En eller to stater?

Af Harrai Matar, israelsk journalist og politisk aktivist

Redigeret og oversat af Marianne Risbjerg Thomsen

– Således spørger den palæstinensiske journalist Haggai Matar den 29. januar 2018, – men han korrigerer hurtigt sig selv- for det er det forkerte spørgsmål, han har stillet. Vi skal ikke forholde os til et valg mellem en en-stats løsning eller en to-stats løsning. Det vi har desperat brug for, er at forstå den grundlæggende palæstinensiske situation– og indse, at grundlaget for enhver fremtidig politisk løsning af Israel/Palæstina konflikten må være en sikring af palæstinensernes rettigheder.

Palæstinensernes rettigheder

Efter Israels 50 års besættelse, der har udnyttet Palæstinas naturlige ressourcer, dets marked og dets billige arbejdskraft, har palæstinenserne ingen ret til politisk aktivitet, ingen ret til deltagelse i demokratiske processer til at bestemme deres egen fremtid, ingen ret til lighed og ingen ret til social retfærdighed.

Støtten til to-statsløsningen er faldet  

En ny opinionsundersøgelse foretaget efter Trumps udmelding om Jerusalems status som israelsk hovedstad viser, at tilslutningen til to-statsløsningen er faldet til under 50 % både hos israelske jøder og hos palæstinensere i de besatte territorier. Det er kun palæstinensere med israelsk statsborgerskab, der giver udtryk for en overvældende støtte til to-statsløsningen.

Støtte til ’en afgørende krig

Undersøgelsen viser også, at der samtidig med faldende støtte til to-statsløsningen er opstået en større fjendtlighed mellem de to befolkningsgrupper sammen med en voksende støtte til væbnet kamp eller en ’afgørende krig’ som løsning på konflikten.

Ifølge en række anerkendte veteran opinionsanalytikere fra the Palestinian Center for Policy and Survey Research samt en række israelske forskere er det en opinionsundersøgelse, man er nødt til at tage alvorligt.

Besættelsen forventes at fortsætte

Disse nye undersøgelsesresultater har stor betydning, fordi de udstiller den ødelæggende effekt som Trumps udmelding har haft på muligheden for at afslutte besættelsen i en forudseelig fremtid. Samtidig får de alarmklokkerne til at ringe over følelsesen af håbløshed i begge lejre, fordi volden og blodsudgydelsen nu ses som mulige løsninger på vores problemer.

Og dog er det vigtigt, at vi ikke ser opinionsundesøgelsens resultater som en budbringer om ”to-stats løsningens død” eller ”det endelige bevis på at en-statsløsningen er den eneste udvej.” ”En stat”? ”to stater”?

Fordi I stiller det forkerte spørgsmål.

Hvorfor? Fordi der for det første ikke er nogen på den israelske side, der stiller dette spørgsmål. Det er simpelthen ikke et spørgsmål, der interesserer israelerne.

Det israelske politiske lederskab – spændende fra Labour partiet til højrefløjspartierne – er enige om påstanden om, at der ikke er nogen palæstinensisk partner for fred. At bosættelser ikke må nedlægges, og at Israel skal bevare kontrollen over Jerusalem og de forskellige dele af Vestbredden.

Men man kan ikke tro på en seriøs debat om Israels fremtid, hvis man samtidig ignorerer, at israelerne ikke engang møder op for at tage del i diskussionen.

Samme diskussion som efter seks-dages krigen

Det er kun 18 ud af 120 medlemmer af Knesset, der ønsker at afslutte besættelsen; resten skændes kun om graden af det voldelige niveau, der er nødvendigt for at fastholde besættelsen. De skændes om, hvor meget jord man skal annektere, om hvordan man bedst vedligeholder status quo, og om hvordan man fremstiller det overfor verdenssamfundet.

(MRT: Kort sagt viderefører israelerne den samme diskussion om Vestbredden og Gaza, som de ifølge Ilan Pappes nye bog ”The biggest prison on earth. A history of the occupied territories” begyndte på dagen efter afslutningen af 6-dageskrigen i 1967.)

Fredsprocessen og de to løsningsmuligheder

Debatten om en eller to stater ignorerer også, at der i adskillige år ikke har været en fredsproces, der har diskuteret de to løsningsmuligheder.

I mellemtiden nyder Israel faktisk langt mere international støtte og legitimitet end de har gjort i mange år. Dermed kan Israel helt undlade at lade som om, at de ønsker at lede en (formålsløs) ”fredsproces”, som Noam Sheizaf bemærkede for nylig.

Diskussioner om hvordan en teoretisk løsning eventuelt kunne se ud – i modsætning til overvejelser om, hvordan man kunne presse den israelske ledelse til at afslutte besættelsen- er selvfølgelig meget bekvemme for Israel.

Til en vis grad har vi allerede 2 stater. Man kan godt argumentere for, at der ved siden af Israel eksisterer en slags palæstinensisk stat, der består af det belejrede Gaza og de isolerede og adskilte bantustans under selvstyreregeringen PA’s kontrol på Vestbredden.

Man kan også godt argumentere for, at vi allerede lever i en en-stats realitet, i hvilken Israel har den ultimative magt, og hvor den kontrollerer palæstinensernes liv i Gaza og på Vestbredden ved hjælp af en række direkte og indirekte mekanismer.

Magtbalancen

Hvis de israelske ledere får deres vilje, skulle både en fremtidig enstatsløsning og en to-statsløsning blot være en videreførsel af den nuværende magt balance.

About The Author