Hillary Clinton lover betingelsesløs støtte til Israel

Hilary Clinton og Binyamin Netanyahu
Venner for altid

Her er dårligt nyt for dem, der af den ene eller anden grund forestiller sig, at Hillary Clinton i Det Hvide Hus vil være et fremskridt for bestræbelser på at nå en fredeligere løsning i Palæstina. I en tale på Brookings Institution nævnte hun ordet Israel 27 gange, hver gang fordelagtigt. Vi vil altid være med Israel, sagde hun. Palæstinenserne nævnte hun ikke med et ord.

Der har aldrig været tvivl om Hillary Clintons servilitet overfor Israel, eller overfor den proisraelske lobby. Hun har været noget nær fast gæst ved AIPACs arrangementer, og i den aktuelle valgkamp har hun heller ikke givet de amerikanske vælgere nogen grund til at tvivle på, hvor hun står i den sag.

Sagen er Israel

Den største donor  til Hillary Clintons valgkamp og til det Demokratiske Parti i det hele taget er milliardæren Haim Saban, der beskriver sig som en »one issue guy«, en mand der kun har én sag på sit politiske program.

Sagen er Israel, og muligvis også ham selv, for den tænketank, han kaster andre af sine penge efter, bærer det mundrette navn The Saban Center for Middle East Policy, hvor han selv er forskningsdirektør.

I begyndelsen af juni skrev Hillary Clinton et personligt, men offentligt brev til Saban, hvor hun betonede sin indstilling til BDS- bevægelsen og dens kampagne.»Jeg ved, at du og jeg er enige om, at kampen mod BDS skal prioriteres«, skrev hun og bad om hjælp til arbejdet med at gøre kampen mod »isolering og delegitimering af Israel« til anliggende for begge partier.

Hård hånd overfor Iran

Samme indstilling gav Hillary Clinton udtryk for, da hun for nylig talte ved et arrangement afholdt af den liberale tænketank Brookings Institution, som Saban også er med til at betale for, og som Talen handlede om den udenrigspolitik, Hillary Clinton ville føre, i fald hun skulle gå hen og blive præsident.

En del af talen handlede naturligvis om den atomaftale, som USA under præsident Obama netop har indgået med Iran, og som er kontroversiel i lande som Israel og Saudi Arabien, der gerne ser Iran svækket af fortsatte sanktioner, eller af en rask lille krig.

Skønt aftalen også er kontroversiel blandt demokrater, ville det helt sikkert blive betragtet som upassende og illoyalt, hvis Hillary Clinton gik i rette med sin forhenværende chef og tog afstand fra aftalen. Det ville blive set som utidig indblanding i den udenrigspolitik, som er præsidentielt domæne.

Og hun tog ikke afstand fra aftalen. Men hun betonede, at hendes linje ville være hårdere overfor Iran, end Reagans havde været det overfor Sovjetunionen:

»Husker I Præsident Reagans linje overfor Sovjetunionen: ”Tillid og verifikation”? Min tilgang vil være Mistillid og Verifikation«, sagde hun

Hvis vi skal i krig

Men der var sandelig også lidt for dem, der deler Hillary Clintons mistillid til iranerne og gerne ser, at De Forenede Stater indleder en krig mod det land, der, hvis det bliver mindre isoleret, har mulighed for at blive en central aktør i regionen.

For Clinton undlod ikke at gøre opmærksom på, at hun ville se til, at USA forberedte sig på at angribe Iran, dersom hendes mistillid ikke blev gjort til skamme.

»Skulle det i fremtiden vise sig, at alternativet til anvendelse af militær magt er udtømt, har vi bevaret og på nogle områder forbedret vores handleevne. Og fordi vi har vist vores vilje til først at bruge diplomatiet, vil resten af verden være mere tilbøjelig til at slutte op bag os,« sagde Hillary Clinton til de forsamlede på Brookings Institute.

Altid med Israel.

