Israels politik er galskabens politik

Fredsdemonstration i Israel
Fredsdemonstration i Israel

Det står mere og mere klart, at regeringen, hæren og sikkerhedstjenesterne hele tiden har regnet med, at de tre drenge ikke mere var i live. Det har sikkert ikke været nogen overraskelse for dem, at ingen organisation meldte sig som ansvarlig, og at der ikke fremkom forslag om forhandling om gidslernes frigivelse.

De soldater, som foretog eftersøgningen, var instrueret om at vende hver en sten, helt bogstaveligt, og desuden at tømme vandhuller og søge på bunden af dem. Soldaterne blev sendt ud for at søge efter lig, ikke gidsler.

Men medierne fik påbud om ikke at udtale sig og slet ikke offentliggøre informationer, som kunne tyde på, at drengene var døde. Den israelske offentlighed blev opfordret til at tage del i massebønner og demonstrationer på byernes torve med opråbet “bring vore drenge tilbage”.

Man får også det indtryk, at heller ikke de tre familier, som bevægede sig fra håb til fortvivlelse, var fuldt informerede.

Hvem havde fordel af dette og hvorfor? Det er ikke svært at gætte. Længe før Gil-Ad Shaer, Eyal Yifrah and Naftali Fraenkel drog ud på deres skæbnesvangre tur, havde Binyamin Netanyahu allerede udpeget den palæstinensiske forsoningsaftale som et primært mål.

Han var fast besluttet på at drive en kile ind i den ’teknokratiske regering’, som Fatah og Hamas sammen havde dannet, og ødelægge den for enhver pris.

Fra den første dag erklærede den israelske regering, at Hamas var ansvarlig for kidnapningen. Hvis der skulle eksistere et bevis for dette, er det i hvert fald ikke blevet offentliggjort.

I ly af det store ramaskrig ’Bring vore sønner tilbage’ påbegyndte hæren en omfattende fængslingskampagne, som ikke havde nogen direkte forbindelse med kidnapningen. Operation Brother’s Keeper var hovedsageligt rettet mod Hamas’ ‘civile infrastruktur’.

Man begyndte med formanden for det palæstinensiske parlament og fortsatte med græsrodsaktivister i uddannelsesinstitutioner og velgørenhedsinstitutioner tilknyttet Hamas.

Det var klart, at de mennesker, som blev arresteret, ikke vidste noget om kidnapningen, og ingen forventede, at de skulle vide noget. Men, som det med tilfredshed blev bemærket af indsigtsfulde kommentatorer, f.eks. Alex Fishman fra Yediot Achronot, kidnapningen skabte ‘en sjælden gunstig lejlighed’ hvorunder verden ville tie om en massiv fængslingskampagne, der under normale omstændigheder ville have forårsaget en bølge af internationale protester.

Ej heller var der stor ståhej om drabene på adskillige palæstinensere, herunder drenge på samme alder som de israelere, som hæren angiveligt ledte efter.

Og Netanyahu fik mest mulig propaganda ud af den høje moralske dagsorden, det var at søge efter uskyldige børn, som var kidnappet på vej hjem fra skole. Det blev ikke bemærket, at skolen tilfældigvis befandt sig i en bosættelse, og at de tre studerende blaffede i hjertet af besat område.

Da de tre lig blev fundet efter 18 dage, blev hadets porte åbnet på vid gab. Det var ikke ofrenes mødre, eller deres familier, som åbnede dem. Netop de krævede intet andet, end at de som havde dræbt deres sønner, skulle fanges og straffes.

Men der var mange andre, som pustede til hadets flammer.

Det begyndte med premierministeren selv, som brugte et berømt citat: “Satan selv har ikke skabt en passende hævn for et lille barns blod.” Ligesom de fleste, der citerer dette, glemte også Netanyahu de andre ord i Bialik’s digt: “Forbandet være den, der råber: ’tag hævn’”.

I regeringens udtalelse blev det fastslået, at ‘de blev myrdet af menneskelige dyr’, og dette blev citeret i store overskrifter. Fra den officielle tale ved begravelsen den følgende dag citerede medierne ordene: ‘Vi ærer livet, mens vore naboer ærer døden.’ Om natten var en ung palæstinenser blevet dræbt af hæren i flygtningelejren Jenin, men hans død blev kun marginalt nævnt.

