Ingen vej til en palæstinensisk stat uden massiv international støtte

Fra 1948 til i dag har det palæstinensiske folk anvendt forskellige kampformer på vejen mod en palæstinensisk stat. Guerilla-raids ind over grænserne , intifadaer, forsvarskampe mod stadig brutalere israelske angreb på Gaza, ikkevoldelig modstand og opnåelse af opgradering til observationsstat i FN. Alligevel synes alle forsøg at ende blindt i den ulige kamp mod Israel og dets støtter i det internationale samfund.

Trods fremskridt på det internationale spor ( se Ole Olsens artikel om det internationale spor), synes palæstinenserne stadig at være lige magtesløse overfor kræfter, der i sidste instans bakker op om et kommende Storisrael.

Et andet spor, den væbnede modstandskamp, endte i september med en lovende – men dyrt købt våbenhvileaftale i Gaza, der imidlertid straks efter blev lagt død. Aftalens løfte om ophævelse af blokaden af Gaza og bygning af lufthavn og havn – samt løfter fra verdenssamfundet om økonomisk støtte til genopbygningen blev ikke ført ud i livet. Byggematerialerne udeblev, og befolkningen måtte søge beskyttelse mod vinterens kulde og stormfloder i deres ruiner.

Ikkevoldelig modstand

Den ikkevoldelige modstand har altid været en integreret del af den palæstinensiske modstandskamp. Under den første intifada i 1987-93 udvikledes forskellige former for civil ulydighed vendt mod den israelske besættelsesmagt, der havde store problemer med at håndtere den.

Siden 2005 har den ikkevoldelige modstand igen fået en mere central position i Palæstina.I landsbyen Bil’in har palæstinensiske og udenlandske aktivister siden 2005 demonstreret ugentligt mod Muren, der her som andre steder har adskilt bønderne fra deres jord. En af aktivisterne optog i 2011 filmen ’Five Broken Cameras’ om den israelske hærs voldsomme nedkæmpelse af demonstranterne, og filmens internationale priser spredte historien ud over verden.

I de sidste år har også den internationale BDS-bevægelse sammen med palæstinensiske aktivister benyttet sig af ikkevoldelige greb rettet mod bosættelsernes økonomi.

Nye kampformer
Siden den 11. januar 2013 har man kunnet følge fremvæksten af nye kreative og ikkevoldelige aktionsformer først og fremmest vendt mod de israelske bosættelser på Vestbredden. Grupper af unge palæstinensiske og udenlandske aktivister organiseret i lokale folkelige modstandskomitéer ’fortæller historier’ til befolkningen og til resten af verden ved hjælp af symbolske handlinger, som er lette at afkode og formidle videre på de sociale medier.

Ghandis saltmarch

De symbolske handlinger kan minde om ikkevoldelige aktionsformer, som Ghandi benyttede sig af i sin kamp for indisk uafhængighed fra det britiske imperium i 1930’erne. Jeg tænker her på hans 390 kilometer lange saltmarch mod havet for selv at udvinde salt og dermed undgå at betale den skat, som englænderne havde pålagt inderne, da de tog monopol på saltfremstillingen. Her så både indere og englændere en fortælling udfolde sig helt konkret for deres øjne dag efter dag.

Budskabet bredte sig, og tusinder flokkedes til marchen og underlagde sig Ghandis krav om ikke at forsvare sig mod den engelske politivold, som førte til mange sårede og dræbte under marchen.
Den ikkevoldelige bevægelse, der senere skulle føre til Indiens selvstændighed, var hermed født og hyldedes af den øvrige verden.

Ghandi på Vestbredden?

På Vestbredden fortæller de unge aktivister historier om sårbare områder i deres land, som israelerne inddrager og fylder med store boligkomplekser og egne afgrøder, en proces, som palæstinensere magtesløst har fulgt fra sidelinjen siden 1960’erne. På samme måde som Ghandi prøver aktivisterne nu via deres formidling af aktionerne på de sociale medier at henlede både palæstinensernes og verdens opmærksomhed på muligheden for modstand mod den voldsomme vækst i nye bosættelser på Vestbredden.

’Palæstinensiske bosættelser’

Med lynopførelsen i januar 2013 af en palæstinensisk ’landsby’ ’Bab al-Shams’, ’Solens Port’, i landområdet E1 nær Jerusalem på eksproprieret palæstinensisk jord, præsenterede unge aktivister en ny protestform, der med enkle midler fortalte om historisk palæstinensisk ejerskab til jorden samtidig med, at de formidlede deres ’performance’ via de sociale medier med tekster og billeder. Blandt landsbyens 25 telte var der en ’moske’, et ’sundhedscenter’ og et ’mediecenter’, propfyldt med unge aktivister med deres laptops. De palæstinensiske flag blev hejst, og lejren vrimlede med flere hundrede mennesker, mænd, kvinder og børn, der sammen indviede den nye landsby med fællesbøn og plantning af oliventræer.

Aktionen lykkedes

Aktionen lykkedes, forstået på den måde, at den israelske regering i første omgang syntes lammet og endte med at ’tillade’ de unge at beholde deres landsby en uge. Men allerede tidligt næste morgen valgte Netanyahu i stedet at lade militæret rydde området. Her kom så den anden del af aktionen, der også blev dækket af medierne, nemlig de unges ikkevoldelige reaktioner på den velkendte israelske militære vold.

