Hvordan Israels tiårs blokade bragte Gaza til randen af sammenbrud

foto Gaza uden strøm– Og hvordan det samtidig lykkedes for Israel at vende Gaza i verdens fantasi fra et politisk problem- der kræver en løsning – til en humanitær katastrofe, der kræver nødhjælp.

Af Tareq Baconi, 7. juli 2017

Oversat og redigeret af Marianne Risbjerg Thomsen

– Historierne lød som referater fra et mareridt, der næsten er for ekstremt til at fatte: næsten 2 millioner mennesker lukket inde på et territorium på størrelse med Philadelphia, med omhyggeligt kontrollerede grænser, så omhyggeligt at 72% af befolkningen er uden fødevaresikkerhed, og at 41% kæmper med arbejdsløshed. Med hospitaler der er tvunget til at være afhængige af generatorer til liv-reddende hospitalsudstyr, mens depoterne af liv-reddende medicin synker til farlige niveauer, og truende – ganske tæt på – er behandlingen af vand og afsaltningsanlæg holdt op med at fungere, således at man risikerer, at drikkevandet vil løbe tør.

Israel og Ægypten lukker Gaza ned

Sådan er den daglige virkelighed i Gaza, den smalle stribe land langs Middelhavet, der er hjem for næsten halvdelen af alle de palæstinensere, der lever under den israelske besættelse. Det er et sted, hvor livet længe har været grusomt, hvor flygtninge presset ud af Israel under Nakba og familier, der har levet i Gaza i generationer har lidt under hæslige levevilkår i næsten 70 år. Men i de sidste tiår er det blevet et sted med lammende elendighed: For 10 år siden indførte Israel en streng land- hav og luftblokade af Gaza. Med velvillig hjælp fra Præsident Abdel Fattah el-Sisi’s regime i Ægypten , har de begrænset de fleste bevægelser til og fra Gazastriben og har skubbet det lille bitte territorium til sammenbruddets rand. I dag er det ca. 80 % af Gazas befolkning, der er afhængig af humanitær hjælp for at overleve. FN har udtalt at i 2020 vil Gazastriben være ubeboelig.

Energikrisen

Og nu står palæstinenserne overfor en ny krise. I juni 2017 besluttede Præsident Mahmoud Abbas fra den palæstinensiske selvstyreregering på den israelsk besatte Vestbred at standse betalingen til Israel for den elektricitet, de forsyner Gaza med. Konsekvensen blev stop for forsyningen af israelsk elektricitet: Det vil sige, at Gaza måtte vænne sig til blot 2 eller 3 timers strøm i døgnet i stedet for de sædvanlige 4 til 6 timer. I slutningen af juni blandede Ægypten sig og lindrede krisen med en forsendelse diesel. Men lige her og nu i skrivende stund i juni 2017 hvor en hedebølge fejer over Gaza, er det uklart, hvor længe dette arrangement vil fortsætte. Menneskerettighedsorganisationer advarer om at yderligere sænkelse af elektriciteten kan føre til et ”totalt sammenbrud”.

Mit første besøg i Gaza i 2015

Den eneste gang jeg har fået tilladelse til at rejse ind i Gaza var i sommeren 2015, et år efter Israels overvældende militære angreb på Gaza” Protective Edge”. Da jeg forlod den sidste station ved grænsen, der var bemandet med funktionærer fra Hamas, åbenbaredes scener af uendelig ødelæggelse for mine øjne. Lejlighedsblokke ved grænsen, der havde udgjort den første forsvarslinje mod den israelske hær, var stort set brændt ned.

Under køreturen mod syd mod Gaza City var store områder totalt raseret. Genopbygningen var endnu ikke begyndt – en konsekvens af Israels restriktioner på import af byggemateriale – så de sammenstyrtede bygninger var omhyggeligt blevet fejet sammen i bunker af murbrokker langs gaderne. Folk boede i resterne af deres hjem eller inde i skeletter af vaklende bygningsrester, hvor de brugte farvestrålende stof, der hvor vinduerne engang havde været.

Krigens ar var forblevet frosset i tid, uden tilladelse til at heles. Og dog foran dette bagtæppe af post apokalyptisk ødelæggelse, udspilledes helt dagligdags normale scener.

