I Østjerusalem er der oprørstrang blandt unge før kommunalvalg

billeden til artikel om ØstjerusalemAf Marianne Risbjerg Thomsen

– I Palestine Update nr. 146, 20.6.2018, overvejer lederskribenten Ranjan Solomon mulighederne for en ny Intifada i lyset af Præsident Trumps økonomiske samarbejde med Saudi Arabien, der har skubbet palæstinensernes skæbne i baggrunden for andre mellemøstprioriteringer.

Solomon spørger, om ’den arabiske gade’ vil acceptere dette og svarer, at generelle tegn på oprør i tiden samt erfaringer fra de to første Intifadaer i 1987 og 2000 snarere peger på muligheden for fornyet palæstinensisk modstand.

’Århundredets aftale’ om Jerusalems nye status

Trumps ”Århundredets Aftale” om Jerusalems status som udelt israelsk hovedstad har været en stor udfordring for det palæstinensiske folk, men ifølge Solomon har den ingen gang på jorden, fordi den krænker en vigtig politisk kode: Jerusalems universalitet, således som den opfattes af den øvrige verden.

En nylig FN Resolution formulerer denne holdning således: ”Ingen beslutninger eller handlinger, der har til formål at ændre karakter, status og demografisk sammensætning af Jerusalems Hellige By, kan opfattes som legale, grundet andre formuleringer i Sikkerhedsrådets tidligere resolutioner. Alle stater opfordres derfor til at undlade at flytte deres diplomatiske missioner til den hellige by Jerusalem”.

Tegn på spirende oprørsstemning

Salomon peger på visse tegn på spirende oprørsstemning. For eksempel at 350.000 palæstinensere for en uges tid siden nægtede at følge et israelsk forsamlingsforbud sent om aftenen den 18. juni i den gamle by i Jerusalem – den vigtigste nat i Ramadanen – og i stedet valgte at høre Laylat al-Qadr prædike her sent på natten og forblive sammen til næste morgen.

Mange vil også huske, hvorledes store og vedholdende demonstrationer i september 2015 på Tempelbjerget forhindrede den israelske regering i at opføre elektroniske installationer ved indgangen til Al Aqsa moskeens område, der skulle identificere palæstinensiske besøgende.

Storjerusalem

Efter 51 år med boykot af deltagelse i israelske kommunalvalg i Jerusalem synes små grupper af palæstinensere i Østjerusalem ifølge Salomon at genoverveje den bedste måde at styrke deres position i det Storjerusalem, der blev oprettet i årene efter israelernes generobring og annektering af den hellige by fra Jordan i Junikrigen i 1967. Israels annektering af Jerusalem blev dog afvist af verdenssamfundet.

Ilan Pappe skriver således i sin sidste bog ”The Biggest Prison on Earth”. Side 81:” De nye grænser for Jerusalem inkluderede ikke kun det arabiske Øst Jerusalem men også 65 kvadratkilometer af det omgivende åbne land og dets landsbyer, som aldrig havde haft kommunal tilknytning til Jerusalem.

På én nat blev de en del af Israels evige og udelelige hovedstad, og en periode med landekspropriationer og bosættelsesbyggeri tog sin begyndelse”.

Og side 83: ”Mens blækket stadig var vådt efter Osloftalerne i 1995 bestod Storjerusalem nu af 600 kvadratkilometer, som havde inddraget 15% af Vestbreddens jord”.

Fra 2004 har den israelske ’beskyttelsesmur’ ind mod den besatte Vestbred også bugtet sig kaotisk omkring de arabiske kvarterer i Jerusalem, kvarterer der nedprioriteres økonomisk i forhold til de israelske kvarterer og konstant er under pres fra husnedrivninger og opførsel af parkområder og andre offentlige anlæg.

’De enlige ulves oprør’.

