet ikke som det siges i den israelske mytologi, at det foregik på anbefaling af araberne. Mennesker ønsker ikke at forlade deres hjem.”

”Hvordan var vilkårene og stemningen blandt palæstinenserne i 50´erne og begyndelsen af 60´erne?”
”Jeg husker ikke meget om det… Jeg boede i Ramallah i beskyttede omgivelser, hvad der ikke var typisk. Familien bosatte sig der, men der var en krig i slutningen af 50´erne. Vilkårene var altid ustabile.
Alle havde en fornemmelse af, at Israel ikke var tilfreds med, hvad det indtil videre havde tilegnet sig. Virkeligheden fremstod voldsomt skræmmende, men folk mente, de skulle befri Palæstina. At de fortsat havde retten til hele Palæstina. Den gang anerkendte ingen Israel. De følte, at det var en historisk uretfærdighed, at vores land blev overdraget til andre mennesker.”

Under seksdageskrigen i 1967 opholdt Hanan Ashrawi sig i Libanon. Hvordan oplevede hun det?
”Jeg var ikke i Ramallah i 1967, men studerede på AUB – Det amerikanske Universitet i Beirut… Jeg kan ikke lide at tale om mig selv,” siger hun irriteret. ”
”Jeg var ved at skrive en opgave om James Joyce. Kl. fem om morgenen hørte jeg i radioen, at der var udbrudt en krig. I dagevis anede vi ikke, hvad der foregik, selv om vi lyttede til forskellige radiostationer, som erklærede, at araberne var ved at vinde, men de var helt klart snarere i gang med at tabe.
Jeg kunne ikke få forbindelse med min familie i en hel uge, men hørte rygter om, at vores hus blev bombarderet… Jeg frygtede, at de alle var døde. Min storesøster opholdt sig i USA og kom i kontakt med det amerikanske konsulat, som oplyste, at de var i live. Huset var ramt af bomber, men ikke ødelagt.”

”Hvad kom nederlaget i 1967 til at betyde for palæstinenserne?”
”De sagde, at det var et tilbageslag, men for mig var det en fortsættelse og udvidelse af katastrofen, af nakbah… Det er virkelig en rædselsfuld historie, fordi det fuldendte besættelsen af hele Palæstina og skabte en ny katastrofe for palæstinenserne på Vestbredden og i Gaza. Vi er de fordrevne, vi er flygtningene, som befinder sig i fangenskab, i en slaveagtig situation!
Det var en fortsættelse af det koloniale bosætterprojekt. Det er ikke en nem sag at leve under besættelse. Du har ingen rettigheder, ingen frihed. Alt bliver devalueret. Det er et af de mest skrækkelige kapitler i vores historie.”

II. Fra væbnet til folkelig modstand. 1960´erne-1993

Foto: Bjørn Meidell

 

”I 60´erne udviklede den palæstinensiske kamp sig i retning af væbnet kamp. Arafats Al Fatah og andre organisationer så dagens lys,” siger jeg. ” I Israel og i den vestlige verden er denne kamp altid blevet betragtet som en terroristisk kamp…?”
”Det er fordi, Israel altid har haft mulighed for at definere, hvem vi er. Stemple os! 60´erne var revolutionernes årti. Der var revolutioner over hele kloden. Det er på ingen måde et spørgsmål om terrorisme.
Der var aktioner mod civile, som vi ikke bryder os om, flykapringer osv., men samtidig var det en revolution. Vi var i forbindelse med ANC, det var Che Guevaras år. Palæstina var en del af det.”

”Ser du ligheder mellem jeres kamp og ANC´s?”
”Helt sikkert. Vi var allierede gennem alle årene. Ikke kun med ANC, men med alle frihedsbevægelser. Og som dem brugte vi dengang ind imellem de forkerte midler. Men man må revurdere det og kan ikke overføre den ene kontekst på den anden. Senere udviklede det sig til en politisk proces.
Terrorismen i regionen blev introduceret af de jødiske bander. Det var dem, som sprængte (det britiske hovedkvarter) King David i luften, dræbte civile, lynchede osv. De myrdede (FN´s fredsmægler) Folke Bernadotte og andre. Du kan ikke sætte det stempel på palæstinenserne. Det var dem, som introducerede hele regionen til terrorismen og vold mod civile. Det var på den måde, staten Israel blev skabt og påtvunget os. Gennem massakrer på civile, gennem drab. Som er terrorismens kerne.”

”1987 startede den første intifada. Hvad var de bagvedliggende årsager?”
”Jeg forstår ikke, hvorfor du stiller disse spørgsmål, som det vil tage timevis at besvare? Jeg føler mig dum ved at give dig korte svar.
Der er mange årsager til intifadaen. Palæstinenserne havde fået nok af besættelsen. Vi ønskede at blive frie. Det var på tide, at Israel forstod, at lige meget hvor mange midler, de anvendte til at underkaste og tæmme palæstinenserne, ville vores ånd ikke blive knækket.
Intifadaen blev antændt i Gaza og spredte sig til Jerusalem og Vestbredden. Den udviklede sig til en massiv folkelig bevægelse. En ubevæbnet befolkning, mænd, kvinder og børn rejste sig mod besætteren og den stærkeste hær i regionen og sagde: Vi vil være frie.
Vi kalder det en udfoldelse af det palæstinensiske folks ånd, som ikke ville acceptere fangenskabet, underkastelsen, besættelsen.
Vi mente, at den bedste modstand var ikke-voldelig. Den viste grænserne for Israels militære magt.”

Bjørn Meidells bog “Bag Muren – Livet i en Apartheidstat” udkom på Forlaget Tiderne Skifter i 2015. Anden del af interviewet følger.

 

 

About The Author