DF kan undergrave liberale illusioner om Israel

Dybbøl

Med 37 mandater i Folketinget har Dansk Folkeparti sikret, at det ikke bliver danske regeringspolitikere der fører an, når det gælder det nødvendige politiske opgør med det autoritære og militaristiske Israel. Men ærgeligt som det er og pinligt som det bliver, er det også ”godt nyt”.

Medlemmer af DF, en af dem den fremtrædende udenrigspolitiske ordfører Søren Espersen, har for længe siden erklæret sig som ”Israels stemme i folketinget”, og det er ganske sikkert at denne linje vil vise sig i dansk politik overfor Israel. Det bliver sikkert rædsomt, men det kan altså også trække positivt med sig.

For det bliver sværere for de mere liberalt sindede danske apologeter at påstå dansk værdifællesskab med Israel, når den ny regering i både den danske og internationale offentlighed demonstrerer, at Israel har sine bedste venner på den yderste højrefløj.

Vores proisraelske fremtid

Der blev ikke talt meget udenrigspolitik under valgkampen, og der har derfor været meget få anledninger for vælgerne til at opdage forskelle på de forskellige partiers indstilling til, hvilken rolle Danmark skal spille i verden. Men når det gælder valgets store vinder Dansk Folkeparti er der lidt at tage bestik af.

I alt fald i forhold til Israel og Palæstina.

Partiet vil som det største i den borgerlige blok se til, at Danmark ikke lader sig finde blandt de stater der tager særligt på vej over israelsk militarisme, eller over den be- og bosættelsespolitik, som folk og politikere i resten af verden i stigende omfang er begyndt at vende sig imod.

Nogle af DFs medlemmer har som nævnt solgt sig selv som Israels stemme. Nu taler den stemme med vægt. Og uanset om DF kommer med i regeringen eller ej, så kan man godt regne med, at hverken Lars Løkke, Anders Samuelsen eller Søren Pape på det punkt vil eller kan presse Kristian Thulesen Dahl.

Søren Espersen

For som valgkampen har vist det er udenrigspolitikken ikke det, der deler vandene i blå blok (eller nogen andre blokke, for den sags skyld), og selv hvis de to liberale partier synes at DFs (Søren Espersens) trip med hensyn til Israel er en fiks ide, så er det en fiks ide de kan leve med.

Og den konservative Søren Pape kan ikke få en ide, der ikke appellerer til de laveste menneskelige instinkter, så på det punkt er der ikke noget tøjer for ham at slå sig i.

Kristian Thulesen Dahl vil næppe blive presset fra de andre partier i blå blok, og bliver han det, så skal Søren Espersen nok hakke hælene i, for Dansk Folkepartis rolle som fremskudt lobbyorganisation for Israel i det danske Folketing er hans ide.

Og den ide er ikke fiks, men en naturlig udenrigspolitisk konsekvens af Dansk Folkepartis grundlæggende værdipolitik.

Et virkeligt værdifællesskab

På en måde bliver det ikke det store skift. Thorning-regeringens bedrifter, når det handler om kritik af Israel er til at overskue. Den har været sky og tilbageholdende, når anledningerne til kritik har været allerbedst, og var der kritik var den altid pakket ind i retorik om historisk venskab og fælles værdier.

Men der er selvfølgelig en forskel. For mens påstandene om værdifællesskab i stigende grad er blevet underlige i lyset af Israelsk militarisme og ekspansionisme i de besatte områder, og autoritær grassat i selve Israel, kan der med DF som værdipolitisk navigatør i den danske regering blive tale om en form for værdifælleskab.

 De hårde hænders politik

For mens liberale zionister og sympatisører får stadigt sværere ved at motivere deres sympati for Israel med henvisning til det israelske demokrati, forholder det sig anderledes for DF og andre af de europæiske partier, der har gjort folkesag af opgøret med det liberale ubehag ved de hårde hænders politik.

På programmet er mere overvågning, flere beføjelser og penge til de hemmelige tjenester, favorisering af retsfølelse over retssikkerhed og helt generelt foragt for liberale humanisters ulyst til at bruge den demokratiske stats mest repressive apparatur til politiske formål.

Og det program finder man realiseret i sin reneste form i Israel, hvor ledende politikere tilsyneladende har droppet alle prætentioner om at lade staten fremstå som et demokrati, der appellerer til liberale demokraters forestillinger om attraktionen ved sådan et. I det lys er det mærkeligt at synge sangen om Israel som det ”trods alt eneste demokrati i Mellemøsten”.

Det problem har Dansk Folkeparti ikke, for i deres verden trækker Israels politik ikke fra statens og apologeternes påstand om at være demokratisk. Tværtimod føjer det, at Israel er et demokrati, legitimitet til statens politik, uanset hvor militaristisk, racistisk eller autoritær den måtte være.

