Håb om en fremtid?

Maleri af grafitti-kunstneren Banksy  på Israels såkaldte beskyttelsesmur.
(Bruce Krasting / Flickr) Grafitti-kunstneren Banksy har flere steder på Israels såkaldte adskillelsesmur malet flere værker, der illustrerer palæstinensiske håb.

Oslo – 20 år (1994). Godt Nytår til vore læsere, siger webmesteren, og beklager at han ikke i tide  har kunnet holde sit løfte om at få oplagt den håndfuld gamle artikler om Oslo-processen, som vi har citeret fra i den seneste papirudgave af bladet. Teknik og tid, er forklaringen.

Men her altså endnu én. Det drejer sig om Marie Bergsøes interview fra 1994 med Hassan Pharaon, palæstinensisk læge i Amman, Jordan. Doktoren fortæller sigende om forventninger og håb for en fremtid for palæstinenserne i og udenfor palæstina.

Af Maria Bergsøe

På spørgsmålet om, hvordan dr. Pharaon ser på principaftalen af 13. september 1993 mellem PLO og Israel, svarer han:

Måske er det bedre at få lidt end slet ingenting, og tanken var vel, at vi efterhånden skulle opnå mere og mere. Der er mange palæstinensere som ikke har anerkendt ideen bag aftalen. Heller ikke inden for PLO er der enighed,  og omkring en tredjedel af medlemmerne er imod.

Og alle bevægelser, der betragter sig som islamistiske, mere eller mindre fundamentalistiske, er imod, fordi Palæstina efter deres opfattelse tilhører Islam fra Middelhavet til Jordanfloden. Men det ser ud til, at en rimelig majoritet blandt samtlige palæstinensere accepterer aftalen, fordi de anser den for at være den bedst mulige løsning. ”Gaza og Jeriko er kun begyndelsen”, siger de, resten skal opnås gennem fortsatte forhandlinger. De håber at kunne begynde et nyt liv, og arbejde og leve i fred.

Betyder det, at de fleste palæstinensere, selvom de er skeptiske, nærer et håb om, at resultatet bliver to folk i to stater?

Ja, vi håber at få landet tilbage med grænser, som de var før seksdageskrigen i 1967 – inklusive Østjerusalem; dér har muslimer og kristne levet fredeligt sammen i umindelige tider, og de vil ikke acceptere, at deres hellige steder skal være under israelsk formynderi.

Så på den ene eller anden måde må israelerne i det lange løb opgive herredømmet over det samlede Jerusalem. Jeg ved ikke hvad løsningen skal være; måske skal Jerusalem være en by under international administration.

Hvordan skal problemet med de israelske bosættelser i de besatte områder løses? Næsten to tredjedele af Vestbredden er konfiskeret af Israel.

Bosætterne må væk, ellers vil deres tilstedeværelse blive en evig kilde til konfrontationer. Der vil blive overgreb, skyderier og drab. Begge parter vil dræbe; der bliver aldrig fred mellem dem. De må ud.

Flygtningenes ret til at vende tilbage

Skal de landflygtige palæstinensere have lov til at vende tilbage?

Oprigtigt talt tror jeg ikke, at ret mange af de palæstinensere, der i 1948 flygtede fra det område som blev til staten Israel, vil forsøge at vende tilbage. De har mistet alt, de har ikke noget at vende tilbage til. De er mere eller mindre bofaste, i al fald her i Jordan. Israelerne ville da heller ikke acceptere det!

Men de, der flygtede fra de nu besatte områder, skal sikres retten til at vende tilbage. Og alligevel tror jeg, at selv af disse flygtninge fra 1967, vil halvdelen ikke benytte sig af retten. Det vil blive en hård tilværelse, for der er ikke megen plads.

Gaza er et af de tættest befolkede områder i hele verden. Og igen gælder det her, at det største problem er de israelske bosættelser.