Det er i Storjerusalem man de sidste par år har set de fleste eksempler på nye individualistiske oprør mod den israelske besættelsesmagt, som er blevet døbt ’De enlige ulves oprør’. Disse ’ulve’ er anonyme palæstinensere, der uden tilknytning til nogen form for politisk organisation pludselig har valgt at køre deres bil ind i tilfældige israelere i gadebilledet. Derudover har der ligesom på Vestbredden været en lang række forsøg på ’formodede’ angreb på israelske soldater med knive, sakse og skruetrækkere, der har ført til den israelske hærs konsekvente gengældelse i form af øjeblikkelig henrettelse på stedet.

Overvejelser om boykot af kommunalvalget

I ’+972’, et uafhængigt magasin med kommentarer og nyheder fra Israel, skriver Meron Rapoport den 14. juni 2018 om de overvejelser, som en række aktivister og politikere aktuelt gør sig om at tilbageerobre palæstinensernes indflydelse i Jerusalem ved at udskifte de 51 års boykot af kommunalvalgene i Jerusalem med forskellige initiativer, blandt andet med opstilling af en jødisk-arabisk liste til valget. Forslaget er stillet af Gershon Baskin, en veteran aktivist fra venstrefløjen og Abu Aziz Sarah, en palæstinensisk aktivist og forfatter.

Reaktioner på dette udspil var hurtige og voldsomme. Muhammad Hussein, Mufti for Al-Aqsa Moskeen udtalte, at en deltagelse i kommunalvalget ville være ”at vende ryggen til religionen, nationen og fædrelandet ”. Walid Salem, leder af Det Palæstinensiske Center for Demokrati og Lokaludvikling, skrev en fordømmende artikel mod deltagelse i valget, mens Ziyad Abu Zijad, den tidligere minister for Jerusalem kritiserede udspillet i den palæstinensiske avis Al Quds og lagde skylden for initiativerne på de meget vanskelige levevilkår i Østjerusalem samt en udbredt opfattelse blandt beboerne af, at den palæstinensiske regering PA er ligeglad med Østjerusalems skæbne.

Og han sluttede således: ”Der er ingen tvivl om at levevilkårene i Østjerusalem er barske, men det her handler ikke om vandproblemer og manglende skraldespande. Problemet er et politisk problem”.

”Palæstinenserne i Jerusalem har ingen far” udtalte også Baskin for nylig, ” PA-regeringen fungerer ikke her – de er ligeglade med os.”

Konsekvensen vil være en en-statsløsning

Et sådant brud på det historiske boykot af kommunalvalget vil være et alvorligt skridt for palæstinenserne. De mange kritikere af forslaget om oprettelsen af en arabisk-jødisk liste til kommunalvalget er enige om, at en sådan liste vil være det første skridt hen imod en accept af besættelsen og hermed af en en-statsløsning.

Kritikerne vurderer, at der stadigvæk er en massiv opbakning bag to-statsløsningen blandt de ca. 400.000 palæstinensere i Østjerusalem. Mens grupper af unge føler en stadig stigende desperation over de elendige forhold i deres bydel, vender både religiøse og verdslige kredse sig imod dem.

Sagføreren Elias Khoury foreslår en mere langsigtet plan, hvor palæstinenserne fremlægger en grundigt forberedt plan for den israelske regering. ” Det kan for eksempel være en palæstinensisk beslutning om at kræve israelsk statsborgerskab- med de rettigheder det medfører. Først da vil det give mening at deltage i kommunalvalget.” Men han foretrækker en palæstinensisk liste, der så kan samarbejde med jødiske kræfter. Samtidig bør der oprettes en fond, der kan støtte palæstinensere i at opkøbe lejligheder i de beboelsesområder, israelerne har bygget på palæstinensisk jord indenfor den Grønne Linje.

Men også dette forslag afvises af mange med det argument, at det israelske statsborgerskab ikke har haft nogen som helst positiv betydning for de palæstinensiske israelere.

About The Author