Barack er skuffet, men Bibi skal nok sove trygt

Karrikatur af Netanyahu

Da Binyamin ”Bibi” Netanyahu mod udbredt forventning vandt det israelske valg, var den udløsende faktor tilsyneladende hans utvetydige afvisning af en palæstinensisk stat. I den israelske valgmatematik gav det tilsyneladende pote at tage livet af den tostatsløsning, som er USA’s opskrift på en løsning af konflikten mellem Israel og palæstinenserne.

Netanyahus valgtricks har frustreret den amerikanske præsident, der taler om at revurdere forholdet til Israel og om at skrue på knapper, der øger presset på den besværlige allierede. Men om han faktisk vil det er tvivlsomt, og sit vejr skal man nok ikke holde.

Ingen tostatsløsning

I det hele taget var Netanyahu oppe på mærkerne, når det gjaldt om at appellere til de israelske vælgere, der ser ham som en garanti for et stærkt Israel, der ikke lader sig presse af palæstinensere, det være sig dem på Vestbredden og i Gaza, eller dem der er israelske statsborgere

I en 28 sekunder lang video på sin Facebook-profil advarede han om, at palæstinensiske israelere tog til valgstederne »i hobetal«.

(De israelske palæstinensere havde, efter at spærregrænsen var blevet sat op af højrefløjen, fundet sammen i en slags enhedsliste og fik et ret godt valg).

Ordene om tostatsløsningen faldt i det højreorienterede israelske webmagasin NRG, der ejes af den amerikanske kasinomilliardær Sheldon Adelson, der spenderer mange penge på Netanyahu og på amerikanske politikere, der gør som han og resten af den amerikanske Israel-lobby siger:

Misnøje i Washington

 Det hørte de i Washington, hvor Netanyahu i forvejen ikke var i kridthuset. Det personlige forhold mellem præsident Obama og den israelske premierminister dårligt på grund af den israelske premierministers vilje til at bygge bosættelser uanset hensynet til USAs strategiske interesser, som Obama ser dem.

Dermed havde Netanyahu allerede kastet vrag på den i sig selv håbløse indsats, som udenrigsminister Kerry og hans chef selv havde gjort for at få en aftale på plads, der i alt væsentligt ville tilfredsstille Israels erklærede og ulovlige ønske om af sikkerhedsgrunde at beholde kontrol med de besatte områder.

Bedre var det ikke blevet af at den republikanske formand for Repræsentanternes Hus John Boehner havde inviteret Netanyahu f til at taleor kongressens medlemmer. Det var sket uden, som det ellers er sædvane, at konsultere præsidenten først. Det kan, mener nogle, være i strid med den amerikanske forfatning.

Men Netanyahu havde ingen forfatningsmæssige kvababbelser, og talte til de kongresmedlemmer, der var mødt op. Det var det sædvanlige om Iranske planer for at skaffe atomvåben, om nødvendigheden af at handle (bombe) og om det tætte og ubrydelige bånd mellem Israel og USA. 60 (demokrater) var blevet hjemme.

Amerikansk Sabelraslen

Men selvom Obama undervejs i sin præsidentperiode har øvet sig på at tåle ydmygelser fra Netanyahu, var han tvunget til at reagere. Reaktionen kom i første omgang fra pressesekretær Josh Earnest, der sagde, at hans chef fortsat støttede tostatsløsningen, og at den israelske leders udtalelser om de israelske palæstinensere var upassende:

Lidt mere offensiv var Obama selv i et interview med Huffington Post, hvor han endnu en gang betonede den amerikanske hensigt om at få en palæstinensisk stat etableret side om side med Israel. Samtidig strakte han en hånd ud til fremtidige israelske ledere.

»Vi tager ham på hans ord, når han siger, at det (tostatsløsningen, LP) ikke vil ske, mens han er premierminister, og vi er derfor nødt til at se på, hvilke andre muligheder der er for at forhindre, at situationen i regionen udvikler sig kaotisk«

Tomme trusler

 Hvad de muligheder kunne bestå i, er blevet antydet af David Ignatius, der er kommentator på avisen Washington Post og tæt på kilder i den amerikanske regering. Han skriver, at Det Hvide Hus bag kulisserne overvejer en række muligheder for at lægge pres på Netanyahu.

Ifølge Ignatius er der en række ideer. En handler om, at USA foreslår en resolution i FN’s sikkerhedsråd, hvor rammerne for en palæstinensisk stat skitseres.

»Det vil«, skriver Ali Abunimah fra Electronic Intifada, »sikkert vække begejstring hos dem, der lader sig rive med af den sjældne foreteelse, at en amerikansk præsident tillader en FN-resolution, der er mildt kritisk overfor Israel«.

Men han peger også på, at en sådan resolution næsten sikkert vil underminere palæstinensernes rettigheder og efterlade dem med en ”stat”, der er under total kontrol af et Israel, der er anerkendt som jødisk og demokratisk stat, og som palæstinenserne ikke vil kunne stille yderligere krav til.

Tryg søvn for Netanyahu

Desuden nævner Ignatius muligheden for, at USA kan tilbageholde lån til Israel for at presse Netanyahu til at afstå fra yderligere bosætteri, at ændre USAs praksis i FN, så vetoerne mod Israel-kritiske resolutioner ikke kommer med sædvanlig automatik og at lempe presset på europæiske allierede, der taler for sanktioner.

Der er naturligvis tale om sabelrasleri, men det er næppe sabelrasleri, som Netanyahu ligger søvnløs over. Der er i alt væsentligt tale om skridt, som næppe vil blive taget

Og hvis de bliver det, er det kun symbolske skrammer til Israel, og dem kommer staten sig formentlig over, når Obamas præsidentperiode slutter, og Hilary Clinton eller en af de republikanske kandidater overtager embedet og får det ”historiske partnerskab” mellem de to lande tilbage på den rette kurs.

Bibi siger, som han gør

Udenrigspolitisk er Clinton en høg, og der ikke noget i hendes dossier hos AIPAC eller andre af lobbyorganisationerne, der giver dem anledning til at tvivle på hendes proisraelske sindelag. Og en republikansk præsident skal nok – uanset hvem han er – levere den vare

Endelig skal man jo tænke på, at det ”Bibi” har sagt, egentlig bare passer til det, han ret systematisk har gjort undervejs i sin lange karriere som premierminister i Israel.

Det ændrer ingenting ved virkeligheden, men det udstiller selvfølgelig Obamas og den amerikanske regerings bedrag, når han og den har vedligeholdt ideen om en tostatsløsning der, hvis den blev realiseret, som skiftende amerikanske regeringer har lagt op til, ville være en forbrydelse.

 

 

About The Author