Absurditetens regimente

Kvindse med maskinpistol
Kvinde fra den franske modstandsbevægelse mod den nazistiske besættelse og dens kollaboratører i Vichy-regeringen. Den franske modstandsbevægelse benyttede også terror, skriver Avneri, der peger på at terror er en metode og ikke en ideologi

Der findes ikke sådan noget som “international terrorisme”.

At erklære krig mod ”international terrorisme” er nonsens. Politikere, som gør det, er enten fjolser eller kynikere, eller snarere begge dele.

Et våben og en metode

Terrorisme er et våben. Ligesom kanoner. Vi ville grine, hvis nogen kunne finde på at erklære krig mod “internationalt artilleri”. En kanon tilhører en hær og tjener hærens formål. Kanonen fra den ene side skyder imod kanonen fra den anden side.

Terrorisme er en metode. Den bliver ofte brugt af undertrykte folk, herunder den franske modstand imod nazisterne under den 2. verdenskrig. Vi ville grine, hvis nogen erklærede krig mod “international modstand”.

Carl von Clausewitz, den prøjsiske militæranalytiker, udtalte, at “krig er fortsættelse af politik med andre midler”. Hvis han havde levet i dag, ville han måske have sagt: ”Terrorisme er en fortsættelse af politik med andre midler.”

Terrorisme betyder, bogstaveligt talt, at skræmme ofrene til overgivelse under terroristens vilje.

Terrorisme er et våben. Generelt er det de svages våben. For dem, der ikke har atombomber som dem, der blev kastet over Hiroshima og Nagasaki, hvilket terroriserede japanerne til overgivelse. Eller det flyvevåben, som udslettede Dresden i det (forgæves) forsøg på at skræmme tyskerne til at give op.

Forskellige mål

Eftersom de fleste af de grupper og lande, som betjener sig af terrorisme, har forskellige mål, som ofte strider mod hinanden, så er der ikke noget “internationalt” i det. Enhver terroristkampagne har sin egen karakter for slet ikke at nævne det faktum, at ingen anser sig selv for at være terrorist, men snarere en forkæmper for Gud, frihed eller hvad det nu måtte være.

(Jeg kan ikke lade være med at prale af, at jeg for længe siden opfandt formuleringen: ”Den enes terrorist er den andens frihedskæmper.”)

”Bare muslimsk fanatisme”

Mange almindelige israelere følte dyb tilfredshed efter begivenhederne i Paris: “Nu kan de skide europæere for en gangs skyld få at føle, hvad vi hele tiden føler!”

Benjamin Netanyahu, en diminutiv tænker, men en genial sælger, har haft succes med at opfinde en direkte forbindelse mellem jihadistisk terrorisme i Europa og palæstinensisk terrorisme i Israel og de besatte områder.

Det er en genistreg: Hvis det er et og det samme, knivsvingende palæstinensiske teenagere og belgiske tilhængere af ISIS, så er der ikke noget israelsk-palæstinensisk problem, ingen besættelse, ingen bosættelser. Bare muslimsk fanatisme. (Her ignoreres de mange kristne arabere i de sekulære palæstinensiske “terror”-organisationer.)

Intet at gøre med realiteterne

Dette har intet at gøre med realiteterne. Palæstinensere, som vil kæmpe og dø for Allah, tager til Syrien. Palæstinensere – både religiøse og sekulære – som skyder, knivstikker eller kører over israelske soldater og civile i disse dage, ønsker at blive fri for besættelsen og at få deres egen stat.

Det er så indlysende, at selv folk med begrænset intelligens som vore nuværende ministre, burde kunne forstå det. Men hvis de forstod det, ville de stå overfor meget ubehagelige valg vedrørende den israelsk-palæstinensiske konflikt.

Så lad os hellere drage den nemme konklusion: de dræber os, fordi de er fødte terrorister, fordi de ønsker at møde de lovede 72 jomfruer i Paradis, fordi de er antisemitter. Derfor, som Netanyahu så lykkeligt har forudsagt: ”Vi skal for evigt leve ved vort sværd”.

Absurde reaktioner

Hvor tragiske resultaterne af hvert terrorangreb end kan være, så er der noget absurd over europæernes reaktion på de seneste begivenheder.

Højdepunktet af absurditet blev nået i Bruxelles, da en enlig terrorist på flugt kunne paralysere en hel hovedstad i dagevis, uden at et eneste skud blev affyret. Det var terrorismens ultimative succes i sin mest bogstavelige betydning: at bruge frygt som våben.

Men reaktionen i Paris var ikke meget bedre. Antallet af ofre for ugerningen var højt, men dog ikke højere end antallet af dræbte på de franske veje på et par uger.  Det var sikkert meget mindre end antallet af ofre i en time under 2. verdenskrig. Men rationelle tanker tæller ikke. Terrorisme virker på opfattelsen af ofrene.

Massemedierne

Det virker utroligt, at ti middelmådige individer med få primitive våben kunne forårsage verdensomspændende panik. Men det er en kendsgerning. Med støtte fra massemedierne, som trives på sådanne begivenheder, bliver lokale terrorhandlinger til verdensomspændende trusler. De moderne medier er i sagens natur terroristernes bedste venner. Terroren kunne ikke trives uden dem.

Politikerne

Terroristernes næstbedste venner er politikerne. Det er næsten umuligt for en politiker at modstå fristelsen til at ride med på bølgen af panik. Panik skaber “national enhed”, enhver regents drøm. Panik skaber længsel efter en “stærk leder”. Dette er et grundlæggende menneskeligt instinkt.

