Gandhi’er i Bil´in

Bag.muren.front 3
Foto: Muhammed Yassin

Bil´in på Vestbredden er højborg for den civile palæstinensiske modstand. Følgende er et uddrag af Bjørn Meidells bog ”Bag Muren – hverdag i en apartheidstat”, der udkommer på forlaget Tiderne Skifter den 28. oktober. Nogle unge danskere med bosniske og palæstinensiske rødder var også på besøg i Bil´in.

”Unge Muhammed Yasin er Bil´ins øje. Med sine kameraer og fotos dokumenterer han uge efter uge sin landsbys overlevelseskamp mod velpolstrerede soldater med maskingeværer og tåregaspatroner. En far med sit lille barn på armen mod et ansigt bag et visir. En vred mor i protest mod, at hendes søn bliver arresteret.
Muhammeds billeder viser demonstranter med tomme hænder eller blafrende flag med sorte, røde, hvide og grønne farver. Hver fredag eftermiddag lægger han nye fotografier ud på sin Facebookside.

I ti år – med start i 2005 – har Bil´in hver uge gået i protestmarch mod Apartheidmuren. I alt 521 fredagsmarcher og 80 andre demonstrationer som en protest mod, at besættelsesmagten har beslaglagt store jordarealer. Efterfølgende er olivenlunde og marker blevet ødelagt. Oven i det ”udrydder bulldozerne det, som har været vores og vore forfædres erindringer,” som en aktivist udtrykker det.

»Kampen fortsætter, indtil besættelsen ophører”, oplyser plakaten, som indkaldte til protest på tiårsdagen ”27.2. 2015 – 10. AM«.

Bil´in, der ligger 12 km. vest for Ramallah, har knap 2000 indbyggere. I første runde mistede landsbyen 5000 dunum jord, som siden blev reduceret med 1200 dunum. Det skete efter en indædt juridisk kamp, bakket op af vedvarende civile protester.

Murens linjeføring skærer fire km ind på palæstinensisk territorium. Israels dække for sine dispositioner er ”sikkerhedsmæssige årsager”. I Bil´in er det ikke vanskeligt at få øje på den reelle begrundelse. De beslaglagte jorde har givet plads til nye bosættelser.

Freedom Street! Vejskiltet er iøjnefaldende og med et sjældent optimistisk politisk budskab, forfattet både på arabisk og engelsk:

»The Israeli Apartheid Wall passed over this street. This area watched popular and peaceful mobility of the villagers and was able to remove and demolish the Apartheid Wall and return 1200 dunum of the village land. Popular actions and solidarity marches continue in this street every Friday against the Apartheid Wall.«

Muhammed Bin Yasin viser rundt på landsbyens jorde, som er beplantet med spredte oliventræer:

»Her har vi bygget en legeplads, men den blev kendt ”ulovlig”. Som I kan se, er der intet bræt på gyngen. Børnene kan ikke bruge den. Siddestykket er konfiskeret. Vi har også haft bænke på legepladsen. To gange er de blevet fjernet om natten«.

Fredagsdemonstrationerne har ofte deltagelse af udenlandske aktivister – bl. a. fra ISM, International Solidarity Movement. Israelske Gush Shalom har ligeledes vist solidaritet.

De farverige manifestationer begynder fredeligt. Ånden er den civile ulydigheds med indslag af musik, kunst, film og teater.
Befolkningen i Bil´in omtales undertiden som ”palæstinensiske Gandhier”, men når menneskeslangen når frem til soldaterne og deres pansrede fartøjer, sætter et rituelt slag med et ulige styrkeforhold ind.

Tåregaspatroner og undertiden skarpe skud affyres mod demonstranterne og højt op i luften i lange giftsløjfer, som langsomt daler ned over folk.
Frygtløse demonstranter samler gashylstrene op og kaster tåregassen tilbage mod soldaterne. Enkelte tager deres slangebøsser og store slynger i brug, som de træner med i ugens løb. Det sker også på denne tilsyneladende fredsommelige forårsdag, mens jeg besøger landsbyen.

Foto: Muhammed Yasin
Foto: Muhammed Yasin

Tåregassen og skyderierne gør deres virkning. Folk flygter og søger dækning i landsbyen.

Mange er gennem årene blevet såret under demonstrationerne, også alvorligt. Jeg passerer det sted, hvor en af drivkræfterne, Basem, blev dræbt af en tåregasgranat – trods hans ikkevoldelige optræden, der senere blev dokumenteret af den israelske menneskerettighedsorganisation B’Tselem.
Basems minde æres på en plade, der er efterladt på jorden:

»Goodbye Basem – You were a friend to us all. Murdered by an Israeli soldier at a demonstration … day 17/04/2009 while protesting the theft of his land. Born 19/12/1977«.

En tung sten skjuler en del af teksten.

