Israel er presset og internationalt isoleret

Enhedslisten udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen, besøgte fornylig Israel og Palæstina, som del af en delegation fra Folketingets Udenrigspolitiske Nævn. Udvalget var tre dage i Israel og tre dage i Østjerusalem og Vestbredden i Palæstina. Her gør han rede for nogle af indtrykkene fra besøget.

Af Nikolaj Villumsen

Israel er tydeligvis præget af en frygt for, at man er ved at blive politisk isoleret som stat. Desuden er landet præget af dybe splittelser. Nævnet besøgte et af ekstremerne, det ultraortodokse jødiske kvarter i Jerusalem. De ultraortodokses antal stiger stærkt på grund af indvandring og mange børnefødsler, og det anslås, at denne gruppe udgør omkring 12 % af Israels befolkning i dag.

Der er desværre i disse år kun tale om en svag politisk opposition til Benjamin Netanyahus højre-regering. Selv det gamle arbejderparti er forbløffende tavst. En relativt ny stjerne, der i det mindste tør kritisere de ultraortodokse, er den liberale politiker og tidligere TV-mand, Yair Lapid. Han står lige nu stærkere i meningsmålingerne end Arbejderpartiets Zionistiske Union, men han er ikke specielt progressiv.

Den Forenede Arabiske Liste, der er Knessets tredje største parti og består af fire partier, bl.a. det venstreorienterede Hadash, har siden valget overrasket de fleste ved at formå at holde sammen. Partierne blev tvunget sammen, da Netanyahus regering inden sidste valg hævede spærregrænsen. Det er siden valget lykkedes Hadash at få sat progressive fingeraftryk på de andre partier i den forenede liste, og den fælles platform gør det svært for den israelske regering at spille partierne ud mod hinanden. Men samtidig står det klart, at Hadash på grund af samarbejdet har mistet en stor del af sine jødiske vælgere.

Den helt store indenrigspolitiske udfordring for Israel lige nu er den såkaldte demografiske bombe. Meget snart vil der være et flertal af palæstinensere i det nuværende Israel inklusive den besatte Vestbred og Gaza. Dermed vil det være umuligt at have en demokratisk jødisk stat, da den jødiske befolkning vil komme i mindretal. Trods denne udvikling holder den israelske højre-regering dumstædigt fast i den ulovlige besættelse og undergraver med bosættelserne muligheden for en levedygtig palæstinensisk stat.

Forandringer må komme udefra

Helt overordnet er det tydeligt, at forandringen i Israel ikke kan forventes at komme indefra. Den skal sættes i gang af kræfter udefra, og der er tegn på en udvikling, der på mange punkter er Netanyahu imod. Han har for eksempel ikke haft held med at ødelægge den i 2015 indgåede aftale, som USA m.fl. fik i stand med Iran om begrænsning af dets atomprogram til gengæld for lettelser i samhandlen. Desuden er Netanyahu presset af et dårligere og dårligere forhold til Europa, der senest har ført til indførelsen af en mærkningsordning i EU af bosættervarer. Dette initiativ har skræmt israelerne, der sender ikke mindre end 34 % af landets eksport til Europa. Israel er derfor økonomisk fuldstændig afhængig af den europæiske tålmodighed med deres grove krænkelser af folkeretten. Denne tålmodighed er dog ved at slippe op. Sverige har allerede anerkendt Palæstina, og Frankrig ønsker at følge trop, hvis ikke der sker fremskridt med deres seneste initiativ til en fredskonference. Anerkender Frankrig Palæstina, vil Belgien, Luxembourg og Slovenien m.fl. efter al sandsynlighed følge efter, og balancen i EU-kredsen vil blive forandret.

Og hvad USA angår, så bliver det spændende at se de initiativer, som Obama kan nå at komme med, før han går af. Ingen af de amerikanske præsidentkandidater, der i øjeblikket har vinderchancer, kan i øvrigt siges at være pro-Netanyahu. Til gengæld er de arabiske nabolande ikke længere nogen trussel mod Israel, involveret i borgerkrig og folkelige protester, som de er.

Palæstinensiske problemer

I Gaza er vandforsyningen fortsat katastrofal. I løbet af et par år vil beholdningen være næsten ikke-eksisterende, og befolkningen vil befinde sig i en humanitær katastrofe.

Palæstina har lige nu mange indenrigspolitiske problemer. Sikkerhedssamarbejdet, som Fatah har indgået med Israel, er voldsomt upopulært, økonomien er særdeles dårlig, og flere befolkningsgrupper, bl.a. lærerne, protesterer og aktionerer. For at begrænse de menneskelige lidelser mest muligt, vil et snarligt nyvalg i Palæstina være stærkt ønskeligt og er sikkert også på vej. Måske kan det så resultere i en samlingsregering, der kan forene palæstinenserne, nedbringe korruptionen og bringe friske kræfter ind i det politiske liv. Abbas er næsten 81 år og står for en udskiftning – måske med Marwan Barghouti, der dog pt. er fængslet.

En repræsentant for Verdensbanken, som Nævnet havde lejlighed til at tale med, nævnte under besøget – overraskende – Palæstina som et af de mindst korrupte lande, som banken havde forbindelse med. Så måske kunne dette være et lille lyspunkt og et tegn på fremskridt.

Det forlød fra flere palæstinensiske kilder under besøget, at Hamas for tiden er stærkt upopulært i Gaza, mens Fatah er upopulært på Vestbredden. Det kaos, der er i Gaza-striben, kan udvikle sig i katastrofale retninger. Hamas er splittet i flere forskellige retninger, hvor den militære gren i Gaza ikke følger beslutninger truffet af den politiske ledelse i Qatar. For Hamas er Israel nødvendigt som den ydre fjende, der kan samle deres tilhængere til kamp og enighed.

Mustafa Barghouti

Delegationen havde under besøget lejlighed til at tale med den fremtrædende politiker, Mustafa Barghouti, der arbejder for civil ulydighed mod undertrykkelsen, og har god kontakt til ungdommen. Han opfordrede os til at øge det internationale pres på Israel, anerkende Palæstina, boykotte bosættervarer og styrke solidariteten med den palæstinensiske venstrefløj.

Enhedslisten er her en vigtig faktor, og vi kan forvente stor opbakning i sagen fra store dele af den danske befolkning og fra de mange herboende palæstinensere. I Gjellerup stemte for eksempel omkring 25 % af beboerne på Enhedslisten ved det seneste valg – ikke mindst på grund af partiets klare og vedholdende Palæstinapolitik. Israels højrefløj er ikke uovervindelig og udviser som nævnt mange sprækker.

About The Author