Kronologisk oversigt over Palæstinas nyere historie

1453 – 1920: Det Osmanniske/Tyrkiske Rige: En stormagt, der på sit højdepunkt rækker fra Ungarn over Tyrkiet, og gennem alle lande øst for Middelhavet til Egypten og hele Nordafrika.

MØ efter 1850:

1. Europæiske stormagtsinteresser i hele Mellemøsten
2. Arabisk nationalisme vokser frem som reaktion
3. Zionistkongres i 1897: ønske om jødisk hjemland i Palæstina

1. Verdenskrig 1914-18: Det Osmanniske Rige går under.

England laver 3 forskellige aftaler angående Palæstinaområdet

1916: Hussein-MacMahon aftalen: Hussein af Mekka skal være konge i et arabisk storrige, hvis han kæmper sammen med England i MØ, hvilket han gør.

1916: Sykes-Picot aftalen: England og Frankrig skal dele Mellemøsten imellem sig.

1917: Balfour-Deklarationen: England lover zionisterne et jødisk hjemland i Palæstina. Indvandring af jøder fra Europa.

1923: Det nyoprettede Folkeforbund beslutter, at MØ-landene foreløbig skal være mandater under England og Frankrig, indtil deres fremtid bestemmes.

1923: Palæstina bliver mandatområde under England: Her bor 757.182 mennesker. 78 % muslimer, 11 % jøder, 9,6 % kristne. Fra 1920’erne er der palæstinensisk guerillakrig mod den zionistiske kolonisering.

1936-39: Den store palæstinensiske opstand.

1939: England overfører en hærdivision. Opstanden slås ned og zionistiske ’natstyrker’ terroriserer landsbyerne. Det siges at ’i denne opstand mistede palæstinenserne deres land’.

Fra februar 1947 til marts 1948 forbereder fremtrædende zionister sammen med Ben Gurion (Israels kommende præsident) en etnisk udrensning af palæstinensere i de områder, der ventes tildelt Israel

29. november 1947: FN’s delingsplan for Palæstinamandatet vedtages: 56 % af landet til Israel, 42 % til Palæstina, 2 % til Jerusalem under internationalt styre. I den del, hvor der skulle oprettes en jødisk stat var der ca. 500.000 jøder og ca. 425.000 palæstinensere. Jøderne accepterer planen, araberne afviser den. Den israelske stat skal udråbes 15. maj 1948.

November 1947 – 15. maj 1948: Israelerne udrenser ca. 375.000 palæstinensere fra de områder, de har fået tildelt af delingsplanen, på trods af at de britiske tropper stadig er i landet. Der er massakrer i mange større byer og landsbyer, bl.a. Deir Yassin d. 9. april 1948. Palæstinenserne flygter fra deres landsbyer.

15. maj 1948 – marts 1949: Den 1. arabisk-israelske krig. Irak, Ægypten, Syrien og Transjordanien erklærer Israel krig. Efter hemmelig aftale med Israel besætter Transjordanien imidlertid Vestbredden og Øst Jerusalem, mens Egypten besætter Gaza. Den israelske hær rykker ind i den palæstinensiske del og inddrager store områder. Resterende arabiske hære, der kun kæmper inden for den palæstinensiske del, nedkæmpes.

11. december 1948. FN Generalforsamlings resolution 194: bl.a. om flygtningenes ret til at vende tilbage til de områder, de flygtede fra..

Resolutionen bekræftes af Generalforsamlingen hvert eneste år og er med til at sikre, at flygtningespørgsmålet holdes på dagsordenen. Flygtninges ret til hjemvenden er i øvrigt et centralt punkt i al flygtningepolitik.

Foreløbig våbenhvile forår 1949:   

Israel har nu 78 % af landet og inddrager Vestjerusalem i Israel.

Egypten har besat Gaza.

Transjordanien har besat Vestbredden og Østjerusalem, som begge indlemmes i kongeriget Jordan i 1950.