Demokratisk besættelse

Det er ganske vist, at Netanyahu ofte motiverer sin politik med, at Israel er et demokrati. Og det er også rigtigt, at de der har ladet sig indrullere i Israels kamp mod delegitimeringen, i et væk betjener sig af ordet demokrati, når de skal forklare og forsvare Israelsk politik.

Men det er grundlæggende et besynderligt demokratibegreb, der legitimerer besættelsen af Vestbredden og Gaza. Her residerer millioner af mennesker, der ingen indflydelse har på regeringen i Israel eller på det parlament der giver den sit mandat.

Lægger man dertil, at skiftende israelske regeringer over årene siden 1967 har bosat mere end en halv million Israelske jøder i de besatte områder og givet dem den stemmeret som de okkuperede palæstinensere ikke har, så er formularen om det trods alt demokratiske Israel moralsk absurd.

Men de besatte og rettighedsløse palæstinensere kan fornøje sig ved tanken om, at det er et demokrati der holder dem under besættelse og nægter dem politiske rettigheder.

Demokratiets løfte

For liberale demokrater stammer attraktionen ved demokrati fra dets løfte om, at mennesker får adgang til at medbestemme over forhold, der er betydningsfulde for, hvordan de lever og kan leve deres liv.

Og den stammer fra forventningen om, at demokratiet bedre end andre ordninger sikrer lige rettigheder for alle borgere. Men der er ikke lige rettigheder for Israels borgere.

Jødiske israelere har rettigheder som palæstinensiske israelere ikke har, og ledende israelske politikere behandler den store palæstinensiske minoritet i den jødiske stat som femtekolonne, fordi palæstinensiske politikere har gjort det til deres politiske mål, at Israel transformeres til en stat for alle dens borgere.

Ordet demokrati i sætningen ”i det mindste er Israel et demokrati” perverterer demokratibegrebet derhen, hvor den demokratiske ordning forlener den institutionelle racisme bag den grønne linje, den militære undertrykkelse i det ene besatte område og de regelmæssige og blodige massakrer i det andet, med et skær af legitimitet.

Fordi Israel ”trods alt er et demokrati”.

Inspiration til Civilisationskrigen

DFS sympati for Israel står sikkert i gæld til enkelte fremtrædende medlemmers (pro-) zionistiske sindelag, men den står også i gæld til en politisk overensstemmelse mellem højrefløjen i Israel og Europa, både hvad angår demokratiforståelsen og viljen til at se bort fra sentimentale hensyn til demokratisk politisk kultur.

Det fælles tankegods er også påstanden om en civilisationskrig mellem Vesten og Islam, og ideen om at Israels genvordigheder med palæstinenserne er en front i den krig. Og hvor der er krig dur det ikke at hændervridende humanister kommer rendende med menneskerettigheder og retssikkerhed.

DFs værdifællesskab med Israel er virkeligt nok, og det behøver ikke at blive motiveret med liberale værdier, der alligevel ikke giver mening, når det handler om at legitimere israelsk politik.

Et wakeup call

Det bliver hårdt at høre på, men det kan også blive et wake up call for dem, hvis romantiske forestillinger om det trods alt demokratiske Israel har overlevet de sidste par årtiers konsolidering af det israelske militærdiktatur på Vestbredden, det øgede bosætteri og en håndfuld massakrer på tusinder af værgeløse mennesker i Gaza.

For en Palæstina-politik som DFs vil understrege for Israels liberalt sindede sympatisører, at sympatien for Israel er langt mere logisk, hvis man abonnerer på civilisationskrigeriske og autoritære synspunkter som Dansk Folkepartis, end hvis man giver logi til sentimentalt humanisteri om menneskerettigheder og den slags løjer.

Så selvom det bliver svært at være så stolt af Danmark som man gerne vil være, så er der også perspektiv i at lade Dansk Folkeparti sætte kursen i dansk Palæstina-politik. Ikke på den korte bane, som det hedder på spindoktordansk, men på den lange.

Udfordring til liberale apologeter

Og selvom Israels liberale sympatisører måske vil pege på et historisk værdifællesskab med et historisk Israel, så må det være svært for dem at vedligeholde ideen om værdifællesskab med dagens Israel, hvor ledende politikere ikke ligefrem lægger skjul på deres autoritære, racistiske og militaristiske sindelag.

På den anden side har politikere, der i ord har bekendt sig til det liberale demokrati og dets løfter, vist sig bemærkelsesværdigt elastiske, når de har siddet i regering og chancen for at give den gas som hård hund eller høg har budt sig. Men den byder sig sjældnere, når man er i opposition.

Risikoen er selvfølgelig at de fortsat vil lægge pæne liberale ord ind for Israel, uanset hvad statens politikere finder på at sige og gøre og uanset den uforbeholdne støtte fra Israels stemme i den danske regering.

Men det bliver sværere!

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

About The Author