Anden Påskedag

I del 2 af sin rapport fra Jerusalem bevæger Dalsgaard sig ud til den muslimske landsby Nabih Saleh, kendt for sin ikkevoldelige modstand

Af Dorte Dalsgaard

Centralt i den kristne tro er påsken. Vi siger det i den apostolske trosbekendelse, som det ses i dette udsnit:

Vi tror på Jesus Kristus,hans enbårne Søn, vor Herre,som er undfanget ved Helligånden,født af Jomfru Maria,pint under Pontius Pilatus,korsfæstet, død og begravet,nedfaret til Dødsriget,på tredje dag opstanden fra de døde,opfaret til himmels,siddende ved Gud Faders, den almægtiges, højre hånd,hvorfra han skal komme at dømme levende og døde

Muslimer anerkender Jesus som en bibelsk skikkelse, men ikke som Guds søn. De fejrer derfor ikke påske.

Efter en søndag i Påskesolens skær i Jerusalem, vælger jeg gudstjenesten Anden Påskedag fra. Turen går fra Betlehem til en lille palæstinensisk landsby nord for Ramallah, hvor indbyggerne er muslimer. Først den lange omvej med servees-taxi’en (en minibus, der kører, når den er fyldt op med passagerer), som tager ca. 1½ time. Den bruges af børn, der skal i skole, unge, der skal på universitetet nord for Ramallah, folk, der skal på arbejde og andre, der har ærinde nordpå, og som ikke har visa til at rejse gennem Jerusalem. Det er sjældent, at der er turister med. Turen via Jerusalem er hurtigere, når man har både pas og visa. Til gengæld får vi på den lange tur gennem bjergene øst for Jerusalem denne morgen det smukke syn af en regnbue, der med sin farvestrålende halvcirkel indrammer byen.

Nabih Saleh

Fra Ramallah går turen videre med en anden servees-taxi, – en god halv time kørsel, så bliver jeg sat af på vejen i silende regn. Oppe på en bakke ligger målet for turen, Nabi Saleh, en palæstinensisk landsby kendt for sin ikke-voldelige modstand med den israelske besættelse.

Det tager lidt tid at finde det rigtige hus. På min tur rundt i byen ser jeg, at der i haverne talrige steder i træer og buske hænger granathylstre fra tåregas. De er ”leveret” af den israelske hær. Som de hænger der i hobetal, signalerer de både sort humor og ”fandensivoldshed”.

Det lykkes til sidst at finde det rigtige hus, jeg banker på døren. Jeg har aldrig mødt Manal Tamimi før, kender hende kun fra billeder, hvor hun har tørklæde på. Der går derfor et øjeblik, før det går op for mig, at den smilende kvinde iklædt joggingsæt og med langt, udslået hår ER Manal. ”Welcome dear”, lyder det, og sekunder efter er jeg anbragt i familiens dagligstue i en kæmpestor sofa, der følger rummets vægge hele vejen rundt ”Yes, we are a big family”, siger hun med glimt i øjnene, som om hun kunne læse mine tanker.

En elektrisk varmeovn tændes og sættes hen tæt på den dyngvåde dansker, en kop varm, stærk kaffe serveres, – Manal sørger godt for sin fremmede gæst. Manals svigerinde (én af dem) er med i stuen, og de næste timer går snakken, – om børn, mænd, Israel, fængsler, bekymringer, håb og tro.

Fodboldhold i fængsel

Der er godt 600 indbyggere i Nabi Saleh, de 550 af dem er født eller gift ind i Tamimi familien. Alle kender alle. Kvinderne i byen har det højeste uddannelsesniveau blandt palæstinensiske kvinder i hele Palæstina. Kvinderne i byen er i det hele taget meget aktive, de har dannet klubber på kryds og tværs, for børn og for voksne. Der er klubber for snart sagt enhver sportsgren, for teater og for mange slags håndarbejde.

Byen har et godt og kendt fodboldhold. Imidlertid sidder hele holdet lige nu i fængsel rundt omkring i Israel. Anklagerne lyder på stenkastning. Nogle har givetvis kastet med sten, – andre har ikke.

Manal selv har også været i fængsel, senest blev hun løsladt for godt to uger siden. En nat kom adskillige militærkøretøjer til byen, familien blev vækket af kraftige bank og spark på hoveddøren. Inden de fik set sig om, var huset fuldt af israelske soldater. Manal blev arresteret og ”bodysearched” foran sin mand og sine rædselsslagne børn. Hun fik håndjern på og blev taget med  i det nattøj hun stod i.