Jeg var i Gaza i Ramadan måneden. I de større byers centre i Gaza bølgede trafikken, på universiteternes campus vrimlede det med studenter og professorer. Ved iftar spisetiderne var restauranterne pakkede. Mit hotel havde en smuk gård med udsigt ud over Middelhavet, hvor elite familier kom for at brække deres faste og opholde sig til de tidlige morgentimer. Molerne, der rækker sig ud i havet fra Gazas strande var fulde af teenagere, der slentrede op og ned af promenaden, hvorfra de nød udsigten til Gazas horisont – med ganske få lysprikker og med huller efter adskillige højhuse, der var blevet slået omkuld og kvast.

Ukuelighed

Disse livstegn sagde mere om ukuelighed end velstand – og dog, var det en tilkæmpet ukuelighed. Forældre fortalte mig om, hvordan deres børn var begyndt at tisse i sengen om natten. Og de pegede på tasker, der var blevet pakket med alle deres værdigenstande og anbragt ved siden af døren, i det tilfælde at de ville blive tvunget til at styrte ud. Rester af den angst de havde oplevet, en rædsel der havde betydet døden for 2,251 palæstinensere, blandt dem 1,462 civile og 551 børn – dukkede op i de fleste samtaler. Små børn klagede til mig over, at det ikke længere var sjovt at spille fodbold i skolen, fordi deres hold nu havde ældre børn med fra forskellige klasser. Det tog mig nogle minutter at forstå, at det var fordi snesevis af deres skolekammerater var forsvundet under Israels bombardement for et år siden, og man havde været nødt til at lægge klasserne sammen.

For det meste gav folk udtryk for følelser af desperation og klaustrofobi, og af en manglende forståelse for, hvordan verden stadigvæk ikke kender til Gazas elendighed. Eller værre, hvis verden ved det, hvordan den så kan have glemt dem?

Overfor så megen elendighed kan den større sammenhæng let forsvinde og løsningerne reduceres til nødhjælpsmad og nødhjælpsbrændsel.

Nødhjælp eller politisk handling?

Men hvis vi kun ser på Gaza som en hjerteskærende humanitær katastrofe, udelades den kendsgerning, at denne ’virkelighed’ er blevet omhyggeligt manøvreret på plads. Ja, allerede 3 år efter blokadens gennemførelse blev det faktisk afsløret, at den israelske administration med ansvar for at kontrollere besættelsen overvejede at anvende kalorie tabeller til at vurdere, hvor mange lastbiler med mad man kunne tillade at køre ind i Gaza.

Målet var at regulere importen af fødevarer ned til det præcise antal kalorier, der er nødvendige for at undgå sult.

Befolkningen skal presses til et oprør mod Hamas

Arkitekterne bag denne nedlukning hævder, at de ønsker at skabe en så stor isolation af Gazas befokning, at den vil rejse sig mod Hamas og tvinge dem fra magten. ’Problemet’ i denne formulering er, at Hamas kom til magten som resultat af et demokratisk parlamentsvalg i 2006, der blev vurderet fair og gennemsigtigt af internationale observatører, inklusive tidligere USA Præsident Jimmy Carter.

USA og Israel modarbejder Hamas valgsejr

Efter Hamas’overvældende valgsejr valgte USA og Israel imidlertid at blande sig med et kup , der førte til den gensidigt ødelæggende kamp mellem Fatah og Hamas i jni 2007, der førte til Fatah styrkernes flugt til Vestbredden og den aktuelle politiske og geografiske opsplitning af de palæstinensiske territorier.

Mens Fatahs PA regering konsoliderede sin magt over Vestbredden, begyndte Hamas langsomt at påtage sig rollen som en slags ’skin’ regering i Gaza. Med denne opdeling blev fragmenteringen af det palæstinensiske folk komplet under efterfølgende vægt af den israelske besættelse.

Både modstandere og tilhængere af Hamas

Mange palæstinensere, i Gaza og andre steder beklager Hamas’ autoritære ideologi, fra dets islamiske sociale konservatisme til dets tiltro til væbnet modstandskamp mod Israel.

Mange andre støtter Hamas på grund af dets protester mod Fatah, det herskende parti i den palæstinensiske selvstyreregering, som i store kredse ses som korrupt og undertrykkende og som i mange år har været styret af den monumentalt upopulære Mahmoud Abbas. Og igen af andre, der støtter det, de opfatter som Hamas’ ret til at bruge væbnet kamp for at modstå Israels urokkelige kvælergreb om det palæstinensiske folk.

