I Frankrig ville jeg være kriminel

egal

Som altid, når der har været terror i Europa, har europæiske politikere efter mordene på 130 mennesker  i Paris stået på nakken af hverandre med drakoniske forslag om indskrænkning af borgerlige frihedsrettigheder og med nye beføjelser til de institutioner, som det er allermest risikabelt at lade den udøvende magt i åbne samfund forlade sig på.

Der er muligvis ingen grund til bekymring, hvis man er sikker på, at ens virke som politisk engageret borger ikke overskrider grænserner for, hvad de autoritært anlagte politikere synes er betimeligt, men der er på den anden side ikke grund til at være sikker på, at man ikke engang kommer til at overskride grænserne. De kan sagtens være nogle andre i morgen, end i dag.

Det viser udviklingen i Frankrig, som trods den store respekt, landet nyder som menneskerettighedernes fødeland og aftenlandenes demokratiske fyrtårn, er kommet af sted med at kriminalisere opfordringer til boykot af Israel.

I Frankrig ville jeg være kriminel.

Den naive åbenhed

Argumentet for de drakoniske forslag er paradoksalt nok, at vi som åbne samfund må beskytte os ved at ofre borgerlige frihedsrettigheder og finde os i en form for undtagelsestilstand, som det ærligt talt er svært at se en ende på.

Den altså formentlig permanente undtagelsestilstand motiveres på den ene side med en nødvendigt kompromis  mellem sikkerhed og frihed, ofte ledsaget af en bagvaskelse af det åbne samfund og dets værdier som en form for troskyldighed, vi ”situationen taget i betragtning” må gøre op med. ”Vi skal holde fast i vores demokratiske værdier”, hedder det typisk, men ikke ”være naive”.

Det åbenlyst utilbørlige

På den anden side bliver vi beroliget med, at vi eller de, der ikke foretager sig noget, som er ”åbenlyst utilbørligt” og i strid med demokratiske værdier, ingenting har at frygte, og at vi kan være trygge ved  demokratisk valgte politikeres tillid til efterretningstjenesternes  omsorg for demokratiske værdier.

Og de, der gør gældende, at fx det grasserende overvågeri i stigende grad får vores samfund til at ligne fiktionens beskrivelser af totalitære dystopier eller af virkelighedens totalitære regimer fra det tyvende århundrede, får at vide, at der skam er forskel.

Forskellen er, får vi at vide, at overvågeriet er i vores egen interesse, og nødvendige for at passe på det åbne samfund. Og ”hvis vi ikke har noget at skjule, har vi ikke noget at frygte”.

De autoritære (ja det er dét, de er) tendenser viser sig ikke kun i de nødvendige kompromiser, som demokratiske valgte politikere er parate til lave mellem sikkerhed på den ene side, og privatliv, brevhemmelighed, legitim anonymitet og den slags på den anden. Den kommer også til udtryk i en parathed til at belaste den ytringsfrihed, vi er i krig for at passe på, med undtagelser.

 Almindelige mennesker

Et eksempel på dette blev leveret af forkvinden for Danmarks største parti, Mette Fredereriksen, da hun i et interview med dagladet Information søgte at forklare, hvorfor det ikke var noget problem at give politiet  beføjelser til at tage passet fra folk, der på de sociale medier giver udtryk for holdninger, der er »anti-demokratiske, ikke-frihedsfremmende, menneskerettighedskrænkende og radikaliserede«.

Det er, forklarer hun, »ikke almindelige menneskers ytringer på Facebook, som gør, at deres pas vil blive inddraget«. Og de, der finder på at at sige antidemokratiske osv. ting, har jo chancen for ikke at kriminalisere sig ved at censurere sig selv. De kan jo bare »lade være«, forklarer Mette Frederiksen i Information

Bortset fra, at Mette Frederiksen forsømmer at demonstrere sin forståelse af forholdet mellem den udøvende, dømmende og lovgivende magt og lader som om, der ikke er noget problem i at lade politiet træffe afgørelse om, hvorvidt danske borgere skal forlade landet eller ej, så er hendes frimodighed med hensyn til hvilke ytringer, der åbenlyst er uantagelige, bekymrende.

Før noget andet, kan der jo være en god grund til ikke  at møde de (unge og vrede) muslimer (det er dem, det i udgangspunktet handler om for Mette Fredeiksen), som råber hurra for jihadistiske terrorister på de sociale medier, med en reaktion, der får dem til at føle sig endnu mere udenfor og endnu mere undtaget fra de principper og værdier, som vi med rette hylder,  og med stigende urette bryster os af.

Respektable massemord

Det må fx være svært at forstå, at sympati for Islamisk Stats barbari er kriminelt nogo, fordi foretagendet slår uskyldige mennesker ihjel i tusindevis, samtidig med at folk i hundredevis uantastet demonstrerer til støtte for staten Israel, mens den bomber løs på to millioner mennesker, som den selv har spærret inde.

