Hvorfor ønsker USA at lukke PLO’s kontor i Washington?

israaelsk militær på Gazas grænse Protective Edge– Af Marianne Risbjerg Thomsen

Ifølge Ramzy Baroud er det måske, fordi FN’s vedtagelse af Resolution 2334 i december 2016 er en tikkende bombe under Trumps planer om en ny Palæstinapolitik.

Den 18. november 2017, bare et par dage før 50-året for FN’s vedtagelse af Resolution 242, der gjorde Israel/Palæstinakonflikten til et internationalt spørgsmål og krævede israelsk stop for besættelsen af de palæstinensiske territorier, tog det amerikanske State Department sit første skridt til at bryde sine bånd til palæstinensernes højeste regeringsniveau – den Palæstinensiske Befrielses Organisation PLO – ved at nedlægge dens kontor i Washington DC.

Forfatter og grundlægger af det palæstinensiske ’PalestineChronicle.com’, Ramzy Baroud, har den 28.11 skrevet en analyse af baggrunden for Trumps trussel om at nedlægge PLO’s kontor i Washington D.C. om 90 dage, medmindre PLO retter ind og kun benytter kontoret til en genoptagelse af arbejdet med den amerikansk ledede fredsproces.

Timingen af dette skridt afslører ifølge Ramzy Baroud omridset af Trumps fremtidige Israel/Palæstina politik.

Baggrunden for den amerikanske trussel

Den amerikanske trussel mod PLO var en konsekvens af den tale, som den palæstinensiske præsident – og formand for PLO – Mahmoud Abbas, holdt i FN i september 2016, hvor han redegjorde for Palæstinas beslutning om at henvende sig til den Internationale Straffedomstol ICC med et ønske om domstolens undersøgelse af israelske menneskeretskrænkelser i de besatte palæstinensiske territorier.

En dødelig synd

Ifølge Ramzy Baroud havde Abbas fra et israelsk-amerikansk perspektiv hermed begået en dødelig synd. Ikke alene havde han krænket en speciel amerikansk lov, der forbyder PLO at søge hjælp i ICC, men også en ’indforstået’ regel, som gjorde det muligt for USA at indlede kontakter med PLO tilbage i 1988 i kraft af sin rolle i den såkaldte kommende ’fredsproces’, der anbragte USA på førersædet og – dermed samtidig FN på bagsædet.

USA’s anerkendelse af PLO i 1988

Ramzy Baroud fortæller, at det var USA, der ifølge New York Times tog det første skridt til en tilnærmelse til PLO. New York Times undlod dog at fortælle om de mange indrømmelser, USA havde afkrævet Yassir Arafat i alle årene siden PLO’s oprettelse i 1964 – til gengæld for amerikansk politisk tilbageholdenhed overfor den palæstinensiske ledelses meritter.

Palæstinensiske indrømmelser

Det var først i 1993 på et tidspunkt, hvor Yassir Arafat og hans mænd havde siddet i amerikansk påtvunget eksil i Tunis i 11 år, at de ’samtaler’, der var begyndt i Tunesien i 1988 førte til de endelige indrømmelser fra PLO til amerikanske krav: nemlig de hemmelige samtaler i Norge og vedtagelsen af de efterfølgende Osloaftaler 1993-95.

Der blev nu oprettet et PLO-kontor i Washington DC. , som ikke fik andet formål end at fungere som muligt mødested for Washington-sponsorerede samtaler mellem Israel og embedsmænd fra PLO. Det er dette kontor, Trump nu truer med at nedlægge om 90 dage, med mindre PLO fremover kun benytter det til en genoptagelse af arbejdet med den amerikansk ledede fredsproces.

Uheldigvis har Trumps team ifølge Ramzy Baroud ikke en konkret strategi, ”og de kan heller ikke læne sig op ad andre aktører i deres ønske om at ændre 50 års amerikansk udenrigspolitik i Mellemøsten – en politik der har været uretfærdig både overfor palæstinensere og andre arabere.”

Under Trumps ledelse synes den amerikanske regering at have flyttet sig betingelsesløst over i den israelske lejr, hvor der nu arbejdes på at omskrive den amerikanske politik i Mellemøsten – og her især i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt.”

Ud med Obama – ind med Trump

For næsten et år siden lovede Trump Israel, at han ville være en mere troværdig allieret end Præsident Obama havde været. Obama, som gav Israel flere penge end nogen anden amerikansk præsident nogensinde havde givet – men som også havde krænket en gylden regel i det amerikansk-israelske forhold: Han havde IKKE nedlagt veto i 2016 mod FN’s Resolution 2334, som fordømte de illegale bosættelser i de besatte palæstinensiske territorier.

Israelsk panik over Resolution 2334

Følge Baroud gik Israel i panik over dette brud på amerikansk traditionel politik, ikke fordi de frygtede, at FN’s Sikkerhedsråd kunne finde på at gennemtrumfe denne såkaldt ’bindende’ resolution, men fordi Obama – og dermed USA for en gangs skyld havde afvist at beskytte Israel mod international kritik.