Francois Hollande er et typisk eksempel. En middelmådig, men dog dreven politiker, som greb lejligheden til at posere som leder. “C’est la guerre! (Dette er krig)” erklærede han og piskede et nationalt vanvid frem. Selvfølgelig er det ikke nogen “guerre”. Ikke den tredje verdenskrig. Bare et terroristangreb fra en skjult fjende. Hvad der afsløres i forbindelse med disse begivenheder, er de politiske lederes dumhed overalt. De forstår ikke, hvilken udfordring, de står overfor. De reagerer på imaginære trusler og ignorerer de virkelige trusler. De aner ikke, hvad de skal gøre. Så de gør, hvad der falder dem naturligt: holder taler, indkalder til møder og bomber nogen, lige meget hvem og for hvad.

Kuren værre end sygdommen

Når man ikke forstår sygdommen, så er kuren værre end sygdommen selv. Bombning forårsager ødelæggelse, ødelæggelse skaber nye fjender, som tørster efter hævn. Det er direkte samarbejde med terroristerne.

Det var et sørgeligt syn at se alle disse verdensledere, lederne af magtfulde nationer, fare rundt som mus i en labyrint, mødes, holde kedelige taler, fremsætte meningsløse erklæringer, totalt ude af stand til at håndtere krisen.

Det usædvanlige, men ikke uhørte

Problemet er sandelig mere kompliceret, end enfoldige sind kunne tro, på grund af et usædvanligt faktum: denne fjende er ikke en nation, ikke engang et bestemt territorium, men en udefineret størrelse: en ide, en sindstilstand, en bevægelse, som har en territorial base af en slags, men ikke en rigtig stat.

Dette er ikke et helt uhørt fænomen: for mere end hundrede år siden begik den anarkistiske bevægelse terrorhandlinger overalt uden at have en territorial base overhovedet. Og for 900 år siden terroriserede en religiøs sekt uden et land, Assassinerne (en forvanskning af det arabiske ord for ”hashbrugere”), den muslimske verden.

Hvad må der gøres?

Jeg ved ikke, hvordan man skal bekæmpe Islamisk Stat (eller rettere ikke-stat) effektivt. Jeg tror faktisk ikke, at nogen ved det. I hvert fald ikke de fjolser, der bemander de forskellige regeringer.

Jeg er ikke sikker på, at selv en territorial invasion ville kunne ødelægge dette fænomen. Men en sådan invasion forekommer absolut usandsynlig. Koalitionen af de Uvillige sammensat af USA synes at være utilbøjelige til at sætte “støvler på jorden”. De eneste styrker, som kunne prøve – de iranske og de syriske regeringsstyrker – er hadet af USA og dets lokale allierede.

Forvirring

Hvis man søger et eksempel på total desorientering, grænsende til vanvid, så er det USA’s og de europæiske magters manglende evne til at vælge mellem Assad-Iran-Rusland-aksen og IS-Saudiarabien-Sunni-lejren. Læg hertil det tyrkisk-kurdiske problem, det russisk-tyrkiske fjendskab, Israel-Palæstina-konflikten, og alligevel er billedet stadig langt fra at være komplet.

(For historieinteresserede er der noget fascinerende ved, at den århundreder gamle strid mellem Rusland og Tyrkiet er genopstået i denne nye ramme. Geografi trumfer alt andet, trods alt.)

Det er blevet sagt, at krig er alt for vigtigt at overlade til generalerne. Den aktuelle situation er alt for kompliceret at overlade til politikerne. Men til hvem ellers?

Panik i Israel

Israelere tror (som sædvanligt) at vi kan belære verden. Vi kender terrorismen. Vi ved, hvad der skal gøres.

Men gør vi nu det?

I flere uger har Israel nu levet i panik. I mangel af et bedre navn bliver det kaldt ”en bølge af terror”. Hver dag angriber nu to, tre eller fire unge, herunder 13-årige børn, israelere med knive eller kører dem over med biler – og bliver for det meste skudt ned på stedet. Vor navnkundige hær prøver alt, herunder drakoniske repressalier mod familierne og kollektive straffe mod landsbyer, alt forgæves.

Det drejer sig om individuelle handlinger, ofte helt spontane, og derfor er det så godt som umuligt at forebygge dem. Det er ikke et militært problem. Problemet er politisk/psykologisk.

Netanyahu prøver at ride på denne bølge ligesom Hollande og kompagni. Han nævner Holocaust (og sammenligner en 16-årig dreng fra Hebron med en forhærdet SS-officer i Auschwitz) og taler ustandseligt om antisemitisme.

Kendsgerningerne

Alt dette for at overdøve én overvældende kendsgerning: Besættelsen med dens chikanerier af den palæstinensiske befolkning, som viser sig dagligt, ja hver time og hvert minut. Nogle ministre i regeringen skjuler endda ikke mere, at formålet er at annektere Vestbredden og til sidst drive det palæstinensiske folk ud fra deres hjemland.

Der er ingen direkte forbindelse mellem IS-terrorismen rundt omkring i verden og den palæstinensiske nationale kamp for egen stat. Men hvis disse problemer ikke løses, så vil problemerne smelte sammen – og et langt stærkere IS vil forene den muslimske verden, sådan som Saladin gjorde engang, og vende sig imod os, de nye korstogsfarere.

Hvis jeg var troende, så ville jeg hviske: “Gud forbyde det!”

 

Oversat fra engelsk af Dagmar Dinesen

About The Author