Og hvis man forventer, at de vrede unge mennesker skal tage moralsk pejling af, hvordan fremtrædende og respekterede politikere forholder sig til drab på uskyldige mennesker, så bør man tænke over, hvor underligt det må være for dem, der skal kultiveres med vesterlandsk humanisme, at det ikke trækker fra politikeres respektabilitet, at de undervejs i massemordet agerer cheerleaders for staten Israel, altimens den kaster bomber.

Jeg påstår – i parantes bemærket – ikke, at IS og Israel er det samme eller gør det samme. Men grænsen for hvad der er slemt nok, bør ikke sættes af dem, der er værst. Og både den ene og den anden af de to staters handlinger falder  rigeligt ind under mit begreb om, hvad der konstituerer massemord, og hvad det er uhyrligt at kaste sympati efter.

Indenfor “rimelighedens grænser”

Gabet mellem reaktionerne på og opfattelsen af det ene og det andet massemord kan selvfølgelig løses ved at lade konsekvensen af erklæret sympati med stater, der begår massakrer mod uskyldige mennesker være at tage passet fra Søren Espersen og Lene Espersen (cheerleaderne), men jeg synes faktisk, det er en rigtig dårlig ide.

Også fordi jeg ikke er helt sikker på, at kriterierne for det åbenlyst uantagelige er så soleklare, at jeg eller andre som mig kan være sikre på at gå fri, når politiet eller for den sags skyld politikerne, skal vurdere, om jeg er et ”almindeligt menneske”, der ytrer mig indenfor ”rimelighedens grænser”.

”Antidemokratiske”,” ikke-frihedsfremmende” osv. er, viser historien, ret elastiske begreber, der kan spændes for rigtig mange ubehagelige vogne. Historien frembyder mange eksempler på, at de værste totalitære og diktatoriske regimer bliver begrundet med  med beskyttelsen af borgerne, med værdierne eller med friheden.

Støtte til BDS forbudt

At fx ytringsfriheden er ekstremt elastisk viser sig ikke mindst i det  i det Frankrig, som efter angrebet på tegnerne ved Charlie Hebdo den 7. januar og efter massakren i Paris den 13. november, er blevet hyldet som menneskerettighedernes fødeland og noget nær et fyrtårn for den vestlige civilisation.

I Frankrig er det forbudt borgerne at tale for en boykot af Israel. Opfordring til boykot er, blev det slået fast i en dom fra den 20. oktober, en form for hate speech, der ifølge fransk lov kan straffes med bøde eller fængsel.

I det tilfælde, dommen handlede om, blev 12 aktivister idømt en bøde på tilsammen mere end 100.000 kr og desuden at betale sagens omkostninger. De 12 havde ifølge det konservative amerikanske magasin Forward omdelt løbesedler, der omfattede ordene »køber man israelske produkter, legitimerer man forbrydelser i Gaza.« De var iklædt t-shirts med teksten »Længe Leve Palæstina, Boykot Israel«.

De sigtede var blevet dømt ved en lavere fransk retsinstans sidste år, og havde anket netop med henvisning til deres krænkede ytringsfrihed.  Men anklageren pegede på den franske lov om pressefrihed, der foreskriver fængsel eller altså bøde til folk eller organisationer, som »fremprovokerer diskrimination, had eller vold mod en person eller en gruppe af mennesker på grundlag af, om de tilhører eller ikke tilhører en bestemt gruppe, nation, etnicitet eller religion«.

Ildevarslende

Eksemplet fra Frankrig er ildevarslende. For det første fordi det viser, at stater på en og samme tid kan holde ytringsfrihedens fane højt og samtidig fuldstændig vilkårligt kriminalisere politiske ytringer.

Om anklagerne mod den stat, der bliver opfordret til boykot af, passer eller ej, er irrelevant, for i åbne samfund, der mener noget med at være dét, har hverken den udøvende, den lovgivende eller den dømmende magt har ret  til at blande sig i, hvilke lande borgerne finder på at synes om eller opfordre andre til at boykotte.

Men det er også ildevarslende, at netop det land, som de franske parlamentarikere og dommere synes skal nyde særlig beskyttelse mod den form for den allermest ikke-voldelige  form for politisk aktion, er en stat, der lader millioner af mennesker leve under militærdiktatur, mens andre millioner regelmæssigt bliver trakteret med massive angreb med våben fra en af de stærkeste hære i verden.

I Frankrig ville jeg være kriminel. Men i Danmark kan jeg vel stadig mene og sige højt, at folk bør lade være med at putte israelske varer i deres indkøbskurv. Men hvis det fremover er principper som Mette Frederiksens, der kommer til at afstikke grænserne for den legitime brug af ytringsfriheden, så er der ikke nogen speciel grund til at antage, at det bliver ved med at være sådan.

Men indtil da og efter: Boykot Israel!

 

 

About The Author