Trumps redningsforsøg

Allerede før han officielt overtog det Hvide Hus forsøgte Trumps team at forhindre vedtagelsen af Resolution 2334 – men uden succes. Men fra januar 2017 overtog Trump ledelsen af USA’s Israel/Palæstina politik og truede øjeblikkeligt med at standse den økonomiske hjælp til Palæstina og blokerede for palæstinensernes forsøg på at udvide deres internationale kontaktflade. Samtidig gav han sin fulde og betingelsesløse støtte til Benjamin Netanyahus højreorienterede regering.

Resolution 2334’s konsekvenser

Israels chokerede reaktion på vedtagelsen af Resolution 2334 handlede ikke bare om chokket over USA’s forræderi. Denne resolution, som fastslog bosættelsernes ulovlighed og deres åbenbare krænkelse af menneskerettighederne, byggede på, klarificerede og uddybede samtidig FN- Resolution 242 fra 1967.

Det betød ifølge Baroud, at 50 års uafbrudte israelske forsøg på at modarbejde Resolution 242 og frikende sig selv for pligten til at overholde Folkeretten, var ynkeligt forfejlet.

Resolution 242

For palæstinenserne og den arabiske verden markerede Resolution 242 deres nederlag i Seksdageskrigen i 1967. Den knæsatte princippet om ”land for fred”: Israel skulle trække sine besættelsestropper tilbage fra besatte palæstinensiske og andre arabiske jorder – mod til gengæld at slutte fred med de arabiske naboer.

Men da det er FN, der har oprettet staten Israel, har det et særligt ansvar for Palæstinaproblemet.

Resolution 242 gjorde derfor Palæstinaspørgsmålet til et bredt internationalt spørgsmål – med et medfølgende internationalt ansvar for besættelsens ophør og for lokale fredsslutninger med de arabiske lande. Resolutionen brolagde dermed vejen for en normalisering af forholdet mellem Israel og araberne. Camp David-aftalen mellem Ægypten og Israel i 1979 var en direkte konsekvens af Resolution 242.

Osloaftalerne 1993-95

Med Osloaftalerne i 1993-95 blev Palæstinaspørgsmålet mere et lokalt spørgsmål – hvor den internationale holdning i nogen grad blev ”Vi støtter, hvad parterne kan blive enige om.”

Ifølge Ramzy Baroud ” gav Osloaftalerne således Israel en mulighed for at bruge sin magt til igen at se bort fra Folkeretten: Israels mål blev således at underskrive en fredsaftale uden samtidig at afslutte den militære besættelse af Palæstina”.

Resolution 2334 bekræfter international støtte til Palæstina

På denne baggrund er det ikke så mærkeligt, at Netanyahu var totalt chokeret over at bevidne, hvordan Resolution 2334 i december 2016 nu gen-bekræftede den internationale støtte i Resolution 242 og dermed gav den endnu mere substans og kraft.

Dermed fordømte den alle de fysiske ændringer som Israel har gennemført i løbet af sine 50 års ulovlige besættelse af de palæstinensiske territorier.

Resolution 2334 kræver ”to demokratiske stater, Israel og Palæstina side om side inden for sikre og anerkendte grænser”.

Ulig Resolution 242 er der ikke mulighed for snedige sproglige mistolkninger: 2334 fastholder kravet om præ-juni 1967 grænserne i sin fordømmelse af den fortsatte israelske besættelse og af alle de illegale bosættelser, som Israel har bygget siden 1967.

Resolutionen citerer sågar den Fjerde Geneve Konvention, FN’s Charter og den Internationale Domstols rådgivende opfattelse, at de dele af den adskillelsesmur, som Israel har opført på palæstinensisk jord, er i strid med Folkeretten og skal rives ned.

Folkeretten igen centralt placeret

Med Resolution 2334 ’s helt centrale placering af Folkeretten i en konflikt, som USA længe har behandlet som sin private sag, fik Abbas hermed magt til at anmode ICC om hjælp mod Israel – og dermed udløse en voldsom vrede hos Israel og dets allierede i Det Hvide Hus.

Ramzy Barouds konklusion

Men ifølge Ramzy Baroud er den centrale lære af Resolution 2334s reference til Resolution 242, ”at linjerne igen er blevet trukket op af FN’s Sikkerhedsråd – og at ansvaret dermed også i større grad igen ligger på de internationale skuldre, en kendsgerning som Israel – delvis støttet af USA – er klart imod.

Selvom PLO’s kontor i Washington DC. bliver nedlagt, skal denne beslutning ikke kun ses som en afstraffelse af palæstinenserne, fordi de har søgt støtte fra ICC, men snarere som kulminationen på et katastrofalt amerikansk diplomati, som Trump- Administrationen ikke rigtig har noget klart alternativ til.”

About The Author