Borgerlige politikere i fejde om Movias censur af busreklame

bds
Efter at Movia torsdag besluttede at afvikle den kampagne mod produkter fra Israelske bosættelser, som Dansk Palæstinensisk Venskabsforening (DPV) havde købt og betalt for, har borgerlige politikeres reaktion strakt sig fra støtte til busselskabet over konstatering af dets ret til at afvise reklamen til decideret kritik.

Den kontroversielle reklame viser »Charlotte og Lizzie« fra Hellerup der erklærer, at de »hverken køber produkter fra de israelske bosættelser eller investerer i bosættelsesindustrien« blev straks mødt med kritik og påstande om hadsk propaganda.

Kritikken var, mente Movia, berettiget og ifølge foretagendets områdechef Camilla Struckmann er beslutningen om at afvise DPVs kampagne truffet efter at mere end hundrede har klaget over den.

Det er siden kommet frem, at det ikke bare var vrede danskere, der havde protesteret overfor Movia. Også den israelske ambassadør var mødt op med sit besyv med, og lagt til grundlaget for busselskabets beslutning.

»Ud fra en samlet vurdering vurderer vi, at den kan virke unødig stødende«, erklærede Camilla Struckmann til Berlingske Tidende torsdag.

Læs »Movia: Boykot israelske varer-kampagne virkede unødigt stødende« hos Berlingske Tidende

Læs »Medie: Israels ambassadør mødtes med Movia om kampagne« hos Berlingske Tidende

 

Had, racisme og terror

Også blandt politikere blev der protesteret. Blandt andet af medlem af Borgerrepræsentationen for Dansk Folkeparti Finn Rudaizky, der gik direkte til den konservative Hans Toft, borgmester i Gentofte og medlem af Movias bestyrelse, for at få ham til at agere.

Finn Rudaizky fastslog overfor DR, at der var vide rammer for, hvad der kunne sælges på siderne af de gule busser, men fandt altså, at reklamen med Lizzie og Charlotte, der ikke ville købe produkter fremstillet i de ulovlige israelske bosættelser var over stregen og tilgift udtryk for racisme og had.

– Vi har heldigvis en god tradition for politiske reklamer på busser. Og det er en rigtig god idé, hvis budskaberne ikke er racistiske eller diskriminerende. Men ved at bruge et offentligt selskab til hadefuld krig mod et fremmed land gik dette budskab ud over, hvad vi er vant til herhjemme, forklarede han.

Finn Rudaizky mener også, at DPVs kampagne er propaganda af den slags, der i februar måned fik Omar El-Hussein til at skyde og dræbe den jødiske vagtmand Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade i København.

– Man skal have lov til at kritisere Israel alt det, man vil. Men her er man med til at puste til ilden i den antisemitiske stemning, der har været herhjemme, siger han og understreger, at kampagnen ikke blot er en kritik af bosættelserne, men af selve Israel, der står bag bosættelserne, erklærede Finn Rudaizky overfor DR

Læs »DF-politiker gik direkte til bestyrelsen: Bus-kampagne puster til antisemitismen« hos DR

 

Uenighed blandt konservative

Mens partiet Venstres Søren Pind afviser at blande sig i sagen om Movias afvisning af DPVs reklame med henvisning til at Movia »selv må om, om de vil skrinlægge en kampagne« tramper de konservative og Liberal Alliance ikke helt i takt.

Mens de Konservatives Lars Barfoed har lagt sig på linje med Venstre og pointeret at Movia er i »sin gode ret « ret til at stoppe kampagnen, har partiets forhenværende folketingsmedlem og nuværende folketingskandidat Naser Khader på sin Facebook-profil lagt afstand til Lars Barfoed som han ikke mener kan skelne »mellem holdninger og principper«.

Han tager afstand fra DPVs formand Fathi El-Abed, men pointerer formanden og foreningens ret til at komme offentligt til orde uanset det anstød andre måtte tage af det.

-Jeg bryder mig ikke om foreninger, der har så ensidigt ekstreme holdninger til den israelsk-palæstinensiske konflikt som El-Abed og hans folk har det. Men deres holdninger har lov at være her. Har lov til at komme frem. For så at blive imødegået, skriver Naser Khader

Læs »Ny ballade i Konservative: Khader og Barfoed dybt uenige i Movia-sag« hos DR

 

Opfører sig politisk aktør

I Liberal Alliance kritiserer udenrigsordfører Mette Bock Movia. Hun peger på, at Movia ved at fjerne en kampagne, som foretagendet allerede har sagt ja til, og derved gør sig til politisk aktør. Og hun mener, at Movia i modsætning til private selskaber ikke kan politisere, og afgøre hvilke budskaber, der er betimelige og hvilke der ikke er.

– En privat virksomhed kan gøre, som den vil: Den er kun forpligtet på sig selv og sin egen bestyrelse. Men det her er et offentligt finansieret selskab, og jeg mener sådan set ikke, at et offentligt finansieret selskab skal agere politisk, fastslår Mette Bock overfor DR.

Mette Bock undrer sig også over den rolle, som Israels ambassadør har spillet i sagen

– Hvis det havde været et privat selskab, så havde det ikke undret mig, for der findes mange former for lobbyisme. Men forløbet undrer mig: Først siger man ja til reklameindtægterne. Så bliver man opsøgt af en ambassadør, og så siger man nej. Det er en mærkelig beslutning, sagde hun søndag til DR.

Læs »LA: Movia gør sig til politisk aktør ved at droppe kampagne« hos DR

 

 

Artiklen har været bragt på nyhedsportalen modkraft.dk

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

About The Author