Max Blumenthal om Israels krig og palæstinensisk modstand

Max Blumenthal, amerikansk forfatter og kritiker af Israelsk politik
Max Blumenthal, amerikansk forfatter og kritiker af Israelsk politik

I et interview med Glenn Greenwald fra webmagasinet  The Intercept fortæller den amerikanske forfatter Max Blumenthal om baggrunden for og indholdet i sin bog ”The 51 Day War – Ruin and Resistance in Gaza. Her er et uddrag.

Glenn G. udtaler, at han mener at kunne konstatere, at omtalen af Israels seneste store angreb i sommeren 2014 på Gaza, som de selv kaldte ’Operation Protective Edge’ var anderledes end de tidligere, og at opfattelsen af såvel Israel som Gaza ændrede sig fundamentalt.

Max B. bekræfter dette og fremhæver to væsentlige faktorer som årsager til, at det skete. Under operation Cast Lead i 2008-2009 nægtede den israelske regerings pressekontor alle journalister adgang til Gaza. Under operaTION  Protective Edge fik mange journalister den adgang, som de tidligere var blevet nægtet.

Vidner til umådeholden vold

Da krigen begyndte, sendte den israelske flåde, som havde blokeret Gaza i seks eller syv år, en serie af granater imod fire drenge, som spillede bold på stranden. Det blev direkte rapporteret af mange journalister, som holdt til på et nærliggende hotel, ligesom det også blev filmet direkte, da de fire drenges sønderrevne kroppe blev båret ind i ambulancer.

Dette angreb var et udtryk for den intensive vold, som det israelske militær (herefter IDF (Israeli Defence Force)) slap løs over Gaza, og som gik ud over familier, kvinder og børn. De fleste journalister havde tidligere rapporteret om en konflikt, ikke om et disproportionalt angreb eller kolonial erobring.

Og dette var den anden faktor: Denne krig, som Israel førte mod folk i Gaza, blev ført med ubegrænset vold. Hele IDF’s ondsindede kapacitet blev udløst over Gaza. Associated Press fandt, at over 850 mennesker blev dræbt i deres hjem, mest om natten, i deres senge. Og 90 % af dem var civile.

Folk blev dræbt af 2000 pund fragmentationsbomber, som faldt over beboelseshuse med 30 eller 40 mennesker, de fleste en-families boliger. Således blev 89 familier udraderet fra folkeregistret i operation Protective Edge.

Fingre på jorden, arme i træerne

Mange journalister så hele familier sønderrevet. Mens jeg ventede på tilladelse til at komme ind, talte jeg med en journalist, som havde dækket både Irak og Syrien, og han havde aldrig set magen til blodbad, som da han fx ankom til familien al-Baths hus.

Familiens overhoved var politichef i Gaza. IDF anså ham for at være et militært mål og angreb hans familie. 20 medlemmer af hans familie blev dræbt, og denne journalist sagde, at han havde fundet fingre på jorden, arme hængende fra træerne.

Således blev hele det internationale pressekorps radikaliseret ved dette angreb. Max B. mener, at dette var årsag til, at de store medier blev tvunget til at rapportere, hvor disproportional den israelske vold mod Gaza var, at dette faktisk var en massakre, som fandt sted over 51 dage.

Bruger Israels egne skøn

Glenn G. anfører, at Max B. i sin bog udelukkende bruger de oplysninger, Israel selv har givet om den massive ild, det bragte over Gaza: titusinder af artillerigranater, granater fra tanks, missiler, bomber, massiv ildkraft ud fra enhver betragtning.

Glenn G. er imponeret over, at Max B. undgår enhver polemisk tone i sin bog, men beretter nøgternt. Som læser bliver man virkelig følelsesmæssigt berørt ved at høre disse historier fortalt på en ligefrem, meget faktuel måde. Han spørger nu, om Max B. kan beskrive, hvordan det har været at se og høre om al denne menneskelige lidelse.

Et åbent fængsel

Max B. minder om, at han tidligere har skrevet en bog ’Goliath’, om Israel-Palæstina, hvor han påviser, at konflikten har rødder i 1947-1948. Det tog ham fem år at skrive denne bog, og det lykkedes ham aldrig at få tilladelse til at komme ind i Gaza. Han ventede i måneder i Egypten på at komme ind.