Palæstinenserne har ingenting.

300.000 palæstinensere forbliver på Vestbredden og i Østjerusalem.

150.000 palæstinensere forbliver inden for den israelske stat.

750.000 palæstinensere er fordrevet/flygtet til Libanon, Syrien, Jordan og Gaza, hvor de anbringes i teltlejre.

PLO (paraplyorganisation for palæstinensiske oprørsbevægelser) oprettes i Cairo 1964

1966-67: partisanvirksomhed bl.a. fra Fatah og PFLP ved den syrisk-israelske grænse .

4. juni 1967: Seksdageskrigen

Israel erobrer Sinai-halvøen og Gaza fra Egypten, Vestbredden og Østjerusalem fra Jordan og Golanhøjderne fra Syrien.

27. juni indlemmes Østjerusalem i Israel.

400.000 flygtninge.  Heraf flygter mange for anden gang.

Israel har nu besat alle de palæstinensiske områder.

 

22. november 1967: Resolution 242 fra FNs Sikkerhedsråd kræver:

  1. Israelsk tilbagetrækning      fra de besatte områder til våbenstilstandsgrænserne fra 1949, ’den grønne      linje’, hvorved palæstinenserne ville have 22  %       i stedet for de lovede 42 %  af      Palæstina-mandatet .
  2. Arabisk      anerkendelse af staten Israel.
  3. En      retfærdig løsning på flygtningeproblemet.

Fra flygtninge til frihedskæmpere

1967: PLO flytter til Jordan.  Palæstinenserne kæmper nu deres kamp selv uden støtte fra de andre arabiske stater.

Minimalister: Kæmper for en palæstinensisk stat indenfor 1949-grænserne: 22 % af Palæstina- mandatet.

Maksimalister: Kæmper for en stat fra Jordanfloden til havet: 100 % af Palæstinamandatet.

Internationalt fokus på befrielseskampen: 1968 – 70.

Først da palæstinenserne flytter terroren til Europa med spektakulære flykapringer, placeres deres kamp i en syd-nord konflikt, der gør kampen til en del af den europæiske venstrefløjs anti-imperialistiske kamp.

1970: Vendepunktet væk fra den  internationale terror kommer med Sorte Septembers massakre på OL deltagere i München.

I Jordan er de stadig mere radikaliserede palæstinensere blevet et problem for kong Hussein med deres guerillaangreb ind over den israelske grænse og de israelske gengældelsesangreb.  PLO fordrives fra Jordan og opretter deres hovedkvarter i Libanon.

1973 Yom-Kippur krigen:

Araberne styrkes, men israelske besiddelser i Golan udvides.

22. oktober1973: Resolution 338 fra FNs Sikkerhedsråd opfordrer til direkte forhandlinger mellem Israel og PLO.

1974: Holdningsændring til Palæstina i Europa. Palæstina får observatørstatus og taleret i FN.  Yasser Arafat holder sin berømte tale om ’Olivengrenen og geværet’.

1977:  Fundamentalistisk religiøs og politisk  bølge i MØ. I Israel kommer det meget højreorienterede  parti ’Likud’ til magten, og dermed overgår magten for første gang fra Ashkenazi jøderne fra især Østeuropa til de mellemøstlige jøder, der har været en social underklasse i Israel.

Bosættelser. Voldsom udvidelse af bosætterbevægelsen, der indtil 1967 først og fremmest har oprettet bosættelser i Jordandalen som et grænseværn mod øst.

1978: Separatfred mellem Egypten og Israel i Camp David:

Israel trækker sig tilbage fra Sinai Halvøen.

1982: Israelsk angreb på Libanon, hvorfra PLO i flygtningelejrene retter angreb mod Israels nordlige grænse. PLO-krigerne evakueres til Tunesien, samtidig med at libanesiske falangister med israelsk støtte laver en massakre i flygtningelejrene Sabra og Shatila.

