Israels sabotage af palæstinensisk ytringsfrihed

20180728_2_31675672_36011612Af Marianne Risbjerg Thomsen

– Ilan Pappe understreger i sine bøger om Israels erobring og besættelse af Palæstina, hvordan regeringerne har haft det samme mål hele tiden, nemlig ønsket om både at bemægtige sig så meget land som muligt af det historiske Palæstina – og samtidig at tømme de vundne områder for palæstinensere.

Foreløbig har det dels drejet sig om de to store fordrivelser af palæstinensere i forbindelse med krigene i 1948 (750.000) og i 1967(250.000), men samtidig har Israel konstant arbejdet med forskellige former for udryddelse og transfer, der samlet har betydet en konstant strøm af døde eller fordrevne palæstinensere.

Selvpålagt censur

I Palestine Update nr. 164 redegør Ranjan Solomon for det sidste trin i fordrivelsen i sin beskrivelse af, hvorledes den israelske besættelsesstrategi har ført til den ønskede selvpålagte tavshed hos palæstinenserne.

Ifølge Solomon føjes der stadig nye tiltag til Israels arsenal af metoder til at undertvinge og lukke munden på palæstinenserne:

”Journalister og vittighedstegnere bliver dræbt for deres ’ikke-synd’ – frygtløst at udtrykke deres ideer-. Andre bliver fængslet for enten at skrive kritisk i medierne eller for at skrive poesi, der kritiserer kolonisationen af det palæstinensiske folk.”

Ifølge Salmon har denne israelske politik betydet, at en lammelse har bredt sig i de besatte territorier og en ’tavshedskultur’ har lukket munden på tidligere aktive kommentatorer blandt skribenter, digtere og kunstnere.

Samtidig redegør han ligeledes for, hvordan Israel opmuntrer sine egne kunstnere til at ophidse til had og sågar for nylig ” til at formulere krav om at dræbe de børn, der under ’Marchen for Retten til Tilbagevenden’ i Gaza har fremturet med at sende brændende drager og balloner ind over de israelske marker. Ifølge den israelske Haaretz journalist Pfeffer er den logiske begrundelse for kravet om drabene – at forhindre at disse børn skulle udvikle sig til fremtidens aktivister”.

En anden grund som ligeledes fremføres af Pfeffer er, at tilslutningen til Netanyahu er styrtdykket her kort før det formodede valg, ikke fordi befolkningen græmmes over de mange dræbte og sårede langs Gazas hegn, men fordi de ikke kan acceptere Netanyahus magtesløshed overfor afbrændingen af israelske marker og skove, der koster de israelske bønder millioner af kroner.

Selvcensur og angiveri

I samme nummer af Palestine Update bringes en artikel af Dr. Samah Jabr, en af Palæstinas 22 psykiatere og psykoterapeuter.

I artiklen redegør Samah Jabr for, hvorledes hun kæmper for ikke at lade sig smitte af moderens bekymring for sin politisk aktive datter.

”Ved nogle lejligheder har min mor vækket mig i sin iver efter at fortælle mig, hvem der nu er blevet arresteret for at have skrevet en udtalelse i Facebook og for at advare mig mod at poste mine synspunkter på min facebookside. Og når jeg tager afsked med hende før mine rejser til udlandet, svarer hun altid med en advarsel:”Lad være med at involvere dig i politik og lad være med at sige noget om Israel.”

Jeg prøver altid at give hende et humoristisk svar og gentager, at mine foredrag handler om palæstinensernes mentale sundhed, og at Israel ikke er interesseret i mental sundhed- kun mental sygdom. Men min mor slapper ikke af eller griner af mine morsomheder, så jeg skynder mig ud af døren for ikke at blive smittet af hendes angst”.

Det israelske stikkersystem

Denne angst for angiveri har en helt reel baggrund i de besatte territorier, hvor det under hele besættelsen fra 1967 og frem til i dag har været praksis i israelske fængsler at kræve fremtidigt angiveri i familien som en betingelse for frigivelse og hjemsendelse af palæstinensiske fanger. Og da stort set alle palæstinensiske familier på et tidpunkt har haft medlemmer, der har været administrativt tilbageholdt af en eller anden politisk grund, har det forståeligt nok spredt et klima af angst og selvcensur.

Derfor er det ikke kun Samahs’s mor, der advarer sin datter mod at gøre sig synlig og udsat og i stedet udøve selvcensur.

Ifølge Samah er der en lang række udtryk i Palæstina, der opmuntrer til tavshed. ”Væggene har ører” og ”Gå stille langs muren og bed Gud om at beskytte dig”, og hun vurderer, ”at man ikke behøver ikke være psykiater for at se, at tavsheden ofte er et tegn på intimidering og frygt”.

I sin introduktion til Samah Jabr’s artikel påpeger Ranjan Solomon , hvorledes den palæstinensiske virkelighed i tidens løb har lukket munden på kendte navne som forfatteren Ghassan Kanafani, vittighedstegneren Naji Al-Ali og mange andre, som blev dræbt på grund af deres meninger.

Nu sænker selvcensurens lammelse sig over befolkningen generelt. Israel har nået sit mål: at sabotere palæstinensernes ytringsret.

About The Author