Det lykkedes ham så at komme ind under operation ’Protective Edge’ sidste år, og han var ikke forberedt på at komme i så intim kontakt med så megen menneskelig ødelæggelse, og han kom til begribe, at Gaza virkelig er et åbent fængsel, det er ikke en overdrivelse at sige dette.

For at komme ind i Gaza, skal man igennem Erez-terminalen (ved grænsen til Egypten mod nord (red)) med sin tilladelse fra den israelske regerings pressetjeneste. Det betyder, at man er en blandt meget få, som kan komme ind og ud.

Og man vandrer igennem en lang korridor, som er et bur, og endelig ankommer man til en metaldør i en betonmur. Metaldøren åbnes, den smækker bag en, og man er inde i, hvad der faktisk er en muromkranset ghetto.

Overvågning og fjernstyrede drab

Når man kigger ned ad denne endeløse mur, ser man et fjernstyret maskingevær, fastgjort til muren. Det er et ’spot and strike’-system, som betjenes af et korps af kvindelige soldater i Negev-ørkenen.

De overvåger buffer-zonen, dette område på 300 meter fra Muren, som er forbudt for palæstinenserne at betræde. Og enhver, som overtræder dette forbud, og som de definerer som ’terrorist’, eliminerer de ved at aktivere et joy-stick, som er forbundet til maskingeværet.

Murbrokke-folket

Når man så kommer til paskontrollen i Gaza, som er sprængt i luften af IDF, ser man spor af kampvogne, som har flået vejen op. Bag denne ligger Beit Hanoun, som er blevet udraderet fra jordens overflade. Næsten alle bygninger er blevet ødelagt. Først når man kommer til Gaza City, Gazas bløde hjerte, ser man bymæssige områder, der stadig er intakte.

Jeg ankom til Gaza den 13. eller 14. august, hvor der var våbenhvile, hvor folk kom ud fra de FN-skoler, hvor de havde søgt ly. Det drejede sig om ca. 100.000 hjemløse mennesker, som man nu betegner som ’murbrokker-folket’.

De slog telte op foran ruinerne af deres hjem i stedet for at opholde sig i FN-skolerne, eftersom Israel angreb dem, mens de sov i skolegårdene. Dusinvis af mennesker var blevet dræbt i FN-skolerne.

Så jeg tog fat på at interviewe folk og havde uhindret adgang til folk, som opholdt sig i ruinerne af deres hjem. Jeg hørte deres historier om deres flugt fra israelske angreb, hvor artillerigranater og missiler regnede ned over deres kvarter, og om hvordan deres familiemedlemmer var blevet dræbt.  Hvordan de havde bevidnet, at deres naboer blev dræbt af missiler.

Hvad der slog mig mest, var hvor godt, jeg blev behandlet i ruinerne. Jeg blev endda inviteret på frokost, skønt jeg havde svært ved at forstå, hvor frokosten skulle komme fra. De mente ikke, at Obama-regeringen var bedre end Nethanyahu, men de så en klar forskel mellem den amerikanske regering og det amerikanske folk.

Men bombningerne begyndte  igen, og jeg måtte indstille mig på at udholde denne terror nat efter nat med bomber, granater fra krigsskibe om dagen og droner, som dykkede tæt over os for at søge efter mål. Jeg fik granatchok, så jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg skulle have klaret 51 dage med dette.

Og tænk så på børnene, især dem under syv år, som har oplevet tre frygtelige krige, som har resulteret i, at over 20 % af Gaza ligger i ruiner. Flertallet af indbyggerne er under 18 år. Man må erkende, at Gaza er en ghetto for børn. Hvordan skal det gå med disse børn, som må klare sig under stadig stress?

Menneskelige skjolde

Glenn G. spørger til Israels brug af menneskelige skjolde. Israelerne anklager ellers altid Hamas for dette. Max B. svarer, at han har dokumenteret adskillige tilfælde, hvor folk i Gaza er blevet brugt som menneskelige skjolde af IDF, fx familien Wahadan i Beit Hanoun.

