Danskerne støtter Palæstina, men kræfterne må samles

48 procent af danskerne mener at Danmark skal anerkende Palæstina som stat, mens 18 procent er imod og de resterende 34 procent tvivler, viser en undersøgelse foretaget af Altinget i januar 2015. Der er ikke nogen garanti for at befolkningens holdninger på udenrigspolitiske spørgsmål finder vej til regeringsmagten, og således også om Israels overtrædelser af internationale lov medfører dansk anerkendelse af Palæstina som stat. Vi ved ikke, hvad der skal til for at regeringen og statsministeren skifter politik, og om det overhovedet er sandsynligt. Men hvad skal der så gøres?

Rødderne i Palæstina

Min førstehåndserfaring er, at palæstinenserne meget gerne ser at vi fortsætter arbejdet i vores eget land hvad angår enhver handling, der kan gøre en forskel for dem. Den palæstinensiske enhedsregering udviser samme holdning i dens søgen for anerkendelse og medlemskab internationalt, senest i den internationale forbryderdomstol i Haag (ICC). Norman Finkelstein skriver i sin nyeste bog fra 2014 ‘Method and Madness: The Hidden story of Israel’s Assaults on Gaza’, at den eneste strategi der ikke har været forfulgt, er massiv, koordineret, ikke-voldelig modstandskamp i Palæstina, Israel og omverdenen. Disse eksempler passer i en overordnet strategisk ramme, som tager afsæt i den bredest mulige internationale enighed, som er nødvendig for at ændre status quo.

Det er smart, fordi udfordringen da ikke er principiel, dvs. at blive enige om noget nyt. Problemet er reduceret til at forfølge det man er enig om. I første omgang, det vil sige nu, er vores opgave at bruge kræfterne til at handle efter samme strategi. Det står i nogen kontrast med nogle organisationers begejstring efter at indgå samarbejde i Palæstina og skabe projekter dernede.

Men der er ingen grund til at save dette ben af, snarere skal vi få det andet til at gro.

De autentiske rejser

I sommeren 2013 deltog jeg i hvad der kan betegnes som en af autenticitetsrejserne til Vestbredden, kaldet Journey for Justice. Den blev afholdt af The Joint Advocacy Initiative under YMCA i Beit Sahour udenfor Betlehem, Palæstina. Noget lignende var tilfældet for en flok danske politikere, som var et smut i Palæstina efter bombningen af Gaza i sommeren 2014. I gruppen opstod rimelig bred konsensus om, at der skulle gribes ind, fordi situationen var under al kritik. Blandt andet blev det udtalt, at ‘man er klar til at handle, når man har været der og oplevet situationen selv’.

Der er udsigt til at flere af den slags rejser afholdes og det er der tre gode grunde til. For det første får palæstinenserne besøg fra omverden, så deres håb holdes i live og giver beskæftigelse. For det andet har rejserne den antagelige effekt, at hjemvendte vesterlændinge har ejerskab i konflikten, hvilket giver dem ansvarsfølelse til at handle. For det tredje, kan forkæmpere for Palæstina ikke længere skydes i skoene, at de fortæller den tredje verden, hvordan den skal organiseres. Vi handler på et legitimt mandat.

Varm luft i Ramallah

Men, for det første, før håbet ender som andet end varm luft i Ramallah, og dermed før betingelsen for at rejsen bliver til handling herhjemme er til stede, så skal der være noget at vende hjem til for de der tager turen. Der ligger en uløst opgave i at koordinere en indsats for danske ildsjæle, sådan at kampgejsten kanaliseres et sted hen og ultimativt gør en forskel. Ingen kan iværksætte handlingsprogrammer på egen hånd. De danske organisationer bør overveje, om ikke de har en mulighed for at forbedre sig. For det andet, hvis ikke vi kan overbevise andre om hvad der er galt ved status quo, så har vi selv et problem.

Uden rejsen ville jeg ikke have de bekendtskaber jeg har fået, og jeg ville ikke have dannet mig alle førstehåndsindtrykkene. Det var tankevækkende at opleve Israels forvaltning af den israelske holdning på ICAHD’s guidede tur. Men jeg vidste meget på forhånd. Hovedudbyttet var derfor det sociale samvær med unge palæstinensere. For jeg lærte også at diverse organisationer i Palæstina og Israel foretager analysearbejde og formidling. De autentiske rejser er derfor ikke nødvendige for hverken at danne sig en holdning eller blive engageret aktivist.

Kæden hopper af når alle venner vender hjem og går hver til sit.