1985: Israel trækker sig tilbage fra Libanon, men beholder en ’sikkerhedszone’ i det sydlige Libanon. Israel bomber PLOs hovedkvarter i Tunis by.

1987-92: Den Første Intifada.

Et spontant civilt oprør især fra unge ved hjælp af demonstrationer, civil ulydighed, løbesedler og slangebøsser mod den israelske besættelsesmagts stadigt voksende undertrykkelse.  Den israelske hær får mandat til at brække knoglerne i de unges arme og ben.

1987: Det muslimske broderskab, der er mainstream sunni-muslimer, har siden 1948 opbygget et tæt net af sociale hjælpeorganisationer i de besatte palæstinensiske territorier indenfor undervisning, religiøs opdragelse og sundhed. De går ind i den civile kamp under navnet Hamas og skriver et meget radikalt manifest vendt mod besættelsesmagten.

31. juli 1988: Jordan ophæver sit krav på suverænitet over den israelsk besatte Vestbred.

December 1988: PLO beslutter at anerkende staten Israel og acceptere FN resolutionerne 181, 242 og 338, dvs at de accepterer 22 % af Palæstinamandatet i stedet for de 42 %, som de fik tildelt af FN i 1947. Samtidig udråber de en palæstinensisk stat, der anerkendes af ca. 100 fortrinsvis arabiske, kommunistiske, eller ikke-allierede stater.

Dette fører ikke til tilbud om fredsforhandlinger fra Israel eller USA.

Hamas nægter at anerkende staten Israel, før det ophæver besættelsen af de palæstinensiske territorier.

30. oktober 1991: Mellemøst Freds Konference i Madrid

Fredsprocessen begynder. Israel afviser PLOs deltagelse.  En række civile palæstinensere deltager i konferencen med stor gennemslagskraft.

10. december1991: Bilaterale arabisk-israelske fredsforhandlinger begynder i Washington

16. december 1992: Israel deporterer 415 Hamas-aktivister til en fangelejr i et ingenmandsområde ved Libanons grænse.  Her opretter de et universitet og skoler hinanden til den kommende kamp.

19. januar 1993: Israel accepterer forhandlinger med PLO

10. september 1993: Osloaftalen

Israel og PLO anerkender hinanden officielt. Der skal være en overgangsfase på 5 år, hvor det israelske militær gradvis skal trække sig tilbage, hvorefter et palæstinensisk selvstyre skal etableres på Vestbredden og i Gaza 1. maj 1999.

Derefter skal en endelig løsning for palæstinenserne træde i kraft baseret på FN resolutionerne 242 og 338, der kræver total israelsk tilbagetrækning fra de besatte områder.  Den endelige aftale skal rumme løsninger på følgende spørgsmål:

–  Den endelige juridiske udformning af det palæstinensiske styre
–  Jerusalems status
–  De palæstinensiske flygtninge
–  De israelske bosættelser
–  Det regionale sikkerhedsspørgsmål
–  Grænsedragning

Mange palæstinensere vender sig mod aftalen, som de finder alt for vag, uden præcise angivelser af grænser og uden et løfte om en stat. Inden for PLO blev den afvist af organisationerne PFLP og DFLP og uden for PLO af Hamas.

1994: Yasser Arafat vender tilbage fra Tunesien til de 2 første frie områder Gaza by og Jericho med sine krigere og opretter et selvstyre i Gaza by.

28. september 1995: Oslo 2

En opdeling af det fremtidige selvstyre i A, B, og C områder.

A: 6 palæstinensiske hovedbyer: 4 % af arealet. 19 % af befolkningen. Palæstinensisk politi skal sørge for den indre sikkerhed. Den israelske hær beholder sine sikkerhedsfunktioner for bosætterne i området.

B: 450 landsbyer på Vestbredden: 23 % af jorden, 63 % af befolkningen. Palæstinensisk politi og den israelske hær deler ansvar for indre sikkerhed.