IDF brugte deres hjem som operationsbase og tvang familien til at blive i deres hjem mellem den 19. og den 26. juli. Det var et fire etagers hus. Kvinderne, børnene og de ældre mænd blev holdt fanget på første etage. Mænd i den militær-egnede alder blev bragt til et israelsk fængsel til afhøring og muligvis tortur.

Den 26., da israelerne vidste, at der var optræk til våbenhvile, blev der beordret luftbombardementer i dette område af Beit Hanoun. Familien Wahadan blev beordret til at blive inden døre og truet med, at de ville blive dræbt, hvis de gik ud. Der er videooptagelser af dette. Hele kvarteret blev ødelagt af en times artilleri-spærreild. Familien var en af de familier, der blev hårdt ramt.

Max B. ankom tre uger efter, at dette skete, og da gik der stadig unge mænd og søgte i huset efter Ghena Wahadan, som var to år gammel, og hendes tante, Baghdad, som var 52 år. Deres lig var endnu ikke fundet.

Nogle af de få overlevende familiemedlemmer havde samlet løsrevne lemmer af de dræbte. Det var vist 10 i alt, som var blevet dræbt.

Jeg rapporterede om denne familie, der blev brugt som menneskelige skjolde, og senere blev det bekræftet af en NGO, Defence of Children International.

Hvem gav ordrerne?

Den israelske menneskerettighedsgruppe B’Tselem fastslog, at IDF havde iværksat en åben-ildpolitik, som rettede sig mod familier. Hvem i IDF gav disse ordrer fra et air-konditioneret kontor i forsvarsministeriets kommandocenter i Tel-Aviv?

Den person er kriminel og bør retsforfølges og anklages for denne forbrydelse og så mange andre, som jeg har været i stand til i bund og grund at bekræfte.

Hvad driver dig?

Glenn G. kender Max B. i forvejen og ved, at det undrer mange, at det skulle gå sådan, at Max B. blev en af de mest standhaftige og, som nogle måske ville sige ekstremistiske, jødiske stemmer, som kritiserer Israels aggression og besættelsen. Hvilke erfaringer har været afgørende for at vælge denne vej?

Max B. svarer, at mange ved, at hans familie har været tæt på Hilary og Bill   Clinton og været i Washington i lang tid. Han voksede selv op i Washington i disse omgivelser. Mange undrer sig måske over, hvordan jeg er kommet dertil, hvor jeg er, og hvorfor jeg ikke følger en mere traditionel vej inden for rammerne af den herskende liberalisme, hvilket sikkert ville være mere komfortabelt.

En jødisk opvækst

Når man som jøde vokser op i Washington DC i en middel- eller overklassefamilie, så kalder zionismen på en. Der er ingen steder at skjule sig, især ikke i min familie, selv om den ikke er specielt zionistisk.

Men jeg blev sendt i hebraisk skole, hvor der var et israelsk flag ved siden af bimah, det podium, hvor rabbineren stod. Ved siden af det israelske flag var FN-flaget draperet i sort i protest mod den nu hedengangne FN-resolution, som korrekt erklærede zionismen for at være en form for racisme. Dette havde allerede sået tvivl i mit sind, da jeg gik i første klasse.

Zionismen blev der aldrig sat spørgsmål ved i det jødiske samfund i Washington. Gennem fredsprocessen blev Israel opfattet som en slags liberalt projekt, som inderligt ønskede fred.

Birthright Israel Trip

I år 2000 besluttede jeg mig til at tage på en Israel-tur, Birthright Israel trip, som er gratis for amerikanske jøder og for jøder i diasporaen. Den varer 10 dage. Den forankrer jødisk identitet i staten Israel.

Jeg vidste ikke, hvad jeg havde i vente. De, der finansierer denne tur, tilstræber at skabe en livslang forbindelse mellem amerikanske jøder og staten Israel. Det er blandt andre Sheldon Adelson, den højreorienterede republikanske krigsherre, som er nær ven af Nethanyahu, Michael Steinhardt og Charles Bronfman.  På en måde virkede det for mig, fordi så mange spørgsmål blev plantet i min bevidsthed.