Hvis ungdomsorganisationerne ligner deres mødre

Kort før jul sad jeg med til et møde i Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF) mellem Anne Nybo fra DUF og et par repræsentanter fra KFUM’s International Udvalg. DUF er en statssubsidieret institution der understøtter det danske civilsamfund for unge. Økonomisk støtte (mellem 40.000 og 500.000 kroner fra statskassen alt efter projektets varighed) ligger bare og venter på at blive brugt til projekter i Palæstina i samarbejde med den palæstinensiske ungdom. Mødets formål var at samle op på et møde indkaldt af DUF nogle måneder i forvejen, som havde samlet en række ungdomsorganisationer med det til fælles, at de beskæftigede sig med Palæstina på forskellig vis over en kortere eller længere årrække og var tilknyttet DUF.

Min oplevelse var at Anne Nybo havde fat i den lange ende. Der var masser af repræsentanter fra forskellige ungdomsforeninger- og organisationer men der var ingen koordineret indsats. Det er problematisk fordi koordination øger muligheden for gennemslagskraft og indflydelse. Det forsøgte hun at gøre noget ved. Det er mit gæt at de danske ungdomsorganisationers manglende koordination på det her spørgsmål er ens for andre danske organisationer, der arbejder med emnet. Vi har argumenter og information. Vi har rimelig solid opbakning i befolkningen og selvfølgelig kan flere vindes over. Vi har græsrodsbevægelser, som måske alle gerne vil besøge de varme lande og få eksotiske venner, men som også gerne vil arbejde med at løse sociale problemer.

Brug ressourcer og koordiner indsatsen

I efteråret 2014 fik jeg en glædelig overraskelse på mail: Der var kommet en besked om at jeg som medlem af MP Pension kunne afgive fuldmagt til et medlem som havde stillet forslag til generalforsamlingen om at afskaffe pensionskassens investeringer på det besatte Vestbred. Enhedslisten har med regeringen fået afsat midler på Finansloven til DanWatch som holder øje med om virksomheder, pensionskasser, forsikringsselskaber, ATP mv. foretager denne type investeringer. I februar 2015 udkom deres rapport der peger på hvor der kan foretages ændringer, som er fuldstændig uafhængige af regeringens udenrigspolitik.

Der er behov for at analyserne fra DanWatch kanaliseres ud til de der har mulighed for at reagerer på informationen og implementere ændringsforslag. Her ligger en fuldstændig oplagt mulighed i at koordinere en indsats i Danmark, udenom magthaverne, men som kan høste frugterne af den opbakning der findes i befolkningen. Selvom boykot og tilbagetrækning af investeringer kan ramme palæstinensere, så ønsker flere palæstinensere heriblandt producenter disse metoder taget i brug af vesten, oplyser Christian Juul fra Enhedslisten.

Problemet er således ikke at finde på hvad der skal gøres, men sørge for, at det er muligt at handle på baggrund af det vi allerede ved.

Når minoriteter er truede

Det har været vist bl.a. i dokumentarfilmen ’Defamation’ at AIPAC har været gode til at sætte fokus på israelske interesser fremlagt som jødiske ved at monitorere racisme og hetz mod jøder. Dokumentarfilmen stiller sig tvivlsom overfor evidensen bag denne trussel. Men i dag står der bevæbnede politifolk ved synagogen i København, så trusselsvurderingen gør en forskel. Der mangler helt konkret evidens for lignende tendenser begået mod andre mindretal fx muslimer. Det kan være med til at balancere det pres som kommer i forbindelse med forbrydelser begået mod jøder. Beskyttelsen af mindretal, heriblandt jøder, må ikke betyde støtte til Israel.

Dernæst bør vi se en bedre koordinering af indsatser mellem interesseorganisationer i Danmark. Det ville være oplagt at skrive en formel fælles enighedserklæring til støtte for palæstinenserne. Jo bredere denne erklæring bliver, dvs. jo flere parter der skriver under, desto bedre. Et sådan dokument har stor værdi hvis vi vil gøre det nemmere at følge op på de oplysninger, der kommer fra fx Danwatch. Der mangler også et organ, som igangsætter initiativer på baggrund af det, vi allerede ved fx fra DanWatch.

BDS

Boycott, Divestment and Sanctions Movement (BDS) laver et fabelagtigt kampagnearbejde, der søger at skabe internationalt økonomiske pres på Israel. DanWatch handler givetvis i denne ånd. Eneste men også fundamentale indvending er her, som beskrevet af den amerikanske aktivist, politolog og forfatter Norman Finkelstein, at BDS movement er tavse på spørgsmålet om en israelsk stat i deres hensigtserklæring og ved debatter. Hvis vi konsistent skal benytte den brede verdensomspændende enighed til at nå fremskridt, så skal vi være opmærksomme på ikke at glemme Israels ret til eksistens ifølge international lov. Vi kan ikke kun benytte international lov til vores egne gøremål. Det er en fuld pakke man må tage med. For der er noget galt i verden, når vores grundlæggende principper ikke overholdes. Således er opbakning ikke det store problem. Den skal kanaliseres ud og effektueres.

About The Author