Ja, aktionen lykkedes, fordi internationale medier igen diskuterede E1-områdets betydning for en fremtidig sammenhængende palæstinensisk stat. Bosættelsen, der definitivt vil dele Vestbredden op i to adskilte dele, har været planlagt længe, men da USA på et tidspunkt afviste planen, er det hidtil kun lykkedes for israelerne at bygge et vejnet og en politistation.
Bab al-Shams kun første del af en plan

Da Bab al-Shams var definitivt ryddet fortsatte aktivisterne med i hurtig rækkefølge at opføre i alt 5 teltlandsbyer, der tilsammen ’dækkede’ de centrale bosættelser på Vestbredden: Ariel nær Nablus og Jenin, Ma’ale Adumimudenfor Jerusalem og Kiryat Arba ved Hebron.

De ekstremt velorganiserede unge gav teltbyerne symbolske navne. Landsbyen ’Værdighed’, 18.-20. og igen 25.-26. januar nord for Jerusalem, hvor Muren vil afskære området fra adgang til Jerusalem. ’Fangerne’ nær Muren i Jenin den 26. januar, ’Stenhytter’, d.v.s. de traditionelle hytter til vagtmænd på palæstinensiske jorder bygget ved Nablus den 2. februar på jord, der var blevet konfiskeret af nabobosættelsen. Her stod 200 aktivister overfor 500 israelske soldater og 6 pansrede militærkøretøjer. Den 9. februar slog aktivisterne til for sidste gang i denne omgang nær Hebron, hvor den israelske hær var så tæt i hælene på dem, at landsbyen ’Kanaan’ nærmest blev revet ned af soldaterne samtidig med, at den blev bygget op af aktivisterne.

Jordandalen 2014

Det følgende år, fra den 31. januar til den 2. februar 2014, markerede gruppen af aktivister deres protest mod den stadigt større bosættelsesaktivitet i Jordandalen med opførelsen af en teltlejr, som de kaldte ’Tilbagevenden’. Den blev brutalt ryddet allerede samme dag, og 32 unge fik ’knippelsuppe’, så de efterfølgende måtte behandles på hospital. Den 7. februar oprettede de lejren igen for en dag, hvor de udsendte pressemeddelelser, hvori de afviste israelske krav om annektering af Jordandalen.

2. fase af aktionen mod bosættelser i 2015

Efter at have markeret modstanden mod centrale israelske bosættelser i forskellige egne af Vestbredden har aktivisterne siden den 3. februar 2015 brugt en anden fremgangsmåde, hvor de prøver at fange verdens opmærksomhed ved denne gang ikke at give efter for israelernes rydning af lejrene. I stedet har de gestaltet den palæstinensiske ukuelighed og stolthed ved at genopbygge lejren efter hver rydning.
Denne gang fortæller de verden en ny historie om E1-området med deres protest mod israelske planer om at forflytte omkring 12.500 beduiner fra al-Hahalin stammen fra deres landsbyer i den del af E1-området, der danner en korridor mellem Jerusalem og Jericho. Med denne folkeflytning prøver israelerne at inddrage jord til nye bosættelser, der vil dele Vestbredden op i to dele.

’Jerusalems Port’

Aktivisterne har døbt deres landsby ’Bawabat al-Quds’ – ’Jerusalems Port’, og i perioden fra den 3. februar 2015 til min sidste opdatering fra den palæstinensise nyhedsportal Ma’an News den 14. marts har de genopbygget den 10 gange, efter at israelsk militær har ryddet den.

Efter den 8. nedrivning den 16. februar begyndte aktivisterne at bygge cementhuse i lejren, men blev fordrevet med knipler, tåregas, gummibelagte stålkugler, stungranater og bulldozere. Den 27. februar raseredes lejren for 10. gang, men dags dato fungerer den stadigvæk og har formået at samle folk til at gennemføre fredagsbøn både den 6. og den 13. marts.

Aktionen lykkedes ikke

Konkluderende må man konstatere, at de unge ikke nåede deres mål, at mobilisere både palæstinenserne og verdensopinionen. Omkostningerne var for store, og aktivisternes ressourcer slog ikke til i den ulige kamp mod det israelske militær.

Fra de første aktioner i 2013 og frem er flere aktivister blevet gennemtævet, mens andre er blevet tilbageholdt af militæret, og de mange telte og laptops er blevet beslaglagt.
Samtidig synes aktivisternes ikkevoldelige politik at være brudt sammen. I de sidste opdateringer på Ma’an News nævnes det, at der har været kampe både i lejren og i gaderne i en nærliggende landsby i forbindelse med de sidste rydninger af lejren.

Måske ender historien her?

De unge aktivister har fået opbakning til deres projekt fra kendte palæstinensiske politikere som Hanan Ashrawi fra PLOs eksekutivkomité og lederen af det politiske parti ’Det Palæstinensiske Nationale Initiativ’, Mustapha Barghouti. Men de har hverken formået at samle det palæstinensiske folk eller verdenssamfundet omkring deres ikkevoldelige fortælling om det palæstinensiske folks ejerskab til deres land.
Uden politisk opbakning og et psykologisk rygstød fra verden udenfor kan heller ikke dette spor i palæstinensernes kamp for en selvstændig, levedygtig stat overleve.

About The Author