Hvorfor skulle vi være omgivet af israelske soldater med våben hele tiden? Hvorfor blev vi instrueret om ikke at omgås palæstinensere? Hvorfor blev vi opmuntret så aggressivt til at engagere os i promiskuøs seksualitet? Hvorfor var jødisk liv centreret så langt fra USA, som var det sted, hvor jeg gjorde mine jødiske erfaringer?

Intifadaen ændrede alt

Alle disse spørgsmål kørte rundt i mit hoved, da jeg kom hjem, og den anden intifada gik i gang. Jeg så IDF knuse flygtningelejren Jenin. Det var på det tidspunkt, jeg begyndte at spørge, hvad besættelsen handlede om, hvad zionismen handlede om, hvorfor jeg ikke havde fået fortalt sandheden.

Jeg husker, at jeg protesterede på en e-mailliste, som nogle Birthright’ere stod på, og at jeg modtog et telefonopkald fra en af de rabbinere, som havde fulgt os på rejsen. Han var fra Chabad, en radikal højreorienteret, messiansk kult, som netop havde guidet mig på min første rejse til Israel.

Han begyndte med at forsvare Israels ødelæggelse af undervisningsministeriet i Ramallah. Bogbrænding! Sådan så jeg på det. Det var altså fuldstændigt uacceptabelt for mig, men jeg kunne ikke sætte det ind i nogen sammenhæng eller forstå zionismen i den aktuelle situation. Zionismen havde altid været sat i sammenhæng med fredsprocessen og en to-statsløsning.

Jeg havde ingen palæstinensiske venner før 2007, som kunne forklare ud fra et palæstinensisk perspektiv, hvad situationen indebar for dem. Derfor var det en langvarig proces for mig. Jeg ved, at det har været det samme for mange andre jøder.

Men som en, der var vokset op i det liberale demokratiske establishment, var der også en anden proces i gang, så jeg var ved at indse, hvor tom vores politik var. Jeg var vidne til den anden invasion i Libanon, som ødelagde en stor del af Beirut, og jeg hørte vores regering kalde det fødselsveer for et nyt Mellemøsten.

Obama og det demokratiske parti

Så kom operation Cast Lead (Israels betegnelse for angrebet på Gaza 2008-2009 (red.)). Alle mine kolleger på The Nation Magazine (et amerikansk ugemagasin om politik og kultur, det ældste I USA (red.)) var forelsket i Barack Obama.

Og Barrack Obama sagde intet, da 1400 mennesker, flest civile, blev dræbt og belejret. (B.A. blev valgt i 2008, tiltrådte i januar 2009 (red.))

Jeg så det demokratiske partis  establishment være enigt med republikanerne og den israelske lobby om at støtte et angreb på et belejret folk.

Vor politik var totalt indholdsløs, og Barack Obama havde ikke i sinde at ændre denne situation det mindste. Situationen ville snarere forværres under ham. Jeg var nødt til at gøre noget andet.

Ud af boksen

Det var lige på det tidspunkt, jeg besluttede at træde ud af boksen og bruge det privilegium, jeg havde som jødisk amerikaner fra en familie med gode forbindelser. Jeg gik i gang med at skrive min bog ’Goliath’, og jeg brugte de penge, jeg tjente på min første bog, ’Republican Gomorrah’, til at finansiere alle disse rejser til Israel/Palæstina.

Jeg tog kontakt til de radikale venstreorienterede i Israel, disse jødiske israelere, som er hårdt trængt i deres eget samfund, og med palæstinensere, som førte en ubevæbnet folkelig kamp på Vestbredden mod besættelsen.

Disse folk blev mine venner og mine nærmeste kammerater, og de blev mine øjne og ører i området. Når disse mennesker træder ind i ens liv, så bliver deres erfaringer ens egne. Man ændrer sig simpelthen som person. Så her er jeg, fem eller seks år senere, totalt forandret. Der er ingen vej tilbage. Jeg ved, at jeg rutinemæssigt bliver dæmoniseret og kaldt antisemit.

Agitator og journalist

Men jeg er ikke i stand til at stoppe. At dække denne situation og agitere for Boycot, Divestment, Sanctions-bevægelsen, som jeg mener, er den eneste taktik, vi lige nu har til at intervenere. At være agitator udover at være journalist er en del af min identitet.

