Eftersøgningen af 3 kidnappede bosættere har ændret sig til en nedkæmpning af Hamas

Palæstina Orientering nr. 2 fra 2014 er nu på gaden med den glade nyhed om at, Fatah og Hamas omsider har besindet sig og underskrevet en forsoningsaftale den 23. april. Fint nok.  Men denne ’nyhed’ var allerede håbløst bagefter kort efter bladets deadline.

Derfor prøver redaktionen nu at råde bod på den manglende aktualitet ved kort at redegøre for perioden fra bladets deadline indtil den 19. juni.

Enhedsregeringen tages i ed den 2. juni

Den 2. juni blev den nye palæstinensiske enhedsregering bestående af 17 upolitiske teknokrater taget i ed. Både Vestbredden og Gaza er repræsenteret i regeringen, og der er 3 kvinder. Abbas fremførte ved ceremonien, at enhedsregereingen ville respektere Kvartettens principper, afsværge vold og respektere tidligere politiske aftaler. Enhedsregeringens opgave ville være at forberede og gennemføre valg af nyt parlament og ny præsident.

Til manges overraskelse strømmede godkendelser af den nye regering straks ind fra nær og fjern: EU, FN, England, Frankrig, USA, Kina, Tyrkiet og Rusland var blandt de første, mens den israelske regering gik i sort. Det internationale samfund understregede betydningen af et samlet Palæstina for en kommende fredsaftale med Israel, mens Israel på sin side afviste enhver form for samarbejde med terrororganisationen Hamas.

Israelsk chikane og sanktioner

Siden da har Netanyahu prøvet at lægge hindringer i vejen for enhedsregeringens arbejde. Ministrene har fået inddraget deres VIP kort og er blevet forhindret i at rejse frem og tilbage mellem Gaza og Vestbredden.  De 3 repræsentanter fra Gaza måtte således nøjes med at deltage i den nye regerings edsaflæggelse via en videokonference.

Mere alvorligt var Netanyahus beslutning om at tilbageholde de palæstinensiske skattemidler, som indsamles af Israel, og som bl.a. bruges til lønninger i den offentlige sektor. Lignende tilbageholdelser har i de sidste par år gang på gang udløst voldsomme demonstrationer imod selvstyreregeringen og vil således udgøre en destabiliserende faktor.

Palæstinensisk forglemmelse

Men der kom snart uventede problemer, da det viste sig, at forhandlerne fra Hamas og Fatah havde glemt at afklare situationen omkring aflønningen af det fremtidige embedsværk i Gaza, hvor der siden splittelsen mellem dem i 2007 har eksisteret to embedsværk. Det tidligere ’frisatte’ Fatah-embedsværk, fortsat aflønnet af Vestbredden, og det nye embedsværk på 40.000 offentligt ansatte, uddannet og  aflønnet af Hamas.

Premierminister Hamdallah udtalte nu til Gazas forbitrelse, at der ikke kunne betales for en fortsat ansættelse af Hamas-folkene.  Gazas banker lukkede derefter for alle lønudbetalinger. Krise, krise.

Qatar løser krisen

Den tidligere premierminister i Gaza Haniya løste problemet ved en henvendelse til Gazas velgører, Emiren af Qatar, som bakker stærkt op om forsoningsaftalen og enhedsregeringen.  En sum på 20 millioner dollars blev overført til at dække lønningerne for maj, juni og juli, således at der ville være tid til at finde en endelig løsning på problemet.

Kidnapning af 3 unge bosættere truer enhedsregeringens eksistens

Den 13. juni ringede 3 unge bosættere fra Bethlehem-området til politiet og fortalte, at de var blevet kidnappet, da de hitchhikede.

Netanyahu pegede straks på Hamas som hjernen bag kidnapningen. Hamas afviste anklagen, men siden da har israelsk militær gennemsøgt Vestbredden, foretaget op mod 1000 husundersøgelser og arresteret flere hundrede palæstinensere. Flertallet tilhører Hamas, og blandt dem er en række prominente Hamas-medlemmer af det palæstinensiske parlament. Tyve af dem blev løsladt for et par år siden som del i aftalen om udleveringen af den israelske soldat Shalit – et traume i Netanyahus politiske karriere.  Der er oprettet checkpoints overalt, en ung mand er blevet dræbt under sammenstød i en flygtningelejr, og der har været natlige bombetogter over Gaza.

Her den 19. juni, på den syvende dag i militæroperationen ’Din Broders Vogter’, er der stadig ikke fundet spor, der kan lede til opsporingen af de 3 kidnappede. Den voldsomme følelsesmæssige reaktion i Israel på den fastlåste situation er forståelig, men i en artikel i dagens udgave af den israelske avis Haaretz advarer Amos Harel mod et centralt aspekt i aktionen, der nu tydeligt har ændret sig fra det oprindelige sigte – nemlig fra opklaringen af kidnapningen til en kampagne rettet mod Hamas’ eksistens på Vestbredden.

Israels mulighed for at knuse Hamas

Nu handler det om at ødelægge den nye samlings regering ved at knuse Hamas.  At drive en kile ind mellem Fatah og Hamas og standse den forsoningsproces, som begyndte for 2 måneder siden.  Ved at fjerne Hamas’ politiske lederskab fra Vestbredden vil man svække Hamas forud for det forestående parlamentsvalg.

Et af målene er at slå til mod Hamas’ civile infrastruktur.  Lokale sociale centre under Hamas’ ledelse er  således blevet nedlagt, mens mødelokaler, radiostationer og  avisredaktioner  er blevet raseret.  Hamas’ fanger i de israelske fængsler straffes, og politiske lokale ledere trues med ødelæggelse af deres huse og forvisning til Gaza . Amos Harel finder det åbenlyst, at det israelske Shin Bet ikke har fundet frem til informationer, der kan fælde kidnapperne.  De arresterede Hamas- medlemmer er alle gamle kendinge, som er aktive i  partiets organisatoriske arbejde og uden tilknytning til terrorkredse.

Amos Harel advarer nu mod uoverskuelige konsekvenser af dette fokusskifte hos den israelske regering og det israelske militær.

About The Author