Israel-apologeterne og den forsvundne besættelse

Maskerede palæstinensere i selskab med primitive raketter
At der bliver affyret raketter fra Gaza ændrer ikke på, at området er besat, og at Israels angreb derfor ikke er udtryk for selvforsvar

En artikel i The Times of Israel refererer fra  et møde i Christians United for Israel, en af de lobbyorganisationer, der er med til at sikre, at amerikansk udenrigspolitik er fornødent vanvittig, talte Israels ambassadør i USA Ron Dermer.

Han gik i rette med den kritik af Israels Operation Protective Edge, som er kommet fra FN og en række menneskerettighedsorganisationer.

Ifølge Times of Israel sagde Dermer:

»Nogle beskylder skamløst Israel for Folkemord og vil have os stillet for retten for krigsforbrydelser. Men sandheden er at IDF (Israeli Defence Forces) burde tildeles Nobels Fredspris for at kæmpe med ufattelig tilbageholdenhed.«

Herhjemme er der ikke mange i offentligheden, der vil sige noget af samme skuffe.

Men det vil Søren Espersen fra Dansk Folkeparti. I en artikel i Berlingske Tidende, om borgerlige politikeres uvilje til at kritisere Israel,   bliver han refereret for dette udsagn:

»Man skal hele tiden holde sig for øje, at Israel med sin militære magt kunne udslette hele Gaza – inklusive rotter og mus – på 20 minutter. Det ville være det nemmeste. Men det har de jo netop ikke gjort, selv om man har haft over 2.000 bombetogter. De har taget store hensyn til de civile«

Solidarisk kritik med Israel

Hvor den fremtrædende DF-politiker har gjort et nummer af at give mæle til den højreekstreme israelske regerings standpunkter, har andre politikere og debattører gjort sig umage med at formulere deres sympati med Israel sådan, at der efterlades plads til en »solidarisk kritik« – eller i det mindste en konstatering af situationens alvor for palæstinenserne.

Det gælder fx udenrigsministeren, der på sin Facebook-profil fordømte »raketterne mod Israels civile befolkning«, forstod Israels »behov for at forsvare sig selv«, men dog kunne formås at indrømme, at »Israel ikke altid gør det let for sine venner at forsvare landets gerninger.«

En forhenværende udenrigsminister, Per Stig Møller, forsøgte sig med at påstå, at det var Hamas og ikke Israel, der havde saboteret forsøget på etablere en palæstinensisk enhedsregering

»Hver gang man nærmer sig fredsmuligheder, og hver gang Fatah og Hamas officielt nærmer sig hinanden, obstruerer Hamas freden og forsoningen. Hamas øger raketangrebene på Israel, som svarer så voldsomt igen, at fredstilnærmelserne ophører.«

Lene Espersen, en tredje dansk udenrigsminister, ærgrede sig over at »medierne fokuserer så meget på, at Israel skal blive bedre til at ramme.«

»De rammer dét, som de skal. Det har naturligvis nogle tragiske konsekvenser, men Hamas har ubetinget hovedansvaret for konflikten. Den tragiske situation stopper først, når Hamas stopper sine missiler. Længere behøver den sådan set ikke at være.«

I den proisraelske, balancerede og solidarisk-kritiske mainstream var det Mette Bock fra Liberal Alliance, der lykkedes med at være den, der var mest gavmild med kritik af Israel.

Til Berlingske Tidende sagde hun:

»Hamas er en terrororganisation, og Israel har alt mulig ret til at beskytte sine indbyggere mod raketter, uanset hvor sølle de er. Men man må sige, at det er ulige forhold. Når omkring 1.000 civile har ofret livet i denne konflikt, så er man nødt til at sige klart fra over for det.«

Disse radikale og konservative udenrigsministre er, sammen med den trods alt mere balancerede udenrigspolitiske ordfører for Liberal Alliance enige med mange andre politikere i udlægningen af rationalet for Israels massive bombardement.

Læs »Udenrigsministeren fordømmer angreb på Israel« hos Berlingske

Læs »Borgerlige vil ikke kritisere Israel« hos Jyllands-Posten

Hvad stater kan forventes at finde sig i

Fx er de på linje med verdens mægtigste mand, Barack Obama, der i tale efter tale, på pressekonference efter pressekonference, bevidstløst har repeteret den sloganagtighed, som Israels propaganda-snedkere så succesfuldt er lykkedes med at putte i munden på denne verdens mægtige:

Med variation lyder den: »Ingen stat kan forventes at finde sig i at der bliver affyret raketter mod dens territorium« .

