Derfor blev der ingen våbenhvile mellem Hamas og Israel

I et interview offentliggjort på Institute for Middle East Understanding forklarer Noura Erekat, Mouin Rabbani og Rashid Khalidi, hvorfor Hamas afviste betingelserne for det egyptiske våbenhvileforslag.

Noura Erakat (NE) er  Menneskerettighedsadvokat, adjunkt ved George Mason University og medlem af det juridiske netværk til støtte for Badil Resource Center for Palestinian Refugee and Residency Rights og medredaktør af hjemmesiden Jadaliyya.

Rashid Khalidi (RK), professor ved arabiske studier ved Columbia University, tidligere rådgiver for palæstinensiske forhandlere og forfatter til ‘Brokers of Deceit’: Hvordan USA har undermineret freden I Mellemøsten (2013) og The Iron Cage: Historien om den palæstinensiske kamp for en stat (2006).

Mouin Rabbani (MR), Senior Fellow ved instituttet for palæstinensiske studier, politisk rådgiver for The Palestinian Policy Network, Redaktør ved Middle East Report og medredaktør af Jadaliyya. Tidligere Mellemøst-medarbejder ved the International Crisis Group.

Hvorfor tror I, at Hamas ikke accepterede betingelserne for en våbenhvile?

RK: Hamas har insisteret på, at der skal findes en varig løsning på det grundlæggende problem, Israels belejring af Gaza, som det blev lovet i våbenhvilen i 2012. Det blev aldrig implementeret til trods for Israels anerkendelse af, at Hamas omhyggeligt overholdt våbenhvilen indtil for nylig. Det egyptiske forslag gør ophævelse af blokaden afhængig af Israels godkendelse, hvilket vil sige aldrig.

MR: Hamas og andre palæstinensiske organisationer, f.eks. Islamisk Jihad og PFLP (the Popular Front for the Liberation of Palestine), har oplyst, at de ikke blev spurgt vedrørende det egyptiske forslag om våbenhvile, at forslaget ikke er blevet forelagt dem, men bare overgivet til medierne, efter at Israel havde godkendt det.

Med hensyn til indholdet af forslaget, som disse organisationer og mange palæstinensere protesterer imod, så gentager det simpelt hen våbenhvileaftalen fra 2012, som Israel systematisk har overtrådt, og det indeholder ingen garantier for, at sådanne overtrædelser vil ophøre.

Disse overtrædelser består ikke kun af gentagne væbnede angreb på Gaza, men også Israels nægtelse af at respektere klausuler vedrørende fiskeres ret til territoriale farvande og farmeres rettigheder vedrørende områderne tæt på grænsen til Israel.

Hamas har derudover erklæret, at de ikke vil acceptere en aftale, som ikke sikrer øjeblikkelig løsladelse af de palæstinensiske fanger, som blev løsladt af Israel i 2011 i en fangeudveksling, men arresteret igen af Israel i den seneste måned.

Hamas og andre palæstinensiske organisationer er imod at vende tilbage til en uholdbar status qvo, som kun varer, til Israel endnu engang beslutter sig til at udføre et større angreb på Gaza, og som ikke indebærer konkrete skridt imod en ophævelse af den nuværende blokade af Gaza.

Der er udbredt palæstinensisk mistanke om, at Egypten, som har vist uophørlig fjendtlighed mod Hamas, siden det nuværende regime tog magten i juli 2013, stillede et forslag, som det var sikker på ville være acceptabelt for Israel, men som ville blive afvist af palæstinenserne.

Det gjorde Egypten for at hjælpe Israel med at legitimere en stigning i antallet af angreb mod Gaza. Det er sandsynligt, at Egypten har gjort det i samarbejde med dets bedste ven, Tony Blair, og andre forkæmpere for israelsk magt i den arabiske verden og internationalt.

NE: Under Israels bombeangreb på befolkningen I Gaza har Hamas annonceret fem betingelser for våbenhvile: 1) stop for angrebene fra luften, 2) overholdelse af betingelserne for våbenhvilen fra 2012, 3) løsladelse af de palæstinensere, der blev løsladt i fangeudvekslingen med Shalit, og som for nyligt blev arresteret igen, 4) ophæv blokaden, og 5) ingen israelsk indblanding vedrørende den palæstinensiske enhedsregering.

