Abbas’ linie I flygtningespørgsmålet truer hans legitimitet

4083288916_40f87776f3_o
Modstanden mod PA, den palæstinensiske selvstyremyndighed, er så voldsom i flygtningelejrene, at man betvivler deres opbakning til en fredsaftale med Israel. International Crisis Group (ICG) opfordrer PA til at være  mere opmærksom på denne situation i forbindelse med eventuelle fredsforhandlinger.

I oktober 2014 udsendte International Crisis Group rapporten Bringing Back the Palestinian Refugee Question. Den kan læses som et opråb til den palæstinensiske ledelse(PA) om, at dens stadig større nedprioritering af flygtningespørgsmålet og selvmodsigende udmeldinger nu kan risikere at få fremtidige fredsforhandlinger med Israel til at køre af sporet.

Marginalisering af flygtningespørgsmålet

Ifølge ICG er flygtningeproblematikken blevet politisk marginaliseret af selvstyreregeringen PA siden Osloaftalerne i 1990erne, mens de organisatoriske og humanitære forhold i flygtningelejrene samtidig er blevet drastisk forringede.

»Modstanden mod Selvstyreregeringen i palæstinensiske flygtningelejre er nu så voldsom, at man ikke kan tage for givet, at de vil bakke op om en mulig fredsaftale indgået mellem PA og Israel«.

Ny kurs

Ifølge CG er det kun, hvis PA ændrer kurs og sikrer sig opbakning fra flygtningene både i Palæstina og i lejrene i de arabiske nabolande, at de vil kunne gøre sig håb om også at opnå støtte fra det resterende flertal af den palæstinensiske befolkning.

»Abbas har valget mellem at støtte et maksimalistisk syn på tilbagevendingsretten, der vil koste støtte fra USA og Europa – og et minimalistisk syn, der vil udløse problemer lokalt og regionalt. Derfor udsættes dette punkt i fredsforhandlingerne til det sidste. Af begge parter«

Flygtningene og den nationale identitet

Siden staten Israels oprettelse i 1948 har flygtningespørgsmålet været det centrale nationale spørgsmål for det palæstinensiske folk. Fordrivelsen og den etniske udrensning gjorde det store flertal af palæstinensere til flygtninge, og det var fra flygtningelejrene i de omkringliggende arabiske lande, at guerillakrigere begyndte kampen for at vinde de tabte territorier tilbage. Central for kampen var den palæstinensiske fortolkning af FN Resolution 194 fra 1948 som en umistelig ret til at vende tilbage til de huse i Israel, de var blevet fordrevet fra- eller økonomisk kompensation.

PLO Oslo

Efter seksdages krigen i 1967 forblev kampen for flygtningenes tilbagevenden den centrale kamp for Fatah og de øvrige guerillagrupper, som overtog ledelsen af PLO, snarere end bekæmpelsen af besættelsen.

Løsningen af flygtningespørgsmålet var ligeledes det legitime grundlag for Yassir Arafat, da han i 1988 valgte at anerkende staten Israel og en mulig to-statsløsning og dernæst i 1993 accepterede Osloaftalernes planer om oprettelse af et kommende palæstinensisk selvstyre på 22% af Palæstina mandatets jord.

Med inddragelsen af de 78 % af det gamle Palæstina før 1948, hvor de fleste af flygtningene stammede fra, begyndte den israelske modstand mod den palæstinensiske tolkning af Resolution 194 at tage form.

Retten til at vende tilbage

»Selv i dag, hvor Israel definitivt afviser ’Retten til Tilbagevending’, og den internationale opbakning til flygtningespørgsmålets løsning ligeledes synes forsvundet, har Resolution 194 stadigvæk den samme centrale placering i den nationale palæstinensiske bevidsthed, og den palæstinensiske leder, der svigter flygtningene og skærer ned på deres historiske krav på tilbagevending, vil have forbrudt sig mod kærnen i den nationale identitet med de følger, det vil have for hans legitimitet«

Flygtningene og eliten

Efter oprettelsen af det palæstinensiske selvstyre i et par småbyer på Vestbredden og i Gaza i 1994 syntes der hurtigt at opstå en form for enighed mellem den palæstinensiske elite, bestående af de dominerende storfamilier på Vestbredden og i Gaza, – og israelerne om en handel:

