100 året for Balfour-erklæringen markeres i UK – med Netanyahu!

Af Ole Olsen

– Den 2. november er det 100 år siden, at den britiske udenrigsminister Arthur James Balfour overgav en erklæring til zionisterne om at ville arbejde for et jødisk hjemland i Palæstina. Erklæringen fik stor betydning for Israels oprettelse, og for at palæstinenserne fortsat er et folk uden land.

Erklæringen, som længe blev holdt hemmelig, blev afgivet i 1917 i slutningen af 1. verdenskrig og var et brud med de løfter om et Storsyrien som arabiske ledere havde fået af Storbritannien. De var blevet lovet støtte til et Storsyrien, hvis de ville hjælpe med at nedkæmpe Det Osmanniske Rige med Istanbul som hovedstad.

Sideløbende havde den britiske regering øjensynligt haft tætte kontakter til jødiske organisationer, herunder en britisk under ledelse af Lord Rothschild, angiveligt for at rejse penge til udgifter til krigen. Taknemmeligheden for dette resulterede i at løfterne til arabiske ledere blev tilsidesat til fordel for at støtte den zionistiske verdensorganisations ambitioner om at skabe en jødisk stat.

Delingen af Mellemøsten i interessesfærer

Allerede forud for Balfour-erklæringen var der diskrete aftaler om, hvad der skulle ske med Mellemøsten, når Osmannerriget faldt. I 1916 blev Sykes–Picot aftalen indgået mellem Storbritannien og Frankrig om at inddele det store område i zoner, sådan at hvad der i dag er Libanon og Syrien, blev et fransk interesseområde, mens det nuværende Palæstina/Israel samt Jordan og Irak blev et britisk interesseområde.

Efter afslutningen af 2. verdenskrig og efter oprettelse af Folkeforbundet blev denne magtdeling stadfæstet og de respektive områder fik status af henholdsvis franske og britiske mandatområder. Stormagterne fik mandat til at finde ud af, hvad der nærmere skulle ske med de pågældende områder, som reelt blev til kolonier. Befolkningerne i dem blev ikke spurgt.

I beslutningerne i Folkeforbundet om det britiske mandatområde blev Balfour-erklæringens substans indskrevet og det zionistiske projekt med et jødisk hjemland i Palæstina fik dermed international medvind. I Palæstina hjalp de britiske magthavere fra begyndelse af 20’erne jøderne til øget indflydelse og indledte forhandlinger med de zionistiske repræsentanter i Jerusalem om at virkeliggøre planerne om det jødiske hjemland. De første protester fra den ikke-jødiske del af befolkningen (som udgjorde langt de fleste) kom til udtryk.

Briterne hjalp aktivt med at overdrage et landområde, som ikke var britisk, til et politisk formål som den stedlige befolkning ikke delte, og som de kunne se, at de risikerede at blive ofre for.

 

Abbas i FN: Storbritannien bør undskylde

Den palæstinensiske Selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, benyttede i sin tale til FN’s generalforsamling i september noget af taletiden til at minde Storbritannien om Balfour-erklæringens betydning for udviklingen og situationen i dag, og for hvad der er overgået palæstinenserne i forlængelse af den britiske beslutning.

Han opfordrede direkte Storbritannien til at undskylde Balfour-erklæringen og til samtidigt at anerkende Palæstina som stat. Han sagde: ”Vi beder Storbritannien, nu hvor vi nærmer os 100 år siden denne berygtede erklæring, om at drage de nødvendige konklusioner og om at påtage sig sit historiske, juridiske, politiske, materielle og moralske ansvar for konsekvenserne af denne erklæring, inklusiv en undskyldning til det palæstinensiske folk for katastroferne, elendigheden og uretfærdigheden som denne erklæring skabte, og at handle for at rette op på disse ulykker og at afhjælpe dens konsekvenser, herunder at anerkende staten Palæstina. Det er det mindste Storbritannien kan gøre”

Storbritannien har ikke fulgt opfordringen og havde allerede i april i år – i et svar på en henvendelse fra palæstinensiske organisation i UK – i år udsendt en erklæring om, at Balfour-erklæringen var en historisk tilkendegivelse som regeringen ikke påtænkte at undskylde. Tværtimod: ”Vi (regeringen) er stolte af den britiske rolle i tilblivelsen af den israelske stat”. Opgaven nu er at støtte skridt, der fører til fred, stod der videre i pressemeddelelsen.

 

Netanyahu til højbords med Theresa May

Den 2. november om aftenen vil den britiske premierminister, Theresa May, sidde til middag med Israels premierminister Benjamin Netanyahu for at fejre, eller i hvert fald markere, 100 års dagen for Balfour-erklæringen, og der vil i øvrigt blive en række andre fejringer blandt især Israel-støtter i Storbritannien. Der bliver også en særlig begivenhed i det britiske parlament for at hædre den daværende udenrigsminister Balfour på dagen.

Der er dog også kritiske røster om den betydelige støtte, der bliver Israel til del i Storbritannien i anledning af 100-årsdagen. Jeremy Corbyn, leder af Labour, har meldt afbud til ovennævnte middag og det er kun kort tid siden at Tony Blair erklærede, at det havde været en fejl at afvise at inddrage Hamas i forhandlinger om fred. Tony Blair spillede en særlig rolle i den såkaldte kvartet med FN, USA, Rusland og EU, som skulle søge mulighed for israelsk-palæstinensisk fred.

Men der er ikke tvivl om at Netanyahu vil indkassere en politisk gevinst i kraft det officielle Storbritanniens ageren i denne sag. Næppe godt for fredsmulighederne og palæstinenserne.

About The Author