De magtfulde og de afmægtige – generaldebatten i FN

abbasMange danskere husker sikkert sidste års start på FN’s generalforsamling. Det var her, Mogens Lykketofts etårige formandskab for forsamlingen begyndte, og det sluttede så her midt i september 2016, hvor et nyt land tog over.

Færre har interesseret sig for den igangværende generalforsamling, den 71’sindstyvende af slagsen, men flere burde nok prøve at følge med i det globale arbejde med at søge at gøre noget ved de globale problemer, også selv om meget foregår bag facaden.

Appel fra Mahmoud Abbas

Et fast indslag i FN’s generalforsamling er den såkaldte generaldebat, som i realiteten er alle medlemsstaters taler, hvor man kan få et indtryk af, hvad der ligger dem på sinde.

Palæstina – i sin meget ufuldstændige form – har været medlem af FN som observatør-stat siden 2012, før da var PLO almindelig observatør. Palæstina talte også under generaldebatten. Præsident Mahmoud Abbas præsenterede talen, som i første række var en appel til FN og medlemsstaterne om at leve op til det, som de selv har besluttet.

Et eksempel herpå var de 12 resolutioner vedtaget af FN’s Sikkerhedsråd, hvor Israels bosættelsespolitik er blevet erklæret i strid med international lov.

Men der var mindre opmærksomhed omkring Palæstinas tale end for to år siden, hvor Abbas lagde op til at Palæstina ville erklære sig som stat, hvis omverdenen blev ved med at tøve med at hjælpe udviklingen i den rigtige retning. Dette satte en dagsorden, selv om det ikke skabte et klart resultat.

En mand med hatten i hånden

I år var talen mere et budskab fra en mand med hatten i hånden – og øjensynligt med færre venner end for få år siden. Vennerne har i hvert fald andre prioriteter lige for tiden.

Tvivlsomme jubilæer forude

Abbas fremhævede over for FN’s medlemslande, at det næste år er 100-året for Balfour-erklæringen. Storbritanniens udenrigsminister Balfour lovede i 1917 jøderne støtte til et hjemland i Palæstina – uden at spørge palæstinenserne. Storbritannien bør komme med en undskyldning til palæstinenserne i anledning af 100-års dagen, sagde Abbas.

Abbas fremhævede også et andet rundt jubilæum i 2017, nemlig 50-året for Israels besættelse af Vestbredden, Østjerusalem, Gaza og Golan. Her fremhævede Abbas også det ubærlige i, at FN accepterer, at en observatørstat i FN må leve under fremmed besættelse.

Abbas holdt på mange måder en glimrende tale med fokus på folkeretten, også med hensyn til de palæstinensiske flygtninge, og til hvad samvittigheden burde få FN og dets medlemslande til at gøre omgående. Problemet var og er blot, at de fleste medlemslande ikke har planer om at løfte en finger.

Tavshed og begrænset solidaritet

Et kig på andre taler giver en illustration af, hvor langt nede Palæstina-spørgsmålet er på dagsordenen. I talen fra EU (https://gadebate.un.org/en/71/european-union ) blev Israel-Palæstina ikke omtalt med et eneste ord. Talen fra EU skal ellers pege på konflikter og problemer, som EU ønsker løst. Men Palæstina er væltet ned af brættet til fordel for andre spørgsmål, som vurderes mere presserende.

Tyrkiet kom heller ikke med et ord ind på Palæstina, selv om Præsident Erdogan i en del år lagde vægt på at vise solidaritet med Palæstina, især efter det israelske angreb på det tyrkiske skib, der ville bryde blokaden af Gaza for nogle år siden. Men nej – Tyrkiet talte om flygtninge og Tyrkiets egen store indsats (i hvert fald efter egen opfattelse) i kampen mod Islamisk Stat og ligesindede, hvor Tyrkiet også placerer fx kurdiske separatister, hvilket understreger en global tilbøjelighed til at kalde politiske modstandere for terrorister.

Jordan erklærede, at ingen uretfærdighed havde skabt så meget bitterhed som afvisningen af en palæstinensisk stat, men der var intet bud på, hvordan Jordan vil skubbe på for en løsning – og heller ingen direkte kritik af Israel.

