50 års negativ udvikling i Palæstina

Af Ole Olsen

Økonomisk er der ikke meget at glæde sig over i de besatte palæstinensiske områder. 50 års besættelse har på ingen måde ført til udvikling, men det modsatte. Uden besættelse ville økonomien i områderne formentlig være dobbelt så stor.

Disse vurderingerne står at læse i sammendraget i en rapport udgivet af FN-organisationen UNCTAD, som arbejder med handel og udvikling. Rapporten blev udgivet op til organisationens årsmøde medio september 2017, og bl.a. nævnes det, er en arbejdsløshed på over en tredjedel af arbejdsstyrken, især blandt kvinder og unge. I 2016 blev levevilkårene forringet som følge af både færre donorbidrag og skrappere restriktioner fra den israelske besættelsesmagt, fremgår det.

Det fremgår også, at UNCTAD har projekter som forsøger at bidrage til øget handel og udvikling, men at der er brug for yderligere ressourcer. Et større projekt finansieret af Canada var blevet afsluttet i 2016, mens et mindre projekt, finansieret af Qatar, fortsat var i gang. I alt har UNCTAD stået for 25 projekter i områderne mens det delvise selvstyre har eksisteret.

Nulvækst pr. indbygger, men nedgang i Gaza

Rapporten belyser en række forhold omkring produktion og handel. Overordnet er produktionen per indbygger i de besatte palæstinensiske områder som i 1995, altså ingen økonomisk vækst, mens Israel har set et meget betydelig vækst. I 2016 var bruttonationalproduktet /(BNP) pr. indbygger mere end 10 gange så højt i Israel som i de besatte områder.

Vender vi tilbage til de palæstinensiske områder, er der en betydelig forskel på udviklingen på Vestbredden og i Gaza. Vestbredden har oplevet vækst pr. indbygger, mens den økonomiske situation i Gaza var 25 pct. ringere i 2016 end i 1995, målt på denne måde. Det konstateres i rapporten, at Gaza de seneste par år kan notere fremgang, men at det skyldes det betydelige arbejde med at genopbygge efter Israels bombetogter i 2014.

I UNCTAD rapporten beskrives det også, at Israel bl.a. i kraft af asymmetriske handelsbetingelser er Palæstinas vigtigste handelspartner. Det ses især hvad angår den palæstinensiske import fra Israel, svarende til mere end 20 mia. kroner om året, som udgør over langt halvdelen af den samlede palæstinensiske import. Det noteres, at palæstinenserne kunne købe en lang række varer væsentligt billigere, hvis de frit kunne købe på verdensmarkedet. Israels betingelser betyder også på dette felt tab af velfærd.

Store konsekvenser for landbrug og industri

Et eksempel på de overordnede økonomiske vanskeligheder for de palæstinensiske områder er at importen er ca. 3 gange så stor som eksporten. En af forklaringerne på dette et at palæstinenserne ikke har mulighed for at udnytte det økonomiske potentiale. For eksempel bliver kun 20 procent af det dyrkbare areal dyrket og kun 7 procent of det dyrkede bliver vandet. De israelske restriktioner på de palæstinensiske vandressourcer er en væsentlig årsag til disse tal, ligesom det spiller en stor rolle at langt hovedparten af landbrugsområderne befinder sig i de såkaldte C-områder, hvor Israel har den fulde myndighed.

Af rapporten fremgår, at israelske restriktioner med hensyn til gødning betyder et stor tab for landbrugets produktivitet, ligesom israelsk landbrugsstøtte betyder ulige konkurrence mellem palæstinensiske og israelske landbrugsprodukter. Dertil kommer at palæstinenserne er tvunget til at bruge den israelske valuta, Shekel, som i de seneste par år er steget meget i værdi, fx i forhold til Euro. Det har forringet de palæstinensiske konkurrencemuligheder, skriver UNCTAD.

Forholdene i de produktive sektorer illustreres også af långivningen i Palæstina iflg. rapporten. 2 procent gik til investering i landbrug og fødevarer og 6 procent til minedrift og industri, mens 26 procent af nye lån gik til nye boliger og 25 procent til forbrug. Den lave andel til produktion skyldes iflg. rapporten de meget usikre vilkår som landbrug og industri fungerer under, så långiverne frygter at tabe deres penge og vil ikke låne ud til sådanne formål.

En dyr besættelse for palæstinenserne

At besættelsen samlet koster dyrt for den palæstinensiske befolkning, fremgår også af rapporten. UNCTAD vurderer selv, at BNP per indbygger ville have været dobbelt så høj uden besættelsen, og der refereres også til en vurdering fra Den Internationale Valutafond, som vurderer at BNP ville have været fra 40 til 83 procent højere. Så besættelsen koster langt mere end frihed og selvbestemmelse.

About The Author