Gaza på vej mod en dybere politisk og humanitær krise

Af Marianne Risbjerg Thomsen

– Ifølge det uafhængige, non-profit al-Shabakas aktuelle analyse af de sidste par måneders politiske udvikling i Palæstina ser vi, hvordan de politiske spillere både i de besatte palæstinensiske territorier og i hele regionen er ved at positionere sig i forhold til to problemstillinger:

1: Dels i forhold til den koalition, der helt overraskende er indgået mellem Hamas og Mohammad Dahlan, tidligere Fatah-leder i Gaza og Hamas’ ærkefjende, siden han som leder af Gazas sikkerhedspoliti stod for forsøget på at nedkæmpe Hamas efter deres store sejr ved det palæstinensiske parlamentsvalg i 2006.

2: Og dels i forhold til en række regionale, arabiske diktatorers aktuelle trusler om sanktioner mod Qatar, med mindre det standser enhver form for hjælp til Hamas og Gaza.

Al-Shabakas konklusion

Al-Shabaka forudser en yderligere forværring af de humanitære forhold i Gaza, selv om man næsten ikke kan forestille sig det. Men hvis Gazas eneste økonomiske støtte, Emiren af Qatar, tvinges til at standse sin hjælp, samtidig med at Fatah-regeringen på Vestbredden fortsætter sine aktuelle nedskæringer i Gaza af den hidtidige finansiering af energi, sundhedsvæsen og offentlige lønninger, samt hvis Israel og Ægypten opretholder deres blokade, vil de være ilde stedt.

Ifølge Al-Shabaka vil situationen – ud over de menneskelige lidelser – føre til politisk fragmentering og en svækkelse af palæstinensernes kamp for selvbestemmelse og frihed.

1: Mohammad Dahlan

Inddragelsen af Mohammad Dahlan i det komplicerede politiske spil om Hamas’ rolle i Gaza er en konsekvens af voldsomme sammenstød mellem Præsident Abbas’ regering på Vestbredden og Hamas i Gaza i oktober 2016 om det planlagte kommunalvalg. Efter intervenering fra FN med afvisning af Abbas’ udeladelse af Gaza fra kommunalvalget – og en masse lokal tummel – valgte Hamas ikke at deltage i det udskudte valg i februar 2017.

I juni 2014 havde Hamas nedlagt sin regering i Gaza i forbindelse med oprettelsen af en teknokratisk enhedsregering mellem Fatah og Hamas i et samlet Palæstina. Enigheden holdt imidlertid kun kort tid, og Hamas valgte snart derefter at trække sig fra den og genoptage sit de-facto styre af Gaza.

Efter al balladen omkring kommunalvalget i februar 2017 besluttede Hamas nu at dokumentere eksistensen af sit styre ved at oprette en administrativ komité, der blandt andet skulle organisere de demokratiske valg til Gazas lokale styre.

Men Abbas nægtede at acceptere Hamas’ administrative komité og hævnede sig med en række økonomiske straffeaktioner mod Gaza: Nedsættelse af lønninger til embedsmænd, nedskæring af finansiering af elektricitet til to timer i døgnet, tilbageholdelse af medicin og af støtte til sundhedsvæsenet, stop for pensioner til løsladte fanger fra israelske fængsler og påtvungen tidlig pensionering af embedsmænd indenfor uddannelses- og sundhedssektorerne.

Ifølge udtalelser fra Haida Eid i Al-Shabakas rapport blev disse beslutninger fremstillet af Abbas, som om de var taget af ’det palæstinensiske folk’ og var del af ’et palæstinensisk nationalt projekt’. Men beslutningerne var alene taget af Abbas’ regering PA, som retfærdiggjorde sin politik med, at den ville få Hamas til at vende tilbage til forsoningspolitikken, og at det nationale projekt var langt mere betydningsfuldt end individuelle borgeres behov i Gaza.

