Nakba 2

baby på pap

Krigene i Irak og Syrien har lagt grunden til en arabisk folkevandring mod Europa, bort fra lidelse og død. Palæstinensere fra flygtningelejre i Syrien og Libanon har sluttet sig til flugten. De kalder den Nakba 2.  

I juli 2012 skriver redaktøren af Palestine Chronicle, Ramzy Baroud, at ”erfaringer fra krigene i Mellemøsten viser, at de palæstinensiske flygtningesamfund altid ender med at være blandt de mest udsatte befolkningsgrupper på grund af deres manglende valgmuligheder som statsløse. De er fanget i en fælde.

Uanset udfaldet af oprøret/borgerkrigen i Syrien kan de risikere at blive udsat for hævnaktioner og eventuel fordrivelse, både fra et sejrende Assad-styre og fra sejrende oprørsgrupper” (Palæstinaorientering nr. 3, september 2012. Klip fra: ”Hvad sker der i de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien?”)

Intern palæstinensisk splittelse

Der har været en historisk tradition for, at de palæstinensiske flygtninge i Syrien har forholdt sig neutrale i de interne politiske uoverensstemmelser i deres værtsland. Siden foråret 2012 har den palæstinensiske elite imidlertid været splittet. Nogle grupperinger fra PFLP og Fatah har aktivt støttet regimet, mens det islamiske Hamas har brudt med det og flyttet sit hovedkvarter fra Damaskus til Qatar.

En talsmand fra den syriske regering beskrev palæstinenserne som Syriens ”gæster” og opfordrede dem til at flytte til et af de arabiske demokratier, hvis de ikke kunne ”opføre sig ordentligt” i Syrien (Palæstinaorientering nr. 3, september 2012. Klip fra ”Hvad sker der i de palæstinensiske flygtningelejre i Syrien”)

Yarmouk

I december 2012 overtog de syriske oprørere mod Assad kontrollen med Yarmouk, den største palæstinensiske flygtningelejr i Syrien, beliggende i Damaskus’ forstæder, og flyttede ind i den.

Den blev nu en del af de lokale kampe, og et halvt år senere omringede Assads styrker lejren og indledte en massiv belejring og beskydning af oprørsgrupperne inde i lejren.  Dette førte til et drastisk fald i levevilkår og en lige så drastisk stigning i sygdom og død for de indelukkede palæstinensere.

I oktober 2013 var Yarmouks befolkning på 250.000 svundet ind til 18.000, og manglen på mad og medicin var nu så katastrofal, at der var tale om hungersnød og livstruende helbredstilstande (Palæstinaorientering nr.3, september 2012 og nr. 1, marts 2014 . Klip fra ”Yarmouk-lejren”).

Palæstinensiske flygtninge

Den 10. september 2015 skriver Samar Hazboun fra  AFP i artiklen ”Palestinian refugees joining exodus from Syria” i  Maan News, om det voksende antal palæstinensiske flygtninge, der nu tilslutter sig de hundrede tusinder syreres  og irakeres farefulde rejse mod overlevelse i Europa. Flertallet af disse palæstinensere fra syriske og libanesiske flygtningelejre følger ruten, ad hvilken de prøver at nå frem til Athen via den græske ø Chios.

Men andre palæstinensere vælger den korte sejltur til den lille ø Leros, hvor 8000 fiskere og landmænd kæmper for at overleve i et Grækenland i statsbankerot.

”Frivillig”

Den 13. september møder min mand og jeg efter aftale op foran havnepolitiets registreringslejr i Laki på Leros for at indgå i den lille stab af frivillige, der med egne, venners og venners venners indsamlede penge forsøger at lindre tilværelsen en smule for de mange flygtninge i den relativt korte periode, hvor de bliver registreret af havnepolitiet, før de som ”registrerede flygtninge” lovligt kan fortsætte rejsen mod Athen og derefter mod Europas frelsende havn.

Det hårdt arbejdende havnepoliti er forpligtiget til at give flygtningene et dagligt måltid, men det er de frivillige, der sørger for alt andet: kontakt til hospital, læger og apoteker, løbende udlevering af mad, vand, juice, mælk, bleer, renseservietter, hygiejnebind, medicin og som det mest stressende: uddeling af sko og tøj til rejsen mod det kolde nord. Vi har så få sko, at vi oftest må se dem drage videre i plastiksandaler og alt for tyndt tøj.

Vi har i mange år haft et lille bondehus oppe på bjerget lige under Kastro, den ældgamle borg, og vi har i det sidste års tid fulgt lokale venners arbejde i lejren.  Nu ville vi selv indgå i arbejdet et par uger af vores ferie i det lune september-vejr med havtemperaturer på over 27 grader.