“En hel nation og tusinder års historie kræver hævn” proklamerede Rabbi Noam Pearl, Generalsekretær I the National Religious Bney Akiva ungdomsbevægelse. Han forlangte dannelse af ’et korps af hævnere, som ikke standser med 300 filistres forhuder,’ idet han refererer til en af de mest barbariske handlinger, som bibelen tilskriver kong David.

Rabbi Pearls udtalelse rejste mange protester, også inden for den tradtionelt højredrejede Bney Akiva-bevægelse selv, og flere af dens afdelinger tog afstand.

Men alligevel spredtes de ophidsede opfordringer til hævn med en hastighed, som ikke havde været mulig før de elektroniske sociale netværk. På ’hævnsiden’, som blev oprettet på Facebook var der talrige ‘selfies’: soldater, som pegede med sit gevær på tilskueren med ordene: ‘Lad hæren smadre’, og piger som bærer et skilt påskrevet: ’At hade arabere er ikke racisme, men et moralsk princip’.

Men fra Facebook var der ikke langt til Jerusalems gader, hvor hundreder hærgede og råbte: ‘Død over araberne’ og ’hævn, hævn!’ løbende overalt i byen, mens de søgte efter arabere at overfalde.

Politiet meddelte, at de havde mobiliseret store styrker på Jaffa Street og Machaneh Yehuda Market og tog æren for at have beskyttet arabiske forbipasserende mod at blive dræbt.

Men kl. 4 næste morgen kom to ukendte personer til Shuafat-kvarteret i Østjerusalem og fandt der en 16 år gammel dreng ved navn Mohammed Abu Khdeir, som var elektrikerlærling, og som var på vej til moskeen på grund af Ramadanen. Disse ukendte trak drengen ind i en bil, og senere samme morgen blev hans brændte krop fundet I en park i Vestjerusalem.
Statens Israels myndigheder, som var så klare og beslutsomme om Hamas’ ansvar omkring de tidligere kidnapninger og mord, viste sig meget tøvende I denne sag. Var det en handling fra folk, som var påvirket af disse meget stærke krav om hævn og derfor på udkig efter en palæstinensisk dreng på 16 år?

Det lyder helt sikkert plausibelt. Men fra politiet kom en alternativ forklaring – nemlig at Mohammed Abu Khdeir måske var homoseksuel, myrdet af palæstinensere, og at dette bare tilfældigvis skete nøjagtigt natten efter pøbeloptøjerne i Jerusalems gader.

Israelske politikere og skribenter, som skriver om dette mord, passer omhyggeligt på ved at bemærke, at omstændighederne ved mordet og gerningsmændenes identitet stadig ikke er kendt, og at man må afvente resultaterne af politiets undersøgelse.

Men det er svært at forvente, at Shuafats beboere også skulle udvise en sådan tålmodighed. I de seneste dage har der i de palæstinensiske kvarterer i Østjerusalem været demonstrationer og optøjer, hvis lige ikke er set siden den første og anden Intifada. Ved drengens begravelse blev 35 personer såret af politiets kugler.

Fra den efterladte familie Fraenkel kom en medfølende udtalelse: ‘Der er ingen forskel mellem blod og blod. Der er ingen berettigelse, ingen tilgivelse for noget mord’.

I aftes samlede de, der stadig prøver at bevare fornuften midt i galskaben, sig til en demonstration i Habima Square i Tel-Aviv.

Tusinder af mennesker mødte op og bar skilte med ‘Der er ingen trøst i hævn!’ og ’Nej til hævn!’ ’Ja til en politisk løsning!’ og ‘Politisk løsning – et dødsstød til terrorisme!’ og ’Et øje for et øje gør hele verden blind!’ med et billede af Mahatma Gandhi.

De råbte: “Vi vil ikke lade ekstremisterne styre vore liv!’/ ‘Jøder og arabere nægter at være fjender!’ / ‘Regeringens løgne bringer ikke sikkerhed!’/ “Alle regeringens ministre er med til at ophidse!’ / ‘En regering af bosættere og matadorer har ingen løsning!’ og ’Dette er ikke en ekstremistisk minoritet, det er en racistisk regering!’

Yariv Oppenheimer fra Peace Now opfordrede til ro for at lade Knesset-medlemmer blive hørt, fra Meretz, Arbejderpartiet og Hadash kommunisterne, men også Amra Mitzna fra Tzipi Livnis parti, som af tilhørere blev opfordret til at trække sig ud af regeringen.

Vi gik hjem med den fornemmelse, at ikke alt er tabt, men også med ængstelse for optrapningen ved Gazas grænser.

 

 

 

 

About The Author