Mens fotografen Muhammed Yasin viser rundt, forplanter lyden af gravemaskiner fra bosætterkolonien Modiin Illit sig hen over Muren.
Hver eneste dag færdiggør Israel en ny lejlighed i Modiin, som er nået op på 53.000 indbyggere. Med tiden er det meningen, at endnu mere byggeri skal forbinde byen med en anden bosættelse.

»På den anden side af Muren har de opført en halvanden meter høj jordvold. Den er beplantet med blomster og træer«, forklarer Muhammed. På den måde virker muren mindre i bosætternes øjne.

I ugens løb trænger de israelske soldater i nattens mulm og mørke ind i Bil´in for at arrestere og skræmme de mest aktive. Men det dæmper ikke protesterne. Muhammed Yasin har prøvet det hele: været såret og arresteret.

»Jeg var 11, da jeg begyndte at demonstrere«, fortæller han.

»Hvorfor?«, spørger jeg.

»Alle var med«, svarer han kort. »Vores jord var ved at blive taget fra os«.

»Er du ikke bange? Du risikerer at blive skudt eller få en tåregasgranat i hovedet?«

»Vi fortsætter, det er vi nødt til. Vi er på en eller anden måde blevet vant til det. Det er vores pligt at demonstrere og forsvare landsbyens jord«.

»Hvordan er du så kommet på at fotografere så meget som du gør?«

»Jeg begyndte på det for tre år siden. Før det var jeg en af stenkasterne, men det rykkede ikke rigtigt. Men så prøvede jeg med kameraet. Det var mere tilfredsstillende end at kaste med sten«.

»På den måde kan jeg sende budskabet ud til folk via Foreningen for Frihed og Retfærdighed, hvor jeg er frivillig i mediecentret. Og så har jeg min Facebookside«.

Hver fredag lægger Muhammed nye fotos ud på Facebook, hvor han har flere tusinde likes. Et af hans motiver viser et sort tåregashylster, hvori der er plantet en blomst.
Mødet med Bil´in gør Sandina og Marijana glade:

»En af pigerne fortalte os om alt det, hun har sået i baghaven. De har mange besøgende og føler på den måde en anerkendelse fra verden omkring dem«.

»De var unge, meget venlige og nationalistiske. Nogle var ikke andet end store drenge, der ligesom os kan lide at tage selfies og lægge dem ud på Facebook. En dreng har lagt fire selfies ud, hvor han poserer med en Hugo Boss trøje. De føler, at de er kendte og spiller på det. De ved, de får hundredvis af likes.
Når de demonstrerer, er de klar over, at de risikerer at komme til skade og blive arresteret, men efter tre måneder eller mere kommer de hjem igen, og så demonstrerer de igen«.

Efter besøget i Bil´in transporterer minibussen os hen til et træf med Abu Nidal. Han har haft en langvarig strid om retten til at leve i sit eget hus og kontrollen med nøglen.

Undervejs opsnapper mine lange ører, at dansk-palæstinensiske Nadine har ført sin egen personlige frihedskamp.

Nadine

39-årige Nadine er vokset op i Bourj el-Barajneh – en flygtningelejr i Beirut. Hun arbejder som sekretær på en ambassade og er alene med tre selvkørende børn, som i øjeblikket passer sig selv. Den ældste, en ambitiøs pige, går i 3. g. og skal snart til studentereksamen

Som barn var Nadine ”en sej og fri pige” med en flok unger i hælene, når hun spænede rundt i nabolaget.

»Jeg var kun 11 år, men kunne sagtens finde rundt i Beiruts gader. Jeg kunne ting som ældre ikke var i stand til. Min kusine skulle til Danmark og familiesammenføres. Det var mig, der ordnede hendes papirer, selv om hun var i starten af 30´erne«.

At være barn og ung i 80´ernes Libanon indebar en opvækst med krig, borgerkrig og personlige tragedier. Nadines broder blev kidnappet af kristne militser, efter flere år løskøbt med alle familiens midler. Senere druknede han under en svømmetur i Middelhavet. Nadines dengang 15-årige søster blev dræbt af en israelsk bombe.

Med Rusland som mellemstation kom Nadine til Danmark og blev tvangsgift.

»Under mit ægteskab var jeg kun den person, min mand ville have, jeg skulle være. Han har aldrig oplevet den ægte og sande Nadine. Han slog. Jeg måtte ikke gå ud. Jeg måtte ikke tage telefonen. Det var ligesom med Israel. Jeg skulle altid kæmpe. Det er ligesom mit liv har været nedfrosset«.

For halvandet år siden besluttede Nadine sig for at tage tørklædet af. »Jeg har studeret Koranen. Der står ikke noget om, at man skal bære hijab«.

»Det tog mig et år at tage tørklædet af. Jeg skrev til mine nære venner og fortalte min beslutning. Godt nytår! Jeg fik faktisk stor opbakning fra familien og naboerne. Jeg følte mig hel. Ham, der kvalte mig, var væk. Nadine var tilbage. Jeg blev dobbelt så stærk. Det tog 19 år at komme ud af mit ægteskab«.

About The Author