Jordan nævnte de hellige steder i Jerusalem som en af landets interesser, hvilket er naturligt, da Jordan er religiøs protektor af de muslimske hellige steder i Jerusalem. Kong Abdullah understregede i sin fremlæggelse sit personlige engagement og erklærede at ville modarbejde ethvert forsøg på at adskille adgangen til Klippemoskeen og til Al Aqsa moskeen – hvilket Israel vil for at stramme kontrollen over Østjerusalem. Man kan bemærke sig, at omtalen af Palæstina og de hellige steder var i talens slutning.

Også Egypten brugte kun få ord om Palæstina, men henviste dog konkret til at ville støtte en tostats-løsning på basis af det arabiske fredsinitiativ. Ellers blev der brugt en del ord uden megen substans og uden løfter om fx at hjælpe i Gaza. Palæstina-spørgsmålet blev dog omtalt tidligt i talen – efter Syrien og før Libyen og Yemen – der ER mange konflikter i Mellemøsten.

USA på Israels side

Talen fra præsident Obama, den sidste i hans tid i det Hvide Hus, indeholdt også et afsnit om Israel-Palæstina. Det kunne være skrevet af Hillary Clinton, idet vægten var lagt på at kritisere palæstinenserne for had og fjendtlighed, mens kritikken af de israelske bosættelser var henvist til en sekundær placering. Obamas oprindelige entusiasme om at få skabt en rimelig løsning for palæstinenserne var borte med blæsten.

netanyahy-1

En selvsikker Netanyahu

Og så var der Israels tale. En meget selvsikker omgang fra Netanyahu, med påstande om at palæstinenserne og deres ledere ikke er ærlige. Netanyahu mente, at den sande palæstinensiske dagsorden er at udslette Israel, og at kritik af bosættelser og blokade blot er skalkeskjul og ikke handler om at skabe forudsætninger for en levedygtig palæstinensisk stat.

Med hensyn til kritik af bosættelser brugte han tidligere retorik om, at tilbagetrækningen af bosætterne fra Gaza i 2005 ikke havde medført fred, men øget fjendtlighed. Han havde let ved at overse, at antallet af bosættere på Vestbredden voksede med flere, end der blev trukket ud af Gaza.

Netanyahu gentog, hvad han har sagt mange gange, nemlig at han er parat til forhandlinger, hvis palæstinenserne ikke på forhånd stiller betingelser om fx stop for nye bosættelser. I samme åndedrag fik han dog stillet den betingelse, at palæstinenserne (på forhånd forstås) skal anerkende, at Israel er en jødisk stat – uden at erkende, at det vil placere palæstinenserne i Israel som andenrangsborgere.

Palæstinenserne blev også igen beskyldt for at være en del af international terrorisme og reelt være allierede med Islamisk Stat, Al-Queda og ligesindede. Der var ikke den mindste tendens til selvkritik. Israel gør intet forkert og gør alt for at skabe fred – fremlagde Netanyahu det.

Netanyahu langede også hårdt ud efter FN og en række institutioner under FN, fx FN’s menneskeretsråd, UNESCO m.fl., for at være imod Israel og for at de værste beskyldninger rettet mod Israel.

Han fremsatte alligevel den påstand, at Israel snart ville være et elsket og respekteret land i FN – og nævnte at antallet af lande i verden, som har anerkendt Israel, er oppe på 162 (flere end de 137, som anerkender Palæstina).

Netanyahu lignede på ingen måde en mand, der faktisk burde skamme sig over sit lands handlinger. Han lignede snarere en, der så den endelige sejr over palæstinenserne og en kritisk omverden forude.

Og måske får han ret? Set isoleret på generaldebatten i FN, havde han ikke meget at frygte fra Verdensorganisationen og fra de stater, der lige nu er samlet for at sikre mellemfolkelig fred og sikkerhed.

Så der er brug for, at folkelige organisationer intensiverer deres kampagner for bringe palæstinensernes forhold i fokus for debatten om Israel-Palæstina, uanset at vilkårene er forskellige i Østjerusalem, Gaza, Vestbredden, Libanon, Jordan og andre steder, hvor der er palæstinensere i stort tal.

Ole Olsen, bestyrelsesmedlem i FN-forbundet og tidligere aktiv i Palæstina Orientering

About The Author