Det isolerede Hamas

Hamas så sig nu om efter andre politiske støtter. Ægypten var ikke en mulighed længere. Før Al-Sisy gennemførte sit statskup i Ægypten i juli 2013, havde Hamas haft et frugtbart politisk og økonomisk samarbejde med den tidligere præsident Mursi fra det Muslimske Broderskab. Det blev afløst af en ægyptisk deltagelse i blokaden af Gaza i et samarbejde med Israel om at give blokaden den sidste skrue. Overgangen ved Rafah blev lukket bortset fra ekstremt korte perioder, og de mange tusinde handelstunneller under jorden mellem Gaza og Ægypten blev ødelagt. Gazas økonomi lå i ruiner.

Hamas besluttede for et par måneder siden at forsøge sig med en lobbypolitik overfor den amerikanske regering: De ændrede stødende formuleringer i deres oprindelige Charter fra 1987 og støttede i stedet op om den af USA udformede to-statsløsning.

Da dette spor endte blindt, valgte Hamas at alliere sig med Mohammad Dahlan ud fra en vurdering af, at han mod tildeling af en magtposition i Gaza måske ville kunne åbne op for et tøbrud mellem Gaza og Ægypten og dermed for nye muligheder for økonomisk aktivitet for den nødlidende, palæstinensiske befolkning.

Mohammad Dahlan har i mange år været forvist fra Vestbredden, hvor han har stræbt efter at forstøde Mahmoud Abbas fra præsidentposten. I stedet har han opbygget en stor formue i sit eksil i De Forenede Arabiske Emirater og samtidig opnået en form for støtte i Fatah-kredse både på Vestbredden og i Gaza. For ganske nylig har han fungeret som organisator af møder mellem Israel og Hamas om nye fangeudvekslinger. Han kunne ud fra egne politiske ambitioner blive en mulig støtte for Hamas.

2:Qatar

Det lille emirat Qatar ligger oven på nogle af verdens største ressourcer af olie og gas, men siden Emir Sheik Hamas bin Khalifa al-Thani tog emirværdigheden fra sin far i 1995, har han valgt at bruge dele af sit lands rigdom på en meget utraditionel udenrigspolitik, der spænder over støtte både til USA og til Gaza. USA’s største militære base i Mellemøsten, operationscentret al-Udeid, ligger i Qatar, men Qatar støtter også Hamas i Gaza, som USA siden selvmordsbomberne under den anden intifada 2000 -2004 har stemplet som en terrororganisation.

Emiren grundlagde al-Jazeera Network i 2003 med en anden tradition for kritisk uafhængig journalistik end de statslige arabiske kanaler. Al-Jazeera blev fra 2011 en aktiv medspiller i det arabiske forårs angreb på lokale regimer, der ironisk nok i mangt og meget lignede Qatars eget styre.

Under det arabiske forår støttede Qatar det Muslimske Broderskab økonomisk og politisk i deres oprør mod enevældige herskere i hele regionen.

Den aktuelle krise i Qatar

De aktuelle politiske og økonomiske trusler fra en række arabiske oliestater mod Qatar fremstår som en nøjagtig gentagelse af en tilsvarende krise, som jeg skrev en artikel om i Palæstinaorientering i juni 2014. Som indledning skrev jeg følgende:

”Qatars fortsatte støtte til det islamiske Hamas i Gaza har ført til et voldsomt internt opgør mellem USA’s nøgleallierede i det traditionelt pro-amerikanske Gulf Cooperation Council: Ægypten og Saudi-Arabien stempler Hamas’ medlemmer som terrorister. Emiraterne, Bahrain og Ægypten fængsler dem, mens Qatar støtter dem økonomisk og åbner dørene for deres eksilerede ledere.”

Ayah Abubasheer skriver følgende om Qatars støtte til Gaza i i Al-Shabakas rapport fra den 14. juli:

 

”Qatar har været en større donor i Gaza siden Hamas vandt parlamentsvalget i 2006. Det har især reageret på de massive ødelæggelser, som Israel har påført Gaza i forbindelse med angrebene i 2008-9, 2012 og 2014.

