Alt handler om rivalerne Saudi-Arabien og Iran – palæstinenserne er glemt

Af Ole Olsen

Man kan diskutere hvor meget arabiske og andre lande i Mellemøsten gennem tiderne reelt har gjort for at hjælpe palæstinenserne mod Israel, men i øjeblikket er deres engagement på et absolut lavpunkt.

Lige nu synes næsten alt i Mellemøsten nemlig at handle om magtkampen mellem (sunni-)arabiske lande med Saudi-Arabien i spidsen og Iran, delvist støttet af andre lande med mange Shia-muslimer. At Saudi-Arabien er tæt på at alliere sig med Israel illustrerer tydeligt hvor langt landet vil gå for at holde Iran nede.

For palæstinenserne betyder dette ikke alene, at de må afvente ny opmærksomhed, men også at de bliver klemt af, at Selvstyret generelt henter opbakning hos den saudiarabiske alliance, mens Hamas på det seneste primært har hentet støtte hos Iran og Qatar, mens opbakningen fra fx Tyrkiet mest er af retorisk karakter.

Pæne taler om Palæstina, men..

På et topmøde i Den Arabiske Liga i april 2018 i netop Saudi-Arabien, kaldte Kong Salman mødet for et Jerusalem-topmøde – i lyset af USA’s anerkendelse af Jerusalem som Israels hovedstad, et skridt som den Arabiske Liga og mange andre var stærkt imod. Kong Salman annoncerede også øgede bidrag til UNRWA, FN’s organisation for palæstinensiske flygtninge og et øget bidrag til islamisk tilstedeværelse i Jerusalem.

Men mødet i Ligaen handlede øjensynligt mest om, hvordan de arabiske lande i forening kunne ”konfrontere Irans ekspansionistiske ambitioner i regionen” som det er formuleret i en artikel 16. april 2018 om topmødet.

Set fra et saudiarabisk og sunnimuslimsk perspektiv må man sige, at regionen ser noget anderledes ud i dag end for et årti eller to siden. Irak ledes nu (rimeligt nok) med afsæt i det shiamuslimske flertal. Syrien som altid har været et loyalt medlem af den arabiske familie er nu i kraft af Irans, Hizbollahs og Ruslands støtte til diktator Assad måske en slags iransk allieret. I Libanon står Hizbollah demokratisk og militært stærkt, mens de traditionelle stærke bånd til Saudi-Arabien synes svækkede.

Et meget blodigt kapitel er Yemen, hvor den shiamuslimske Houthi-milits med iransk støtte længe har været i borgerkrig med regeringsstyrker, som på deres side får overordentlig megen militær støtte fra Saudi-Arabien samt flere Golfstater

Qatars situation

Saudi-Arabiens og andre golfstaters forsøg siden i fjor på at tryne Qatar med sanktioner er også en del af de mange regionale armlægninger. Et af de mange krav til Qatar er, at det skal holde op med at støtte Hamas-styret i Gaza. Her har Qatar gennem de senere år finansieret en betydelig økonomisk aktivitet.

Det er mere uklart, om og i fald hvor direkte, Saudi-Arabien har søgt at få indflydelse i Syrien og Irak gennem Islamisk Stat, som i nogle år var en meget væsentlig magtfaktor – og religiøst er inspireret af wahabismen, en sunnimuslimsk fortolkning, som især kendes i Saudi-Arabien.

Hvorom alting er, så er Saudi-Arabien, Egypten, Golfstaterne m.fl. i øjeblikket meget fokuserede på at forsvare de eksisterende magtstrukturer – og hovedfjenden i den sammenhæng er Iran.

Skal man tro udtalelser fra den tidligere israelske forsvarsminister Yaacov Nagal, nu sikkerhedsrådgiver for Netanyahu, er Saudi-Arabien villig til at acceptere en hvilken som helst dårlig løsning for palæstinenserne i forhold til Israel – hvis Saudi-Arabien til gengæld kan få israelsk opbakning i konflikten med Iran.

Atomaftalen med Iran

Som bekendt har USA i maj 2018 trukket sig fra den brede aftale med Iran omhandlende det iranske atomprogram – en aftale som skal forhindre at Iran udvikler atomvåben. Som nok også bekendt var atom-magten Israel allerede imod aftalen og har intensivt arbejdet for at få USA til droppe den. I denne sammenhæng er det imidlertid værd at være opmærksom på, at også Saudi-Arabien er begejstret for at USA har trukket sig og nu vil føre en mere konfrontatorisk politik over for Iran.

Det er endnu for tidligt at vurdere, hvad der bliver konsekvensen af USA’s skridt, men som det fremgår, er Saudi-Arabiens absolut primære målsætning at stække Iran, mens det er vanskelige at få øje på diplomatiske initiativer, som evt. kunne dæmpe den voldsomme rivalisering.

For Saudi-Arabien er der politisk en betydelig risiko ved at alliere sig med USA og Israel for at bekæmpe et naboland. Spørgsmålet er både om Saudi-Arabien har hjemlig politisk støtte til dette og om dets allierede, her især golfstaterne og Ægypten, billiger samarbejdet med de vestlige arvefjender.

Set i et palæstinensisk perspektiv

Der er ingen tvivl om at den mellemøstlige opbakning til den palæstinensiske sag lige nu er på lavt blus, mens de regionale rivaler slås. Der synes også at være en risiko for at palæstinenserne kan komme i klemme, hvis man bliver opfattet som støttende den ene part mod den anden.

I den sammenhæng er det dybt problematisk, at to rivaler i palæstinensisk politik, Fatah og Hamas hidtil har orienteret sig mod hver sin part. Hamas mod Iran og Fatah mere mod Den Arabiske Liga og dermed Saudi-Arabien. Der er risiko for, at dette forhold politisk vil koste politisk støtte på den lange bane.

Det vil være klogt, hvis både Fatah og Hamas i fællesskab eller hver for sig holder lav profil i forhold til de regionale kamphaner og på den korte bane søger diplomatisk og økonomisk opbakning andetsteds. Det kan være hos Rusland, Europa, Sydafrika, Tyrkiet, Kina eller andre lande med politiske kræfter.

About The Author