Bag Muren er en Palæstina-bog til tiden

Børn i ruiner
Illustration fra “Bag Muren”. Foto: Bjørn Meidell

Når man som jeg i en menneskealder har fulgt med i konflikten mellem israelere og palæstinensere, er det ubærligt at opleve, at hver gang konflikten bryder ud i voldelige sammenstød, det være sig som nu individuelle drab eller decideret krig, så bliver den i de fleste medier fremstillet som en jævnbyrdig strid mellem to folk, der slås om det samme land og blot ikke kan finde ud af at slutte fred. Hvis vi endelig skal forenkle, foretrækker jeg Miko Peleds “Hvide mennesker besluttede at tage brune menneskers jord og give den til andre hvide”.

Citatet er fra lektor i samfundsfag og historie og mangeårig iagttager af Mellemøsten, Bjørn Meidells, seneste bog ‘Bag Muren’ og er blot en af mange perler i dette tiltrængte og befriende indspark i debatten.

Forfatteren tager i 2014 og igen i 2015 mod til sig – lidt pjevset har man da lov til at være – og er rejst tilbage til Vestbredden og Israel efter ikke at have besøgt området i 20 år. Her opsøger han gamle bekendte, og nye kommer til, for at danne sig et indtryk af, hvordan situationen har udviklet sig siden Osloaftalerne i 1993.

Det er let, men ikke opmuntrende læsning. Meidell møder en befolkning uden meget håb lukket inde bag muren og med checkpoints og alskens restriktioner og ydmygelser og fængslinger, som alt sammen danner et glimrende bagtæppe til den desperation så mange unge palæstinensere udviser i disse dage og uger, hvor de kaster sig ud i, hvad man nærmest kunne kalde suicide by proxy, altså overfald hvor de er så godt som sikre på selv at blive dræbt.

Vi bliver i bogen præsenteret for et imponerende persongalleri, som indimellem, og som regel mere til forvirring end afklaring, bliver blandet med folk som Meidell har mødt i Syrien under tidligere rejser. Det betyder at vi både møder muslimer, kristne og jøder, fastboende og beduiner, familier til fængslede palæstinensere, som der er rigtigt mange af med meget lange straffe, aktivister og analytikere, unge som gamle, kvinder og mænd.

En af de mest fremtrædende palæstinensere, som vi præsenteres for, er Hanan Ashrawi, talskvinde for PLO, medlem af eksekutivkomiteen og leder af ‘departementet for kultur og information’. Ashrawi er, som mange ved, en begavet og velformuleret analytiker af den palæstinensiske situation, men interviewet forløber ikke helt, som forfatteren kunne have ønsket sig: “Efter mødet med Hanan Ashrawi undrer jeg mig over hendes attitude, og bliver enig med mig selv om, at hun føler sig slidt…” Her kunne forfatteren med fordel have rettet kikkerten mod sig selv og have lyttet til kvindens advarsler undervejs: “Jeg forstår ikke, hvorfor du stiller disse spørgsmål, som det vil tage timevis at besvare? Jeg føler mig dum ved at give dig korte svar.”

Det kan da også undre, at Meidell beder Hanan Ashrawi om mere eller mindre at genfortælle hele Palæstinas historie. Tiden med hende kunne have været brugt meget bedre ved at stille præcise aktuelle spørgsmål, og forfatteren kunne sagtens selv have resumeret historien.

Lidt samme tonedøvhed opleves i mødet med professor Nurit Peled, den israelske kvinde, der blev berømt, da hendes datter blev dræbt af en selvmordsbombe, men som netop ikke ønsker at inddrage sin private sorg i sit fredsarbejde, og alligevel kan Meidell ikke lade være, med det resultat at ‘nu er det ligesom samtalen går i stå.’

Men bortset fra disse faux pas er det interessant og både morsomt og tragisk at læse interviewene med de kendte folk fra den israelske fredsfløj, som både er meget lille og splittet. Uanset at Uri Avnery, som Nurit Peled siger, er zionist, er han interessant at lytte til. Han har med sine 92 år gjort hele historien med, og det er imponerende, at han orker at tale og skrive for hvad der virker som døve øren. For som han pointerer er den israelske fredsfløjs problem, at den kun består af jøder med europæisk baggrund, den har ikke formået at mobilisere f.eks. de orientalske jøder, der som white trash i USA projicerer deres egen undertrykte stilling over på palæstinenserne.

Bogen er som nævnt let læst, også selv om jeg ikke synes at forfatterens inddragelse af sin egen person med bekymringer, irritation, vabler og mavevrøvl rigtigt fungerer. Ligeledes ville det have klædt bogen, hvis man typografisk havde markeret, hvornår der er tale om spørgsmål og hvornår svar, og endelig savner jeg et register. Men uanset disse hår i suppen er det en fængslende tour de force i det besatte Palæstinas fortid og nutid. En tiltrængt stemme i den aktuelle debat.

Birgitte Rahbek er Konfliktrådsmægler og forfatter til bogen En stat for enhver pris, Forlaget Fremad 2000.

About The Author