Hamas har ikke Israels ødelæggelse som mål

Hamas-demonstration
(www.wilpf.org/Flickr). Hamas-manifestation efter organisationens valgsejr.

 

I søndagens signatur i Politiken den 4.maj, ’Natanyahus mål er ikke fred’, analyserer Herbert Pundik Netanyahus afvisning af den forsoningsaftale mellem Fatah og Hamas, der skal danne baggrund for en enhedsregering i et samlet Palæstina.

Vinder Hamas valgene, som det skete i 2006, vil Netanyahu afvise yderligere forhandlinger, med den begrundelse, at han ikke vil forhandle med en terrororganisation, der har Israels udslettelse på programmet.

Denne udbredte opfattelse af Hamas som en målrettet terrororganisation hviler på det Charter, som det Muslimske Broderskab i Palæstina formulerede i 1988, da det ved udbruddet af den første Intifada oprettede organisationen Hamas, der skulle samarbejde med Fatah i modstanden mod den israelske undertrykkelse.

Charteret er ganske rigtigt ikke for sarte øren med sin voldsomme retorik vendt mod Israel, men meget er sket siden 1988; også for Hamas, og forskere henviser i dag i stedet til den regeringsplatform som Hamas formulerede den 27. marts 2006, da forsøget på at oprette en enhedsregering med Fatah efter parlamentsvalget faldt fra hinanden.

Ifølge historikeren Khaled Hroubs artikel ’A ‘new Hamas’ through its new documents’,  trykt i Journal of Palestine Studies, 35 iv/140 s.6-27, 2006,  er det her I dette dokument, at vi ser, hvor meget Hamas som legitimt regeringsparti har flyttet sig politisk og mentalt fra Charteret.

Dokumentet henvender sig til alle centrale aktører med budskaber om moderation og fleksibilitet.  Det tabende Fatah forsikres om samarbejde, til Israel understreges ønsket om fredelige forhandlinger trods palæstinensernes lidelser under besættelsen. Overfor Vestens bekymring understreges Hamas’ engagement i ansvarlig regeringsførelse, og i den dagsorden som det internationale samfund længe har promoveret gennem FN. Overfor bekymrede arabiske nabostater fremstiller Hamas sig som et moderat styre.

Dokumentet antyder muligheden for en tostatsløsning, og der er ingen henvisning til væbnet kamp eller Israels udslettelse. Hroub understreger endnu et centralt aspekt i dokumentet.  De religiøse overtoner er neddæmpede og samles i formuleringer om at forblive trofast overfor islamiske tolerante værdier.

About The Author