Jeg mener, at jeg ligesom mange andre yngre folk er et produkt af Washingtons forfejlede politik. Jeg håber, at jeg kan være med til at udvikle et alternativ til den.

Al-Qassam-brigaderne

Bogen er ikke blot en beretning om de rædsler, der udspillede sig i de 51 dage. Den indeholder en masse militærhistorie, og jeg ville gerne beskrive den væbnede kamps udvikling, særligt al-Qassam-brigaderne, som er Hamas’ militære gren, og som virkelig repræsenterer græsrødderne i Gaza.

Der er konsensus I Gaza, når det gælder støtte til al-Qassam-brigaderne, hvorimod der er delte meninger om Hamas’ politiske gren. Måske har Hamas aldrig haft mindre støtte end nu. Som amerikanere forbinder vi altid begge med selvmordsbomber.

Det var en taktik, som man tog i brug, efter at Baruch Goldstein, den jødiske fanatiker, som faktisk kom fra Brooklyn, massakrerede 29 palæstinensiske bedende i Hebron. Det var dengang, Yahya Ayyash, som havde været med til at grundlægge al-Qassam-brigaderne, besluttede at udløse en serie selvmordsbomber, som plagede det israelske samfund.

Det var ikke kun for at hævne israelsk vold, men fordi al-Qassam-brigaderne ikke havde kapacitet til at konfrontere IDF direkte. Under besættelse er det svært at skaffe våben. De bedste, de havde, var hjemmelavede. Faktisk startede de med kun ét gevær.

Israels drab på ledere

Ayyash blev myrdet under en våbenhvile, som al-Qassam-brigaderne overholdt, (den 5. januar 1996 (red.)). Det førte til en ny bølge af selvmordsbomber og angreb på civile mål i Israel samtidigt med massakrer i Gaza og på Vestbredden.

Salah Shehadeh, som var leder af al-Qassam-brigaderne, blev myrdet i sin lejlighed af det israelske luftvåben sammen med mange andre, som boede i samme boligblok (den 22.7.2002 (red.)).

Israelsk tilbagetrækning og ny udvikling

Alt dette førte til sidst til, at IDF nedlagde bosættelserne og militærbaserne I Gaza og i stedet satte Gaza under belejring. Det er baggrunden for de tilbagevendende disproportionale angreb på Gaza, vi ser med få års mellemrum.

I Gaza blev al-Qassam brigaderne i stand til at importere tungere våben igennem de tunneller, de havde gravet under Egyptens grænse, og at påbegynde en egentlig militarisering. De begyndte at udvikle deres egne droner. De var i stand til at udvikle raketter, som kunne nå Jerusalem og Tel Aviv for første gang. Og de er begyndt at udvikle raketter, som kan ramme militære installationer.

De begyndte at samarbejde med Hizbollah, den libanesiske guerillabevægelse, som drev IDF ud af Sydlibanon og slog IDF i den anden invasion.

Nu i stand til at konfrontere IDF

Der blev altså udviklet taktik, som var egnet til at konfrontere IDF. Det viste sig i 2014 i slaget om Shuja’iyya, som ligger vest for Gaza by. Her fik IDF en blodtud fra hovedsageligt unge mænd, som kom ud af deres hjem for at kæmpe under kommando af Mohammed Deif, lederen af al-Qassam-brigaderne.

Al-Qassam har droppet taktikken med selvmordsbombere og angreb på bløde israelske mål og bekæmper IDF direkte. Det krævede etablering af et avanceret tunnel-system under Gaza for at iværksætte bagholdsangreb og infiltration på israelsk territorium.

Angrebet på Nahal Oz

En al-Qassam-gruppe infiltrerede israelsk territorium ved Nahal Oz, hvor der er en kibbutz for israelske civile og en israelsk militærbase, som bliver brugt til angreb mod Gaza.

De bar israelske uniformer med kameraer på deres hjelme. De valgte ikke at angribe civile i kibbutzen. De kunne have dræbt dusinvis af civile, men det var ikke, hvad ordrerne gik ud på. De havde ordre til at angribe soldater.

