Israels højrefløj vejrer morgenluft

Af Ole Olsen

Israels højrefløj, inklusiv regeringen ledet af Benjamin Netanyahu, er optimistiske ved indgangen til det nye år og håber definitivt at få umuliggjort en to-statsløsning. De føler sig opmuntret af USA’s præsident Trump og føler et langt mindre pres fra Europa end tidligere.

Dette er den overordnede vurdering i en klumme i New York Times 1. januar 2018, skrevet af avisens korrespondent David H. Halbfinger, som med base i Jerusalem skriver om Israel/Palæstina-spørgsmålet. I det følgende nedslag i Halbfingers reportage og vurderinger suppleret af enkelte bemærkninger.

Nye politiske beslutninger i LIKUD

Halbfinger refererede indledningsvis til et centralkomité-møde (med 1.000 deltagere) i Likud-partiet – som premierminister Netanyahu tilhører – lige før nytår, hvor holdningen til ”land for fred” formlen, støttet af en direkte afstemning, er blev skærpet til, at den under ingen omstændigheder vil kunne omfatte Jerusalem. Så offentligt og officielt har Likud og Netanyahu ikke tidligere erklæret sig på dette spørgsmål – selv om holdningen ret sikkert har været der i forvejen.

Den eksplicitte afvisning af, at Jerusalem ikke er til forhandling ser Halbfinger som et direkte resultat af, at USA’s præsident Trump i starten af december 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad – i strid med international konsensus som USA hidtil har været en del af. Halbfinger ser det sådan, at Likud nu går mere direkte efter én-stats løsningen end tidligere, hvor de nu besatte områder skal indlemmes i et Stor-Israel.

Fra palæstinensisk side har Selvstyrets præsident Abbas kommenteret LIKUD-vedtagelsen og udtalt ”at vi håber at denne afstemning vil overbevise det internationale samfund om at den israelske regering, støttet af USA, ikke er interesseret i en retfærdig og varig fred” Han ser snarere regeringens holdning som, ”at dens endelige mål er konsolideringen af apartheidregimet i hele det historiske Palæstina”.

Fra en israelsk tilhænger af en to-statsløsning, David Seidemann, Terrestrial Jerusalem, formuleres det på denne måde: ”Hvad der tidligere har været genstand for blinken med øjnene og diskrete bifaldende nik, er nu blevet lagt offentligt frem – at der ikke er nogen intention om at dele dette land (Israel) med nogen bortset fra en tolereret minoritet (læs: palæstinensere i Israel)

Mindre internationalt pres

I forhold til hvad der har fået Likud til at melde så klart og hårdt ud, formulerer Menachem Klein, politolog ved Bar-Ilan universitetet det sådan: ”Det eksterne pres har ændret sig dramatisk. I stedet for Obama har vi Trump. Den europæiske union er delt, Brexit fylder hele den britiske dagsorden, Tyskland har problemer med at danne regering. Der er i øjeblikket ikke én europæisk politik som lægger pres på Israel. For os (Israel) er den politiske arena let at manøvrere i”.

Samtidigt er der korruptionsanklager mod Netanyahu og hans nærmeste rådgivere og det har ledt til spekulationer om at han kan blive sigtet. Det har fået konkurrenterne, i hans parti og i andre, til at agere som om der snart kan blive valg, og de melder ud med skarpe holdninger (til en fredsaftale) som appellerer til deres bagland.

Shalom Lipner, en analytiker hos Brookings Institutions vurderer det sådan: “Jeg tænker folk lige nu føler at vi måske kan slippe afsted med at sige mere end tidligere fordi ingen i det internationale samfund synes at tage sig af det. Men jeg tror at den dybere motivation til at skærpe holdningen er, at man politisk kan lugte blod” (hvilket efter forfatterens opfattelse skal forstås sådan at regeringen og højrefløjen lige nu har en ekstra god mulighed for at nå sine mål)

Annektion af bosættelser?

En anden vedtagelse på centralkomité-mødet var en principiel beslutning om at israelsk lov bør gælde ”i alle befriede områder med bosættelser”, som det formuleres. Det vil i givet fald betyde, at bosættelserne ikke længere er omfattet af militær lov, men af almindelig israelsk lov. Det vil de facto betyde annektion af bosættelserne og gøre dem til en del af Israel i israelsk forstand. Herefter vil de ikke ligge i områder som er besatte, eller i hidtidig israelsk opfattelse ”omstridte”, men være en integrereret del af Israel.

Halbfinger skriver, at Netanyahu ikke selv var tilstede under behandlingen af punktet, men at flere ministre fra Likud støttede forslaget – øjensynligt ud fra devisen om at det gælder om at handle hurtigt, mens Trump giver solid opbakning til Israel. Ønsket om at inkludere bosættelserne i Israel understøttes også af, at statsanklageren nyligt har bedt alle ministerier om udtrykkeligt at skrive ind i alle nye love om de gælder på Vestbredden.

David Seidemann, Terrestrial Jerusalem, vurderer at initiativerne betyder, at bosættelser nu bliver en del af det demokratiske Israel og efterlader alene palæstinensere under militære love. Det mindsker forskellen mellem Israel og ”A-ordet” dramatisk, hvorved han refererer til Apartheid som system – et scenario der ofte nævnes om hvordan Israel kan få fat i mere Palæstina uden at få flere vælgere med palæstinensisk oprindelse.

Man må sige at Likud med deres centralkomiteé-møde har kastet masken og at omverdenen nu kender partiets dagsorden. Det må føre revurderinger af politikken overfor Israel, som i høj grad har været argumenteret med, at den israelske regering gik ind for en to-statsløsning. Den synspunkt har Likud trukket tæppet væk under.

About The Author