»Til gengæld for en fuld israelsk tilbagetrækning til grænserne før 1967, inklusive fjernelse af bosættelserne på Vestbredden og i det arabiske Østjerusalem, skulle palæstinenserne ofre den ubegrænsede ’Ret til Tilbagevenden’ til deres tidligere landsbyer i Israel, der for øvrigt for længst var bulldozed væk eller opslugt af nyplantede fyrreskove. I stedet skulle de acceptere et kompromis, en ”retfærdig løsning”, stadigvæk baseret på FN Generalforsamlingens Resolution 194, men nu kun med mulighed for en symbolsk Tilbagevendingsret til Israel.«

Palæstinensisk balancegang

Siden da har der gennem årene været afsløret flere udtalelser fra palæstinensiske politikere, som bag lukkede døre sammen med amerikanske og israelske politikere bakkede op om stadig mere minimerede krav til Tilbagevendingsretten og åbnede for muligheden for at tænke fleksibelt og kreativt angående mekanismer for gennemførelsen af ’Retten til Tilbagevending’.

Alligevel vælger Præsident Abbas igen og igen en retorik, hvor han vender tilbage til fortidens besværgelser om Tilbagevendingsrettens ukrænkelighed. ICG henviser fx til en udsendelse i israelsk TV i november 2012, hvor præsident Mahmoud Abbas taler om sit ønske om at gense sin fødeby Safed i Israel.

»Jeg vil meget gerne gense Safed. Jeg har ret til at se den, men ikke til at leve der«.

Efter protester fra flygtningelejre trak Abbas derpå udtalelsen tilbage på egyptisk TV.  Det drejede sig jo kun om hans private mening, men det betød ikke, at han ville opgive Resolution 194. »Flygtningespørgsmålet er helligt«, sagde han.

I et interview i november 2013 fastslog en af Abbas’ rådgivere ligeledes, at Abbas i utallige nylige taler har udtalt, at palæstinenserne ikke vil acceptere en aftale, der ikke garanterer flygtningenes ret til at vælge, hvor de vil bo – også i Israel. Et standpunkt der er i modstrid med stort set alle deltagerne i fredsprocessen i de sidste 20 år.

Selv under de sidste forhandlinger i sommer 2014 mente israelerne ifølge ICG, »at det var et forhandlingskneb, når Abbas offentligt insisterede på, at Retten til Tilbagevending er en personlig beslutning -, når nu alle ved, at de ikke vender tilbage til Israel«.

Forholdene i lejrene

Ifølge FN organet UNWRA’s opgørelse fra juli 2013 bor 28 % af befolkningen på Vestbredden i flygtningelejre, mens de i Gaza udgør 72 % af befolkningen. Tilsammen udgør flygtningene fra Vestbredden, Gaza, Libanon, Syrien og Jordan 4,9 millioner.

Flygtningene i Libanon, Syrien og Jordan fastholder kravet om Tilbagevendingsretten som deres primære mål, mens flygtninge på Vestbredden og i Gaza i dag snarere fokuserer på kampen mod besættelsen og miskrediterer Mahmoud Abbas’ rolle i forhold til den israelske besættelsesmagt.

Mange af flygtningene kommer fra de fattigste områder i Palæstina før 1948, og i lejrene er fattigdommen blevet forværret gennem årene, delvis på grund af lejrbeboernes oprindelige bevidste forsøg på at holde fast ved deres identitet for at fastholde deres politiske krav.

Slummen, arbejdsløsheden og det manglende politiske samarbejde med PA har ført til stigmatisering af lejrene som farlige, kriminelle steder præget af narkotika-og våbenhandel. På Vestbredden er der ofte natlige razziaer både af palæstinensiske og israelske sikkerhedsstyrker ind i flygtningelejrene, hvor de sparker døre ind, og arresterer mistænkte beboere. Derefter trækker de sig tilbage igen i en regn af sten.

PA: Flygtningene er FNS ansvar

FN organet UNWRA har siden 1948 haft ansvaret for sundhed, fødemiddelgarantier og uddannelse for de palæstinensiske flygtninge, men svindende FN midler og den høje fødselsrate i lejrene har betydet, at det årlige tilskud til den enkelte flygtning i lejrene er faldet fra 200 dollars i 1975 til 110 dollars i dag.