Den første aftenvagt

Kort før vi startede på motorcyklen ned ad bjerget, hørte vi tilfældigt via internettet, at en båd med omkring 100 flygtninge samme dag var havareret nær Leros i vores lune Middelhavsvand, og at halvdelen af de 42 druknede var kvinder og børn.

Det var derfor med beklemte hjerter, at vi i havnepolitiets lejr i Laki spurgte efter den lokale leder af de frivillige og tilbød vores tjeneste. Der hang vådt tøj overalt på det politibevogtede hegn, og indenfor kunne vi se gruppen af overlevende, der netop havde mistet børn, hustruer, mænd eller bedsteforældre.

Lige nu prøvede lejrledelsen at skaffe hoteller til dem, et stort problem, da de fleste hoteller her nægter at udleje værelser til flygtninge.

Havnepolitiets arbejde

Alle flygtningene i lejren er samlet op af havnepolitiet, efter at de selv har piftet deres gummibåde, en voldsom og livsfarlig proces, der skal presse øens ledelse til at redde dem i land og registrere dem som legale flygtninge.

Denne voldsomt traumatiserende proces betyder, at mange flygtninge kvæstes og mister sko og andre vigtige ejendele, som de har stærkt brug for til den lange rejse, der ligger foran dem.

De frivillige tilkaldes dernæst af havnepolitiet og deler vand og chokoladecroissanter ud til de våde, forkomne og chokerede børn og voksne.

Derefter går man i samlet flok op til havnepolitiets hovedsæde, hvor den nys ankomne flygtningegruppe holdes tilbage bag politibevogtede hegn i det overskuelige gårdareal under åben himmel. Her indretter de sig i små familiegrupper og sover på nedslidte papstykker, indtil registreringen er færdig efter et par dage, og de kan overflyttes til en ussel udslusningslejr, hvor de skal vente på skibslejlighed til Athen.

Dødsfald og fødsler

I de 2 ½ uge, hvor vi arbejdede i lejren, oplevede vi det første voldsomme efterårsuvejr med to dages storm, torden og skybrud, yderligere nitten drukneulykker, to fødsler, hvor kvinderne nåede frem til hospitalet og slap for at føde på et tilmudret stykke pap. En genoplivelse af en ældre mand, der var faldet om med hjertestop. Vi oplevede også en fantastisk redning, hvor en stor irakisk familie overlevede i ti timer i vandet i deres redningsveste, mens de holdt fast i hinanden og kun blev fundet ved et tilfælde.

Flygtninge fra Yarmouk

Da jeg hørte, at der med mellemrum kom flygtninge fra Yarmouk til lejren, brugte jeg ofte den T-shirt, som jeg købte i Palæstina i 2008 i forbindelse med markeringen af 60 året efter Nakba, fordrivelsen af 750.000 palæstinensere fra Palæstina i 1948.

Billedet på brystet er en kopi af et ikonografisk gammelt fotografi fra 1948 af en kolonne flygtende palæstinensiske kvinder, på vej mod Libanon eller Syrien med store bylter balancerende på hovederne og deres børn ved hånden. Oven over flokken af flygtende er tegnet en hånd, der holder skødet på det hus, de har forladt og med påskriften ”Not for Sale”.

Den 20. september kom der en stor gruppe palæstinensere fra Yarmouklejren til Leros, en storfamilie med tre generationer og mange småbørn, som de unge mødre bekymret trykkede ind til sig.

Under omdelingen af mælk til lejrens stadigt flere småbørn og højgravide kvinder fik jeg nogle småpiger fra den palæstinensiske gruppe til at hjælpe mig med at hente bleer og andre sanitære genstande til deres mødre. Her fik jeg kontakt med familiens unge mænd og fik en engelskkyndig til at hjælpe med samtalen.

Jeg viste dem Nakba-billedet på min T-shirt og fortalte om det Danida-projekt, jeg havde deltaget i i en række landsbyer på Vestbredden og i Gaza, mens de til gengæld fortalte mig om deres beslutning om at forlade lejrens dødsspiral og prøve at finde frem til et sted i Europa, hvor de kunne overleve. Livet var blevet ubærligt, og billeder på internettet af de tusinder af vandrende mennesker på Europas landeveje havde opmuntret dem til at gribe chancen.

Det var en af de unge mænd i gruppen, der til sidst formulerede ordene: ” Med denne beslutning skaber vi nu selv vores Nakba 2.”

Denne artikel indeholder forfatterens personlige oplevelser fra den græske ø Leros.

 

 

 

About The Author