Fred uden partner

For 30-40 år siden ville Israel ikke forhandle med PLO, den palæstinensiske befrielsesorganisation, om en fredsløsning. Israels holdning var, trods PLO’s bredere repræsentation, at PLO ikke var spiselig som forhandlingspartner, og at palæstinenserne kunne ringe, når de havde valgt nogle – efter Israels mening – mere fornuftige ledere. Internationalt var der i nogen grad opbakning til Israels afvisningspolitik, men allerede i starten af 80’erne erklærede EU i enighed, at de anså PLO som palæstinensernes legitime organisation og dermed den på det tidspunkt eneste relevante part for Israel at forholde sig til.

Dette synspunkt gjorde dog ikke meget indtryk på Israel, heller ikke selv om PLO allerede i 1988 åbnede for en mulig anerkendelse af Israels ret til at eksistere. Israelske regeringer ville ikke sidde til bords med PLO-repræsentanter.

Der har været mange sælsomme spil over dette tema, mest synligt under Madrid-forhandlingerne i sommeren 1993, hvor PLO’s ledere måtte blive på hotellet, mens andre palæstinensere gik til møder med den israelske delegation. Det var her, vi lærte Hanan Ashrawi og Haidar Abdel-Shafi at kende som de mest fremtrædende. De repræsenterede reelt, men ikke formelt, PLO og PLO’s leder Yassir Arafat.

Det samme mønster

PLO og senere Selvstyremyndigheden blev ikke længe efter – med Oslo-aftalen – accepteret af Israel som samtalepartnere, men i de senere år har vi set noget, der ligner en gentagelse af mønstret fra før da. Nu hedder den organisation, som Israel ikke vil tale med, Hamas.

Det er selvsagt en afgørende svaghed, at der længe ikke har været en fælles palæstinensisk ledelse, bestående af Fatah, Hamas og andre partier i de besatte områder, for slet ikke at tale om manglen på repræsentanter for palæstinensere i landflygtighed. Man må håbe, at den såkaldte forsoningsaftale bliver realiseret og skaber større bredde i den palæstinensiske repræsentativitet.

I Israel vakte udsigten til en mere repræsentativ forhandlingspartner ingen glæde, men blev straks brugt som et påskud til at nægte at fortsætte de forhandlinger, der fandt sted under USA’s udenrigsminister Kerrys ledelse. Israel vil hverken direkte eller indirekte tale med en palæstinensisk delegation, hvor Hamas-repræsentanter er med, lyder meldingen.

Omverdenen har stort set ikke reageret negativt på, at Israel vil bestemme over modpartens “hold”. Obama har kaldt forsoningsaftalen “ikke hjælpsom”, mens EU-landene har været tavse, fanget i deres egen ubrugelige påstand om, at (i hvert fald dele af) Hamas er en terrororganisation.

Giv det lige en tanke, hvad der ville blive reaktionen, hvis man fra palæstinensisk side nægtede at tale med en israelsk delegation, hvor Likud er med. Omverdenen ville straks stemple dette som en helt uholdbar og barnagtig melding og erklære, at Israel selv finder sine forhandlere.

Fred uden Gaza?

En af de gentagne pointer i den rapport, som EU-landenes repræsentanter i Palæstina i fællesskab skrev i marts 2014 – og som er omtalt i en anden artikel i bladet – at det er meningsløst at ignorere de 1,7 millioner gazaneres fremtid. De anbefaler derfor kraftigt EU-landene at arbejde for, at forhandlingerne skal handle om både Gaza og Vestbredden inklusive Østjerusalem, plus de mange øvrige spørgsmål. Og mellem linjerne kan man læse, at dette kun giver mening med Hamas med ved bordet.

Den israelske reaktion på meldingen om palæstinensisk forsoning gør det faktisk nærliggende at tænke, at Israel satser på en del-aftale om og med palæstinenserne på Vestbredden – hvor Israel med de 600.000 bosættere og de store vandressourcer har interesser og forfølger dem.

Gaza kan man så vende ryggen til, forstærke pigtråden og blokaden, og så håbe, at 1,7 millioner palæstinensere enten accepterer den evige lejr-tilværelse eller diffunderer til Egypten og forsvinder i folkehavet. En besnærende tanke for Israel, men en helt uacceptabel tanke, når formålet officielt er at få manifesteret den palæstinensiske nation.

Den israelske påstand om, at det nu ikke længere har en seriøs partner for fred, kan man ganske roligt betegne som en gentagelse af vrøvlet fra 80’erne. Det er palæstinenserne, der ikke har en partner.

 

About The Author