Og Israel har heller ingen grund til at bekymre sig for den fortsatte strøm af militærhjælp fra et USA, hvor Clinton er præsident. Hun lovede støtte til Israels missilforsvar, salg af avancerede F-35 fly, udstyr til afsløring af tunneller og andet af det militære isenkram, der er med til at gøre det muligt for den israelske hær regelmæssigt at bombe Gaza i smadder.

Og i lighed med alle i den bizarre forsamling af præsident-kandidater fra det republikanske parti lovede hun at reparere på det knas i ”parforholdet” der er en følge af præsident Obamas og Premierminister Netayanhus gensidige antipati.

Mere specifikt sagde hun,  at en af hendes første gerninger i det Ovale Værelse ville være at invitere den israelske premierminister på besøg.

Sådan at hun og han kan »tale om alle disse spørgsmål og få os ind i en gænge med tætte og regelmæssige samtaler lige fra begyndelsen, fordi vi begge regner med hinandens støtte som partnere, allierede og venner«.

Også »Israels folk« kan regne med Hilary

»I behøver aldrig være i tvivl om, at vi er med jer. De Forenede Stater vil altid være med jer«

Fripas for Israels  afskrækkelsesstrategi

Palæstinenserne blev ikke nævnt med et ord i Hillary Clintons tale for de forsamlede ved arrangementet på Brookings institute. Den kendsgerning er, sammen med Clintons løfte om altid at være med Israels folk ildevarslende.

For Israels regering, og Israels folk for den sags skyld, sætter ikke barren lavt, når det handler om at opdage, hvem der er solidarisk, og hvem der ikke er. Fx hører det til at ”være med”, at man ikke klager sig over det fortsatte bosætteri eller over de massakrer, som Israel regelmæssigt udsætter palæstinenserne i Gaza for.

Den israelske regering har, siden det symbolske nederlag til Hizbollah i 2006, gjort det til en strategisk prioritet at restaurere og vedligeholde statens deterrence capacity, dvs. agere så vanvittigt og militært uproportionalt, at aktørerne i regionen er bange for den vanvittige stat.

Gaza er udstillingsvindue for den strategi, for det er dér, Israel uden at risikere alverden kan demonstrere sin militære magt og sit usentimentale forhold til krigens love og konventionsmæssige bestemmelser om proportionalitet, hensyn til civile og den slags. I Israel taler de om at ”slå græsset”, og det handler meget lidt om Hamas eller om de mere uofficielle grupper, der lopper primitive raketter ind over hegnet.

Og givet Hillary Clintons ikkeeksisterende bedrifter med hensyn til kritik af Israel for massakrerne mod palæstinenserne i Gaza, er hendes løfte om altid at være med Israel noget nær et løfte om, at Israel kan fortsætte med at kaste bomber på Gaza uden modsigelse fra den eneste stat, som kunne gøre en forskel.

Kamp og pladsen til højre

Det er svært at se, hvordan de republikanske kandidater kan ”outhawke” Hillary Clinton, for pladsen til højre for hende er snæver. Men ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at hun allerede i forsøget på at blive demokratisk præsidentkandidat stiller sig så langt til højre udenrigspolitisk.

Man kan som the Intercepts Glenn Greenwald frygte, hvad hun kan finde på, når modstanderen ikke længere er den i udenrigspolitisk sammenhæng ret ufarlige Bernie Sanders, men et eksemplar af den republikanske tossebrigade, hun skal konkurrere med om at vise tilstrækkelig fidelitet overfor Israel.

I sin artikel på The Intercepts hjemmeside skriver Greenwald om hendes proisraelske udmeldinger og hendes vilje til at anvende USAs militære magt:

»Hvis Hillary Clinton allerede er så høgeagtig og krigerisk, når det er Bernie Sanders i det demokratiske partis primærvalg, hun søger at besejre samtidig med, at hun styrker sit liberale rygte, forestil jer så, hvad hun vil sige og gøre, når hun som demokratisk kandidat står overfor en republikaner i præsidentvalgkampen og – om muligt mere skræmmende – når hun er flyttet ind i det ovale værelse og kan smykke sig med titlen som commander-in-chief.«

About The Author