ICG gør opmærksom på, hvordan PA fra starten har været tilfreds med, at det internationale samfund påtog sig at bære den finansielle byrde ved lejrene. De har samtidig ikke ønsket at pådrage sig flygtningenes vrede ved at indvie dem i deres ’masterplan’ angående flygtningenes status i fredsforhandlingerne med Israel. I stedet har de ladet flygtningene sprede sig ukontrolleret i de totalt overfyldte huse i lejrene på Vestbredden og forhindret dem i at blive integreret i de omkring liggende områder, hvor lejrledelserne kunne have koordineret deres arbejde med lokale råd og deltaget i lokale kommunevalg.

Lejrene i Gaza

I Gaza, hvor lejrene hører under PA’s ministerium for lokale anliggender, har udviklingen været anderledes, idet de meget store lejrområder er integreret i kommunestrukturen. En embedsmand fra Hamas med ansvar for flygtninge udtalte i september 2013 til CG, at Hamas bød alle initiativer velkomne, som kunne forbedre forholdene i lejrene. (s. 28)

Flygtningenes ledere er udelukket

Ved at udelukke flygtningeledere fra Vestbredden, Gaza og diasporaen i de politiske beslutningsprocesser har PA samtidig udelukket muligheden for at noget forhandlingsresultat vil få deres støtte.

Mens mange af seniorerne i PA og PLO er flygtninge, inklusive Abbas og mange andre i PLOs Eksekutivkomite og Fatahs Central Komite, har de i dag stort set mistet deres organiske forbindelse med flygtningene og i særdeleshed med lejrene. Flygtningene har på deres side ingen tiltro til, at de vil blive integreret i det palæstinensiske samfund efter vedtagelsen af en to-stats løsning.

Ingen folkelig støtte

Efter en rundspørge på Vestbredden udenfor den politiske og intellektuelle elite vurderer CG, at ingen palæstinensisk leder ville kunne få folkelig støtte til en aftale, der ikke giver hver flygtning ret til at bestemme hvor han vil bo—uden begrænsning — også i Israel, og man forudser voldelige, folkelige reaktioner, hvis PA går med på en aftale på israelske betingelser.

I oktober 2013 udtalte en tidligere PA minister til CG: »Er der nogen, der tror på, at Abu Mazen (Mahmoud Abbas, red) kan acceptere aftaler, som Yassir Arafat ikke kunne?«

Februar 2014 interviewede CG en ungdomsleder i Qalandia lejren, der udtalte: »Abu Mazen kan ikke forblive i Palæstina, hvis han underskriver en aftale på linje med Clintons i 2000. Du vil få at se, hvordan denne lejr marcherer mod hovedkvarteret, og sikkerhedsstyrkerne vil ikke vove at stå i vejen

ICG om PAs  udfordringer

Som andre rapporter fra ICG slutter også denne med detaljerede anbefalinger til de relevante politiske beslutningstagere, i dette tilfælde den palæstinensiske ledelse. Hvis den vil sikre sig palæstinensisk opbakning til fremtidige aftaler med israelerne om flygtningenes ret til at vende tilbage må den arbejde seriøst med tre udfordringer:

– Repræsentation.

Kun en palæstinensisk ledelse, som opfattes som legitim af alle palæstinensere, kan forhandle et historisk kompromis med Israel.

– Udvikling

Kun en ligestilling i sociale og politiske rettigheder mellem lejrene og de øvrige palæstinensiske borgere på Vestbredden og i Gaza, kan sikre en fælles front i forhandlingerne mod Israel.

– Diplomati

I det tilfælde, at Israel påtager sig det moralske ansvar for fordrivelserne, skal palæstinenserne vurdere, hvilke grupper der kan komme i betragtning som de ’symbolske’ modtagere af tilbagevendingsretten. Hidtil har man vurderet, at lejrene i Libanon har haft de værste betingelser. Men overgår de syriske flygtninges aktuelle lidelser dem? Kunne en tilbagevending til egne huse for de palæstinensere, der forblev i Israel være del af en aftale? Kunne en ’tilbagevenden’ til de israelske jorder, der byttes med bosættelser på palæstinensisk jord tælle med?

Hvordan fastsættes kompensationen for de flygtninge, der vælger ikke at benytte sig af deres ret  til at vende tilbage

 

 

 

 

 

 

 

www.badil.org: Den ledende palæstinensiske NGO, der arbejder for flygtningerettigheder.

 

 

 

About The Author