Implikationen er, må man forstå, at Israel ikke gør andet end hvad, enhver anden stat ville gøre, hvis den var i Israels situation.

Bortset fra, at Israels adfærd i Operation Protective Edge utvivlsomt ser stort på international lovs krav om proportionalitet, og bortset fra at de militære operationer repræsenterer ulovlig kollektiv afstraffelse, er der et problemer ved det i Israel konciperede, og i Danmark, USA osv kolporterede, credo.

Det består i, at det systematisk udgrænser alle hensyn til Gaza-palæstinensernes rettigheder på den ene side, mens man på den anden side ser bort fra, hvad man faktisk kan forvente sig af Israel.

Gaza er besat område, og som besættelsesmagt er Israel ansvarlig for befolkningens ve og vel.

Retten til, i selvforsvar at bombe områder sønder og sammen, og til at straffe befolkningen kollektivt er i forvejen tvivlsom. Men hvis den findes andre steder end i Obamas, (Lene) Espersens, Møllers m.fl.’s fantasi, så gælder den ikke områder og mennesker, man har spærret inde, udsultet og lejlighedsvis trakteret med massakrer.

At Gaza er besat område, er det internationale samfund enig om, selvom Israel henholder sig til, at staten i 2005 trak sine soldater tilbage fra området og flyttede indbyggerne i sine bosættelser til andre ulovlige bosættelser på den besatte Vestbred.

Besættelse og international lov

På hjemmesiden Jadaliya forklarer sociologen  Lisa Hajjar den internationale lovs kriterier for Gazas status som besat område.

Det første og vigtigste kriterium handler om, at Israel udøver, hvad der kaldes effektiv kontrol.

Vigtigst i den sammenhæng er det, at Israel kontrollerer Gazas sø- og landgrænser, og afgør hvem der får lov at komme ind og ud af den smalle stribe land.

Det andet kriterium handler om, at et besat område er besat, indtil den konflikt, der har produceret besættelsen, er ophørt.

Det tredje kriterium er, at det til syvende og sidst er et spørgsmål for det internationale samfund, hvilken status et område har, og at ingen stat unilateralt kan ændre den status.

Det sidste er præcis, hvad Israel har forsøgt. Ved at udpege Gaza som ’Hostile Entity’, et begreb der ifølge den sydafrikanske professor i international lov John Dugard helt og holdent er en israelsk opfindelse.

LForsvar for besættelsen

Dugard, der tidligere har tjent som FN’s Special Rapporteur på menneskerettighedsområdet i Israel og de besatte områder, opsummerer på AlJazeeras hjemmeside problematikken om Gazas status som besat område og Israels ret til at forsvare sig ved at bombe de besatte:

»Det er usædvanligt for et besat folk at rette sin modstand udenfor det besatte område. Men det er også usædvanligt for en besættelsesmagt at vedligeholde en brutal besættelse udefra. Når en besættelsesmagt vedligeholder sin status gennem militær magt inde i det besatte område på grund af modstandshandlinger på sit eget territorium, sådan som Israel har gjort det, handler den som en magt, der opretholder besættelsen – ikke som en stat, der handler i selvforsvar« (min ovs).

Med andre ord er Operation Protective Edge ifølge John Dugard ikke – uanset hvor stor eller lille umage Israel gør sig for ikke at ramme uskyldige – at ligne med den slags selvforsvar, stater har ret til til, når de bliver udsat for væbnet aggression.

Tilbage står, at Martin Lidegaard, Per Stig Møller, Lene Espersen og Mette Bock – uanset den vekslende mængde humanitære pynt, de hænger på deres betoning at Israels ret til at forsvare sig mod raketter – undgår at forholde sig til Israels blokade og til den ukontroversielle kendsgerning, at Gaza er besat område, og at Israel er en besættelsesmagt.

Det er deprimerende, ikke mindst i betragtning af, at der blandt en fungerende og to forhenværende udenrigsministre ikke kan findes én, der lader til at være optaget af, hvad man kan forvente af besættesmagten Israel, eller hvad mennesker under brutal besættelse har ret til at være fri for.

Artiklen har tidligere været bragt på nyhedsportalen Modkraft

 

About The Author