Hun sad i fængsel i 10 dage, først den sidste dag fik hun at vide, hvad hun var sigtet for. Anklagen lød på, at hun havde opsøgt en navngiven israelsk militærpersons forældre (med bopæl i Israel, hvor Manal ikke har adgang) og chikaneret dem. Desuden skulle hun have sendt den pågældende militærperson nogle sms’er med en meget truende ordlyd.

Det lykkedes angiveligt Manal og hendes advokat at overbevise dommeren om, at hun umuligt kunne have befundet sig på en adresse i Israel, ligesom det var usandsynligt, at hun skulle være i besiddelse af en militærpersons private mobilnummer. Der var da heller ingen beviser for påstandene, – så det endte med, at Manal blev løsladt. Som alle andre palæstinensere kan hun dog ikke vide sig sikker, de natlige raids og anholdelser er en del af hverdagen i Palæstina.

Civil ikkevoldelig modstand

Nabi Saleh var oprindeligt en landsby, hvor indbyggerne levede af deres olivenmarker. De høstede oliven og solgte den olie, de lavede heraf. Det gav dem indtægter, der muliggjorde en rimelig levestandard for alle i byen. Sådan var det gennem århundreder.

Nu har nærliggende ulovlige israelske bosættelser inddraget godt 3/4 af landsbyens jord. Landsbyen kan knapt producere olivenolie nok til eget forbrug. Der er en overordentlig stor risiko for, at den sidste jord også vil blive inddraget.

De fleste af indbyggerne har nu arbejde udenfor Nabi Saleh, mange kører hver dag frem og tilbage til arbejdspladser i Ramallah. Når den israelske hær ikke lige spærrer den vej, der fører ned til hovedvejen, – så kan man kun komme ud af landsbyen til fods.

Byens indbyggere går ind for ikkevoldelig modstand, – hver fredag demonstrerer de med bannere og palæstinensiske flag mod den israelske besættelse og mod det ulovlige tyveri af deres jord.

Som så mange andre steder i Palæstina mødes demonstrationen med tåregas og gummikugler fra et massivt opbud af israelske soldater. Indbyggerne oplever, at den israelske hærs metoder og våben hele tiden udvikles. For nyligt blev der skudt med mere langtrækkende våben, der ramte nogle legende børn i en have langt væk fra der, hvor demonstrationen foregik.

Begge kvinder, jeg tilbringer denne 2. Påskedag sammen med, har oplevet, at deres mænd og deres børn har været fængslet af det israelske militær. De fortæller om de barske forhold, der er i fængslerne, – ingen lægehjælp, ingen ordentlig kost, ingen varme om vinteren. Hårdhændede forhør, torturlignende forhørsteknikker med det formål at fremtvinge en tilståelse.

Derfor er det desto mere forunderligt at høre Manal fortælle, at hun opdrager sine børn til ikke at hade. Man kan ikke hade den israelske soldat, der hamrer løs på hoveddøren midt om natten. Man må adskille de to, mennesket og handlingen. Under uniformen er soldaten et menneske. Man kan ikke hade et menneske, er Manals faste overbevisning. Man kan være uenig i handlingen, vred over den. Men had er ikke en mulighed.

Manals religion, Islam, er ifølge hendes faste overbevisning bygget på kærlighed. Ikke på had og ikke på krig. Hvis hun tillader hadet at være i sit sind, har hun tabt, og Israel har vundet. Når (og ikke hvis) besættelsen er ovre, vil kærligheden være der for dem, der har arbejdet med at holde den i live, er hendes budskab. De, der har hadet, vil stå tilbage med deres had.

Kærligheden vil vinde til sidst, siger hun. Lyset vil vinde over mørket, det tror hun fuldt og fast på. Ordret siger hun det samme, som den lutherske biskop, Munib Younan, sagde i sin prædiken i Jerusalem i går, Påskedag.

Muslim eller kristen. Håbet, kærligheden og troen på, at lyset vil vinde over mørket, er det/den samme. Først og fremmest er de palæstinensere.

For Manal Tamimi er dette en helt almindelig mandag.

For mig er det anden påskedag. Udenfor skinner solen, efter ½ døgns kraftig regn.

Min indre sol skinner, da jeg tager afsked med Manal og hendes svigerinde for at tage tilbage til Betlehem.

”Kom igen næste gang, du er i Palæstina, du skal være så hjerteligt velkommen”, lyder det.

Det vil jeg gøre.

About The Author