Man hører ofte israelerne citeret for at sige, at vi palæstinensiske arabere har så meget land til rådighed i de øvrige arabiske lande, mens israelerne kun har denne lille stump land. Men der er der hverken rimelighed eller retfærdighed i; vi har jo tilknytning til netop dette sted, denne jord, disse træer, dette hjem, hvor vi hørte hjemme, og som vi holder af.

Og så denne snak om, at vi bare kan slå os ned blandt andre arabere! Ja, prøv at se på Libanon: Dér vil man gerne af med palæstinenserne. For få dage siden udtalte Libanons udenrigsminister: ”Vi vil ikke have palæstinenserne; de kan tage tilbage til Palæstina!” Han sagde, at balancen i det libanesiske samfund ville tippe over, fordi der er så mange forskellige religiøse og etniske grupper.

De kristne maronitter har tiltvunget sig en magtposition, som de ikke har ret til, fordi de ikke længere udgør majoriteten af befolkningen. Den udgøres nu af shiitiske muslimer – til dem hører det radikale Hizbollah – mens de muslimske palæstinensere for størstedelen er sunnier.

Det ville såmænd være lykkeligere for Libanon, hvis flertallet var sunnier! Men af frygt for at balancen mellem kristne og muslimer yderligere skal blive forrykket, vil Libanon gerne af med palæstinenserne.

Derimod har de ikke noget mod de armenere, som under de tyrkiske massakrer i 1917-19 i tusindtal flygtede til Libanon; de var velkomne, de øgede jo procenten af kristne i Libanon. Alle ville hjælpe dem; jeg var selv som student ved universitetet i Beirut med i hjælpearbejdet.

Palæstinenserne i Libanon har ikke libanesisk statsborgerskab, heller ikke officiel arbejdstilladelse. Det eneste land, der har givet dem statsborgerskab er Jordan. De andre arabiske lande mente i sin tid, at det var forkert gjort af Jordan; de skulle hellere være blevet topmuntret til at vene tilbage til deres eget hjemland, frem for at blive opmuntret til at blive og forblive i Jordan. Men de var jo forhindret i at vende tilbage, og selvom der engang var uro om palæstinenserne, har det vist si, at det var den bedste løsning, at de fik statsborgerskab. Selv føler palæstinenserne at de her i landet øst for Jordanfloden er tættest på deres hjemland. De kan slå sig ned, hvor de lever, i Jordan, men det er herfra, det er lettest og hurtigst at vende tilbage (…) Men sådan er det; alle er knyttet til deres hjemland, og palæstinenserne er knytte til deres Palæstina. De har boet der i umindelige tider.

Hvordan kan Europa støtte palæstinenserne i denne proces?

Jeg ved ikke, hvad Europa kan gøre ud over at yde finansiel støtte. Uendelig meget skal genopbygges. Før 1967 var infrastrukturen på Vestbredden bedre end her; nu er den meget, meget ringere. Det har vist sig, at pression fra EF (EU, red.) og fra Europa ikke nytter noget. Det eneste land, der kan udøve pression, er USA. Men i dette spørgsmål er USA i virkelighede dirigeret af den jødiske lobby, ikke mindst nu under Clinton-administrationen. Og Europa kan ikke presse USA, for I har ikke noget at presse med. Du kan se, hvor vanskeligt I har det i EF i konkurrencen mod USA og Japan. Selvfølgelig burde der kunne udøves pression. Men der er jo ingen af de europæiske lande, der helhjertet er på palæstinensernes side, selv om de er mere neutrale end USA og forsøger at være objektive.

Nej, håbet ligger i, at Israel selv vil komme til at indse, at det er i deres egen interesse at opnå fred ved at få problemerne løst. Ellers kommer de til at leve i en fjendtlig verden til evighed. De burde kunne indse det, rømme det besatte, opgive bosættelserne, indgå en fornuftig ordning med hensyn til Jerusalem. De burde gøre det! Måske er der et svagt håb.

About The Author