I 2012 oprettede Qatar sin Gaza Genopbygnings Komité, og har gennemført større infrastrukturprojekter som reparation af hovedveje og kloaksystemer, genopretningsprojekter af den pulveriserede landbrugssektor og opførelsen af Sheik Hamad bin Khalifa al-Thanibyen, et beboelsesområde med mere end 3000 huse til palæstinensiske familier, som mistede deres hjem under Israels angreb i 2014.

Disse projekter har samtidig betydet ansættelse af et stort antal borgere i Gaza, et velkomment bidrag til bekæmpelse af den skyhøje arbejdsløshed, som ligger på omkring 42 % for voksne og 60 % for de 15-29 årige.”

I oktober 2012 aflagde emiren og hans følge af familie og hof et statsbesøg i Gaza. I sin afskedstale opfordrede emiren de palæstinensiske ledere til at hele bruddet mellem sig:

”Dette brud er mere smerteligt end den israelske aggression og efterlader jer i en position, hvor I står udenfor fredsforhandlingerne og uden en oprørs-og befrielsesstrategi.”

 

Al-Shabaka skriver om den aktuelle krise mellem Qatar og de øvrige oliestater:

”Qatar har tidligere forsynet Gaza med humanitær hælp, men Qatar har aldrig formuleret en klar politisk holdning til Israel/Palæstina konflikten og dermed udfordret Israels besættelse, apartheid og bosætterkolonialisme. Alligevel vil det mulige tab af Qatars støtte gøre Gaza meget mere sårbart.”

Kærnen i konflikten er saudiernes misnøje med Qatars selvstændige udenrigspolitik, der omfatter et vist samarbejde med Iran, samt emiratets værtsskab for Det Muslimske Broderskag og politiske dissidenter fra de øvrige oliestater.

Denne truende udvikling kommer samtidig med den amerikanske administrations forsøg på at normalisere forholdet mellem Israel og de arabiske stater, uden at den står fast på kravet om, at det palæstinensiske folks helt basale rettigheder stadigvæk skal være garanterede i henhold til folkeretten.

Hjemsendelse af Hamas’ delegation

For adskillige uger siden rygtedes det, at Qatar har bedt Hamas’ politiske delegation bosiddende i Qatar om at flytte tilbage til Gaza.

Kort efter brød Qatar-krisen ud, idet Saudi Arabien, Emiraterne, samt Bahrain og Ægypten præsenterede en liste med 14 punkter for Qatar, som de skulle opfylde, med mindre de ville udsætte sig for en handelskrise og en diplomatisk krise.

Et af de 14 krav var indstillingen af hjælp til Hamas. Et andet var nedlæggelsen af Qatars medienetværk al-Jazeera.

Politisk konsekvens af Al-Aqsa opstanden.

Ifølge Maannews den 3. august kan vi nu se en konsekvens af den civile ulydighedskampagne blandt palæstinenserne mod Israels fremfærd i Al-Aqsa moskeen: nemlig et krav om forsoning mellem Fatahpartiet på Vestbredden og Hamaspartiet i Gaza.

Den 2. august blev dette krav fremført på et møde mellem det lokale Hamas på Vestbredden og Præsident Abbas, og dagen efter fulgte Hamas i Gaza opfordringen. De tilbød at nedlægge den nyoprettede administrative komité i Gaza.. hvis Abbas standser nedskæringspolitikken. I stedet foreslår de oprettelsen af en demokratisk vaIgt regering, der repræsenterer hele befolkningen.

Artiklen bygger på en rapport fra al-Shabaka (24.7.2017), der er en uafhængig non-profit organisation, som har til opgave at skabe en offentlig debat om palæstinensiske menneskerettigheder og selvbestemmelse indenfor rammerne af international lov.

About The Author