De trængte ind i den militære base, dræbte alle de soldater, de stødte på og mistede kun en mand. Så løb de tilbage til tunnelen, tilbage til Gaza.

Denne video var dybt inspirerende for unge palæstinensere, som i hele deres liv kun havde set videoer, hvor palæstinensere blev ydmyget af israelske soldater. Her så man, at Gazas bevæbnede grupper var i stand til at konfrontere en af de stærkeste hære i verden og ydmyge den.

Shuja’iyya

I slaget ved Shuja’iyya blev næsten 30 israelske soldater dræbt og 100 såret. Grunden til, at Shuja’iyya blev totalt ødelagt var, at IDF matte trække sig tilbage med terror og så overdænge hele området med artillerigranater.

Denne udvikling i al-Qassam-brigaderne er en af de ufortalte historier fra denne krig. 72 israelske borgere døde i denne krig, heraf 67 kampsoldater, hvilket beviser, at soldater, ikke civile, blev angrebet.

Mohammed Deif, lederen af al-Qassam-brigaderne, og hans talsmand, Abu Ubaida, erklærede udtrykkeligt, at de gik efter israelske soldater, ikke civile, og de hånede IDF som kujoner, fordi de angreb civile i Gaza.

Dahiya-doktrinen

Hvorfor blev dette fortiet i vores presse og medier? Fordi det komplicerer vores historie om krigen mod terror, som holder fast ved, at ikke-statslige aktører er terroristerne, og at stater som Israel bekæmper terror. Men faktisk har IDF lanceret en doktrin for statsterror, Dahiya-doktrinen.

Dahiya-doktrinen er navngivet efter en bydel, som blev udslettet i den sydlige del af Beirut af IDF i den anden invasion af Libanon i 2006. En israelsk journalist, som hedder Yaron London interviewede kommandøren for den nordlige del af IDF, Gadi Eizenkot. Han er nu stabschef for hele den israelske hær.

Han sagde, at fra nu af er alle mennesker i Libanon Hassan Nasrallah, den spirtuelle leder for Hizbollah, og alle mennesker i Gaza er Khalid Mishal, som er leder af Hamas’ politbyreau.

Med andre ord: IDF vil ikke skelne mellem civile og kæmpende. Faktisk vil de fortrinsvis gå efter civile for at demoralisere dem, så de vender sig imod modstandsbevægelsen.

Det har været operations-doktrinen for IDF I Gaza siden 2006.

Gaza i virkeligheden?

Hvis man ser på det større billede og prøver at forstå, hvad Gaza virkelig er, så vil man konstatere, at Gaza er et opbevaringssted for de overskydende mennesker, som ikke kan blive en del af den selvproklamerede jødiske stat.

72-89 procent af folk i Gaza er flygtninge fra, hvad der nu er Israel. De har legitime krav på hjem og ejendom i Israel, men kan absolut ikke tillades at vende tilbage, fordi det ville ødelægge den jødiske stats etniske renhed.

Den jødiske stat er nødt til at opretholde en demografisk grænse på 70 procent jøder overfor 30 procent ikke-jøder. Derfor må disse flygtninge opbevares permanent i Gaza.

Fangeoprør mod etnokratiet

Når folk bliver opbevaret, har de, som vi har set i fangeoprør, en tendens til at yde modstand og til at støtte militante fraktioner, som organiserer modstand, og som importerer våben og finder måder at angribe undertrykkeren på. Det er derfor, Hamas eksisterer. Det er derfor, folk I Gaza støtter al-Qassam-brigaderne.

Så længe dette scenarie med en etnokratisk stat, som tilstræber at bevare sin etniske renhed ved hjælp af voldelig demografisk manipulation og brutale midler, så vil disse krige stadig opstå.

Så den virkelige baggrund for denne krig er 1948, da folk blev gjort til flygtninge. For at forenkle det: Hvis de 1,8 millioner indbyggere i Gaza var jøder, så ville murene kunne rives ned i morgen, og krisen ville være slut. Det er derfor, de er besat og belejret.

Udvalgt og oversat af Dagmar Dinesen. Interviewet  kan læses og høres  hos The Intercept i sin helhed

 

About The Author