Hvad der ikke er kendt omkring den foreslåede våbenhvile er, at den kræver ophør af vold uden betingelser, hvilket betyder, at man vender tilbage til en situation, som er værre end status qvo.

Det svækker Hamas politisk, forværrer betingelserne for palæstinensernes kamp og opildner Israel til at slå til igen uden at blive draget til ansvar.

Det er dog ikke i palæstinensernes interesse at fortsætte med at affyre raketter uden hensyn til omstændighederne, fordi det giver Israel et påskud til at fortsætte de brutale angreb på en forsvarsløs og belejret befolkning.

Hvad skal der til, for at en våbenhvile vil blive accepteret fra begge sider?

RK: Enten alvorligt ydre pres på parterne, særligt Israel, eller udmattelse på begge sider, hvilket der ikke er tegn på.

MR: Det er vanskeligt på nuværende tidspunkt at forestille sig et forslag, som både Israel og Hamas ville acceptere. Hamas insisterer på, at Israels straffrihed for dets handlinger mod Gaza skal ophøre, og at blokaden og isoleringen af Gaza skal ophøre, men for Israel er det en central del af dets politik.

Det betyder, at en løsning, som opfylder grundlæggende standarder i folkeretten og i menneskelig anstændighed skal påtvinges Israel af det internationale samfund, eller at en af parterne bliver så udmattet af konflikten, at den nedsætter forventningerne. Ingen af disse scenarier virker sandsynligt I den nærmeste fremtid.’  

NE: ’Hamas har fremsat sine fem forslag, og dets overholdelse af våbenhvilen af november 2012 viser dets gode vilje. Derimod står det ikke klart, hvad Israels endemål er. Israel synes kun at være villig til at acceptere en våbenhvile på betingelse af Hamas’ kapitulation, men hvilken sikkerhed er der for, at Israel ikke på må og få angriber de 1,8 millioner palæstinensere i Gaza igen?

Israel har sagt, at det bombarderer Gaza som gengæld for tre israelske teenageres død, selv om det ikke har været i stand til at komme med et eneste bevis på Hamas’ skyld i dette.  

Hvad tror I, Israels aktuelle mål med bombardementerne af Gaza er?

RK: Israels hovedmål er at svække Hamas og at hindre palæstinensisk forsoning, som vil styrke palæstinenserne og gøre dem bedre i stand til at modstå israelsk pres.

MR: Israel har været i højeste alarmberedskab, siden Hamas og Fatah underskrev deres forsoningsaftale sent i april, og særligt siden en ny selvstyreregering blev dannet med tilslutning fra både Fatah og Hamas.

Israels primære mål er at sikre, at palæstinenserne forbliver splittede, og dets nuværende kampagne skal frem for alt ses som et forsøg på at sabotere forsoningsaftalen og forhindre initiativer, som bevæger den yderligere fremad.

NE: Premierminister Benyamin Netanyahu angriber Gaza som svar på hjemligt og internationalt politisk pres, som ikke har noget at gøre med nogen trussel fra Hamas. Lige før det sidste angreb på Gaza begyndte, havde Netanyahu lidt flere politiske nederlag.

Det lykkedes ham ikke at forhindre, at USA og Iran nærmede sig hinanden, han var ude af stand til at afværge dannelsen af en palæstinensisk enhedsregering, og han blev vidt og bredt pålagt skylden for sammenbruddet af fredsforhandlingerne, som genstartedes af USA’s udenrigsminister John Kerry sidste sommer.

Hans politiske anseelse, såvel som Israels anseelse er blevet alvorligt svækket. Så ved at iværksætte et angreb på Gaza fremstår han stærk overfor offentligheden i Israel, og han får drejet den internationale opmærksomhed væk fra Israels ansvar for sammenbruddet af fredsforhandlingerne.

Desuden får han får lagt enormt pres på den for nyligt dannede palæstinensiske nationale enhedsregering, som Israel ønsker at underminere.

Hvordan tror I, at USA og det internationale samfund vil forholde sig til den nuværende situation?