Det grusomme ved blokaden er, at den udsletter sådanne nuancer. Blokaden er bygget på den præmis, at den kollektive afstraffelse af 2 millioner palæstinensere er i orden, endda berettiget – hvis man vil nå det politiske mål, der er dikteret af Israel, nemlig at betvinge Hamas. En sådan tankegang dehumaniserer palæstinenserne i Gaza: Det bliver en ulykkelig realitet, at civile bliver terroriseret og dræbt med henblik på at knuse Hamas.

Grundlæggende ændringer i Hamas

Det ser også bort fra centrale ændringer, der er sket internt i Hamas: Tidligere i år har Hamas officielt godkendt en to-stats løsning (og dermed den israelske stat) og har udgivet et politisk dokument , der byder på forslag til at påbegynde den proces, der skal føre til to-staten.

Israel fastholder sin politik- trods Folkeretten

I stedet for at forholde sig til de mange aspekter af Hamas’ og den palæstinensiske befolknings krav, der er sanktioneret af Folkeretten – inklusiv retten til palæstinensisk selvbestemmelse, – har Israel valgt den militære vej alene fokuseret på en pacificering af Hamas.

Israels valg af den militære vej

Siden 2007 har israelske sikkerhedsstyrker dræbt mere end 4.000 palæstinensere i Gaza. Samtidig med den langsomme kvælning der følger blokaden, har Israel gennemført 3 større militære angreb ( i 2008-09, 22012 og 2014) imod Gaza og talløse raids ind imellem, der har sluppet kræfter løs fra regionens mest magtfulde hær og eneste atommagt ind i de tættest beboede flygtningeområder i verden.

Israel har retfærdiggjort disse angreb som selvforsvar mod raketter kastet ind over grænsen af Hamas og andre fraktioner. Der har imidlertid været beviser på, at mange af disse raketangreb var fremprovokeret af Israel. Samtidig har Israel hævnet sig på disse stort set primitive raketter, idet det har kastet hvide fosforbomber ud over beboede områder. De har væltet skyskrabere sammen med deres indhold af beboere. De har angrebet FN skoler, der var blevet anvist som flygtningely af FN. De har ramt ambulancer og hospitaler. De har ødelagt det eneste elektricitetsanlæg i territoriet. Og de har generelt terroriseret en hel befolkning, som de har udsultet ubarmhjertigt i årevis.

Gazakrisen reduceret fra politisk problem til krav om nødhjælp

Og derfor er det lykkedes at vende Gaza i verdens fantasi fra et politisk problem- der kræver en løsning – til en humanitær katastrofe. Selv FN lader uforvarende nedlukningen af Gaza gå upåtalt hen, når det nu definerer rammerne for rekonstruktionen af Gaza indenfor grænser, der er acceptable for Israels blokade.

Men denne dehumanisering er ikke ny – den er ikke et brud med traditionel politik men snarere en udvidelse af den. Israel har længe eksperimenteret med forskellige måder at kontrollere palæstinenserne i Gaza, der er et stolt center for palæstinensisk nationalisme og en kilde til modstanden mod besættelsesmagten.

Israels mål: mere jord men færre palæstinensere

Set i en kontekst er blokaden og afstraffelsen af Gaza for at nægte at gøre oprør mod Hamas blevet en brik i et meget større puslespil. Det er en del af en meget lang indsats for at undertrykke palæstinenserne i Gaza og isolere dem fra Vestbredden. Hermed kan Israel fortsat bevare kontrollen over de palæstinensiske territorier uden at behøve at have ansvaret for endnu 2 millioner ekstra palæstinensere,- noget der ville true dets jødiske majoritet.

 

 

 

 

 

 

 

 

od Israels illegale besættelse.

I 1950erne talte israelske politikere om at likvidere Gaza fordi det var en frihedskæmper rede for den palæstinensiske befrielsesbevægelse PLO.

Da Israel nedlagde sine bosættelser og trak sig ud af Gaza i 2005 var tanken ikke så meget at sætte befolkningen i Gaza fri, men at ødelægge muligheden for en forenet palæstinensisk stat- eller som, Ariel Sharon sagde på det tidspunkt , for at sikre at der ikke ville være en politisk process med palæstinenserne

About The Author