C: 73 % af jorden, 2 % af befolkningen. Israelske bosættelser. Israel har eneansvar for sikkerhed.  På sigt skal de trækkes ud.

Implementeringen af Oslo aftalen går langsomt i stå. 

Juli 2000: mislykket topmøde i Camp David mellem Arafat og den israelske premierminister Barak. Sammenbruddet skyldes uenighed om Jerusalem – først og fremmest om det bjerg, israelerne kalder Tempelbjerget, og muslimerne kalder al-Haram (med Klippemoskeen på Al Aqsa-området)

28. september 2000: Ariel Sharon går tur på al Aqsa området.

Den Anden Intifada bryder ud.  En voldsom militær kamp, hvor palæstinensiske modstandsgrupper blandt andet anvender selvmordsbombere mod den meget aggressive israelske hær.

2001: Sharon erklærer Osloaftalen for død

2002: Sikkerhedsrådets resolution 1397

Det fastslås at Sikkerhedsrådets mål er en ’to-stats-løsning’ for Israel og Palæstina.

28. marts 2002: Den Arabiske Ligas fredsplan

22 arabiske lande lover at anerkende staten Israel, hvis Israel trækker sig tilbage til 1949 våbenstilstandslinjerne og anerkender oprettelsen af en palæstinensisk stat.

29. marts 2002: Operation Defensive Shield

Voldsom israelsk militær aktion: Alle byer på Vestbredden  genbesættes.  Især mange dødsofre og udstrakt bulldozing af beboelseskvarterer i flygtningelejren i Jenin.

2002: Byggeriet af MUREN går i gang

2004-5: Kommunalvalg på Vestbredden og i Gaza.  Hamas, der har forladt den væbnede kamp og er gået ind i det politiske rum, vinder mange borgmesterposter.

November 2004: Yasser Arafat dør og efterfølges af Mahmoud Abbas.(vælges demokratisk januar 2005).

2005: Israel trækker bosættelserne tilbage fra Gaza men bevarer den samme militære magt over grænser og luftrum.

Januar 2006: Parlamentsvalg på Vestbredden og i Gaza

Hamas vinder stort.  Forsøg på at lave en samlingsregering mislykkes. Israel, USA og EU nægter at anerkende parlamentsvalget, med mindre Hamas opfylder 3 krav: 1. De skal anerkende den jødiske stat Israel, 2. De skal anerkende alle tidligere aftaler mellem Israel og PLO, og 3. De skal standse den væbnede kamp.

26.marts 2006:

Hamas udgiver sit regeringsgrundlag, der rækker ud til et samarbejde med alle dele af det palæstinensiske samfund og erstatter deres radikale charter fra 1987.

Ifølge regeringsgrundlaget har Hamas allerede opfyldt krav 2 og 3.  Men de nægter at anerkende staten Israel før den ophæver besættelsen og trækker sig tilbage til 1949-våbenstilstandslinjen.

Israel, USA og det internationale samfund begynder på en massiv økonomisk blokade for at fremkalde så elendige levevilkår, at befolkningen i Gaza gør oprør mod Hamas.

Februar 2007: Forsoningsmøde mellem Fatah og Hamas. Israelsk-palæstinensisk-amerikansk topmøde i Jerusalem.

Juni 2007: Stadig eskalering af modsætninger og magtkampe mellem Fatah og Hamas. I forbindelse med israelsk-amerikansk kupforsøg fordrives Fatah fra Gaza. Mahmoud Abbas udnævner Salam Fayyad til ny premierminister for Vestbredden. Han er ikke medlem af Fatah.

Juni 2007: Israelsk blokade al transport af personer og varer ud og ind af Gaza

Den amerikanske general Dayton (USCC) flytter med Fatah fra Gaza til Vestbredden for at opbygge og træne et sikkerhedspoliti for selvstyret i Ramallah, der i 2010 skal kunne overtage sikkerheds­arbejdet på Vestbredden fra den israelske hær.