RK: ’Det internationale samfund bør holde op med at sidestille et besat folk og dets undertrykker, og det bør holde op med at sætte lighedstegn mellem små upræcise raketter, som indtil nu ikke har dræbt nogen israeler og kun såret 13, og verdens mest avancerede våben, som indtil nu har dræbt 200 palæstinensere og såret næsten 1200.

Ifølge FN var 80% af dem civile. Dette er ikke en krig mellem ligemænd, det er en yderst ulige kamp’.   MR: ’I en ideel verden ville det internationale samfund handle for at bringe Israels systematiske straffrihed for dets handlinger mod det palæstinensiske folk til ophør og sikre, at Israel ville blive draget til ansvar for dets handlinger.

Det internationale samfund ville også håndtere de underliggende grunde til den nuværende krise, og ikke mindst tage stilling til den nuværende blokade af Gaza og sikre normalitet i Gaza. Det er dog meget usandsynligt, at dette sker, og for nuværende kan vi nok vente fortsat medskyld i Israels handlinger’.

NE: ’Den nuværende situation er en gentagelse af Israels blodige angreb på Gaza i vinteren 2008-2009 og november 2012. Så længe der ikke tages fat på de grundlæggende årsager til denne konflikt, så vil angrebene blive gentaget.

Den væsentligste årsag er Israels militære og koloniale herredømme over den palæstinensiske befolkning i de besatte områder, herunder Gaza, et diskriminerende apartheid-styre og brutal undertrykkelse. Når raketterne holder op med at flyve, og luftangrebene standser, så vil palæstinenserne fortsætte med at dø en langsom og langtrukken død under presset fra Israels besættelse. Særligt befolkningen i Gaza kan se frem til en forfærdelig fremtid. Det er blevet forudsagt, at i 2020 vil Gazas eneste kilde til rent vand være ubrugelig, og WHO har sagt, at den 150 kvadratkilometer store Gazastribe vil blive ubeboelig. Det er nødvendigt at holde Israel ansvarlig for at afslutte besættelsen og Israels apartheid-regime. Det skal ske ved internationale retsinstitutioner som den internationale krigsforbryderdomstol, ved våbenembargo og ved fortsatte græsrodsaktiviteter gennem den palæstinensisk ledede globale Boycott, Divestment, and Sanctions – bevægelse’.   – Hvordan bør de palæstinensiske ledere reagere på den nuværende situation?  

RK: De bør i enighed genskabe den palæstinensiske nationale bevægelse på basis af en ny strategi for konfrontation med Israels kontrol over hele Palæstina.

De bør erklære Oslo-aftalerne, som i 21 år ikke har kunnet tilendebringe israelsk besættelse og kolonisering, for ugyldige. De skal insistere på en virkelig uvildig mægler i stedet for USA, som er totalt partisk til fordel for aggressoren og besætteren Israel’  

MR: I det mindste kunne man have forventet, at Mahmoud Abbas snarest ville rejse til Gaza og engagere sig i at få dette angreb standset. I stedet har han siddet i Ramallah og ønsket, at Hamas vil blive svækket snarere end styrket af denne krise.

Det er ynkeligt af en leder. Palæstinenserne bør tage konkrete skridt for at sikre national enhed, først og fremmest ved at tilendebringe det skisma, vi har været i siden 2007. Der må skabes enighed om et nationalt program’.  

NE: Palæstinensiske ledere skal lægge et massivt pres i en politisk offensiv mod Israels overtrædelse af folkeretten og dets systematiske menneskeretskrænkelser. Alle til rådighed stående midler skal tages I anvendelse: juridiske, lovgivningsmæssige og græsrodsinitiativer.

Multilaterale institutioner som den internationale krigsforbryderdomstol skal inddrages for at holde Israel ansvarlig for krigsforbrydelser, fx den disproportionellse anvendelse af magt og bosættelsesbyggeriet. Palæstinensiske ledere bør helt og fuldt støtte BDS-bevægelsen.

Oversat og redigeret af Dagmar Dinesen. Den originale artikel er bragt på Institute for Middle East Understandings hjemmeside og kan læses her.

 

 

About The Author