19. juni 2008: Våbenhvile mellem Israel og Hamas.  Hamas støtter en to-stats-løsning og ønsker en ’evig’ våbenhvile. De indstiller raketbeskydningen og søger at tøjle de stadig mere radikale grupper, der opstår i det forarmede Gaza: verdens største fængsel.

November- december 2008.  Israel bryder våbenhvilen ved 3 lejligheder

December 2008 – januar 2009:  Operation Cast Lead (Støbt Bly).

Israel dræber 1400 palæstinensere og sønderbomber Gaza-striben. Bagefter fastholdes blokaden af Gaza. Også byggematerialer forbydes indført. Befolkningen overlever ved tunnelhandel under grænsen til Egypten.

August 2009: Premierministeren Salam Fayyad fremsætter en personlig plan: Den 3. vej

(1.vej var militær modstandskamp, 2. vej var fredsforhandlinger siden 1991)

Hvis ikke Israel har støttet oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat august 2011 vil han gå til FN og overdrage oprettelsen af en stat til verdenssamfundet. I en to-årig periode indtil da vil Palæstina forberede sig ved at opbygge de relevante statslige institutioner og en moderne infrastruktur med lufthavne og veje. Samtidig skal befolkningen engageres i en ikke-voldelig kamp mod den israelske besættelse via folkelige demonstrationer og boykot af varer fra bosættelser.    

2009: Vestbredden: Israelsk militær og palæstinensiske sikkerhedsstyrker arresterer Hamas parlamentsmedlemmer. Sympatisører fra PFLP, DFLP, Islamisk Jihad og Al Aqsa Brigaden arresteres og de fleste sociale  Hamas institutioner nedlægges.

Maj 2010: Et tyrkisk skib med internationale fredsaktivister søger at bryde blokaden af Gazas kyst.  Israelerne dræber 9 af fredsaktivisterne. Israel presses af verdenssamfundet til at love en lempelse af blokaden.

September 2010:  Mahmoud Abbas forlader fredsforhandlingerne med Israel, indtil Israel vælger at standse bosættelserne på Vestbredden

November 2010: En række internationale hjælpeorganisationer, der arbejder i Gaza, meddeler, at blokaden ikke er blevet væsentligt lettet.

Februar 2011:  Inspireret af det arabiske forår vokser tilslutningen til de folkelige protester, der ønsker at presse Fatah og Hamas til en forsoning, der skal forene Vestbredden og Gaza. Samtidig vender befolkningen sig mod PAs samarbejde med den israelske besættelsesmagt omkring de palæstinensiske sikkerhedsstyrker.

15 marts 2011:  Store demonstrationer i Ramallah og Gaza kræver en enhedsregering.

4. maj 2011: På et møde i Kairo enes Fatah og Hamas om en forsoning.  Der planlægges parlamentsvalg og præsidentvalg maj 2012. En række vanskelige afgørelser som sammenlægning af sikkerhedsstyrker og leder af en overgangsregering til at forberede valget- udsættes.

23 september 2011 : Palæstina i FN: Abbas fastholder sin modstand mod optagelse af nye fredsforhandlinger med Israel og fremlægger palæstinensernes anmodning om anerkendelsen af en palæstinensisk stat i FN, hvor han hyldes med stående ovationer.  Ansøgningen sendes i udvalg i Sikkerhedsrådet.  Herfra meddeles at kun et samlet Palæstina kan komme i betragtning som en selvstændig stat.

31.oktober 2011:  Palæstina optages som medlem af UNESCO med overvældende flertal.

Som straf standser USA deres økonomiske støtte til UNESCO.

22 Februar 2012: Fatah og Abbas enes i Doha, Bahrein om at lade Mahmoud Abbas lede en overgangsregering bestående af teknokrater til at forberede valg til parlament og valg af ny præsident i maj 2012.