Når protest mod racisme og militarisme bliver hate-speech

bds

For ikke så mange  år siden var BDS-kampagnen for boycot, divestment og sanctions  et initiativ, der ikke blev spået de store chancer, når det gjaldt om at lægge økonomisk og politisk pres på Israel. Og hvis målestokken er en ændring af israelsk politik mod større respekt for palæstinensernes rettigheder, så må indsatsen siges at have været forgæves.

Siden begyndelsen af 1990erne har Israel mere end fordoblet antallet af bosættere i de besatte områder på Vestbredden og i Østjerusalem, og Gaza bliver regelmæssigt trakteret med massive luft- og artilleriangreb, der dræber tusinder, sårer titusinder og ødelægger den infrastruktur og produktion, som er grundlag for de indespærrede menneskers overlevelse.

At det skulle blive anderledes, giver de israelske politikere og det store flertal af israelske vælgere os ingen gode grunde til at tro.

I selve Israel bliver palæstinensiske borgere fortsat diskrimineret voldsomt, og den institutionelle racisme er i de seneste år blevet suppleret med love, der kriminaliserer modstand mod den.

Lovene bliver foreslået af politikere, der åbent taler for fordrivelse af de palæstinensiske israelere eller kræver, at de sværger troskab mod Israel som jødisk stat.

Populær og bred bevægelse

Men hvis målestokken er den opbakning, som BDS-kampagnen har fået overalt i verden, ser tingene anderledes ud. Illustrativ i den sammenhæng er udviklingen på amerikanske universiteter, hvor stadigt flere studerende engagerer sig i propalæstinensisk solidaritetsarbejde, og den akademiske boykot, der er en del af BDS.

Læg dertil de mange sociale, kulturelle og religiøse organisationer i civilsamfundet i Nordamerika og Europa, som i protest mod parlamentarikernes forsvar for eller støtte til Israel slutter sig til den mangfoldighed af grupper og bevægelser, der findes under BDS-paraplyen.

Bredden af initiativer er bemærkelsesværdig: Fra shit storms mod filmstjerner, der lægger navn og ansigt til reklame for bosætter-kosmetik over pres mod musikere, som tænker på at optræde i Israel, til lokal aktivisme, der gør opmærksom på den problematiske oprindelse af varerne på supermarkedernes hylder.

Delegitimering

En anden grund til optimisme med hensyn til BDS-kampagnen og med Palæstina-solidaritetsarbejdet i det hele taget er den opmærksomhed, som Israel giver dem.

Den opmærksomhed viser sig i en aggressiv kampagne mod organisationer i det israelske civilsamfund, hvis syn på sagerne ikke falder i hak med den ”officielle version”, eller som af den ene eller anden grund anfægter det racistiske krav om loyalitet mod Israel som jødisk stat.

Desuden har Israel, med hjælp fra et verdensomspændende net af proisraelske  lobbyorganisationer, haft succes med at opmuntre eller presse nordamerikanske  og europæiske  regeringer til at gøre indsatsen mod propalæstinensiske og israel-kritiske organisationer til en politisk prioritet.

Al magt mod BDS

Mindst overraskende er det amerikanske eksempel. I en tale ved AIPACs kongres i Washington i 2012 lovede Barack Obama, at han ville » modsætte sig bestræbelser på at boykotte Israel«, og han huskede de tilstedeværende fra den mægtige lobbyorganisation på, at hans regering havde »modsat sig alle forsøg på at delegitimere Israel«.

Obamas tidligere udenrigsminister Hilary Clinton har undervejs i den præsidentvalgkamp, hun formentlig står til at vinde, lovet betingelsesløs amerikansk  støtte til Israel i det hele taget, og at hun vil bruge præsidentembedet i kampen mod BDS.

BDS-kampagnen har i sandhed mægtige fjender. Det er ellers ikke, fordi propalæstinensiske og israel-kritiske aktivister i USA mangler modstand i forvejen. I alle amerikanske sammenhænge, hvor penge og venligtsindede sponsorer har noget at skulle have sagt, er vejen for mennesker, der ønsker at kritisere Israel eller amerikansk Mellemøst-politik, stejlt op ad bakke.

Det gælder ikke mindst på højere læreanstalter, hvor lobbyen har brugt betydelige ressourcer på at presse bestyrelser til at fyre eller give reprimander til videnskabeligt personale, som har ytret sig ufordelagtigt om Israels krige og de amerikanske våben, de bliver ført med. Studerende, der organiserer sig omkring BDS, bliver også intimideret, og der bliver rutinemæssigt langt hindringer i vejen for deres offentlige arrangementer.

Kriminel hate speech

Mens det altså i USA stadig ”kun” er karrieren, som Israel-kritiske aktivister kan blive ramt på, har andre lande strakt deres love, sådan at opfordringer til boykot af Israel bliver omfattet af love mod hadsk tale eller hate speech, blandt andet i Canada.

I Frankrig er aktivister blevet idømt store bøder for at opfordre til boykot af Israel, og i Storbritannien har regeringen lanceret lovforslag om, at det skal gøres ulovligt for valgte lokalpolitikere at fravælge kommunale indkøb af varer, der er produceret i ulovlige bosættelser.

Begrundelsen er, som nævnt, at der er tale om hate speech, om tale, der er egnet til at oppiske antisemitisme. Grundlaget for den påstand er, må man tro, at Israel er en jødisk stat, og at kritik af Israel er egnet til at så had mod jøder.

Det er en bizar logik og én, der i praksis immuniserer Israel mod kritik. Logikkens fortalere formulerer det naturligvis ikke sådan. Man må selvfølgelig kritisere Israel, siger de, men der er en grænse. Og den grænse krydser man altså, hvis man opfordrer til boykot, eller bevidst fravælger at bruge de penge, man har politisk mandat over, til at købe varer produceret i bosættelser.

BDS og terrorisme.

For godt et år siden gav attentaterne i Frankrig  og Danmark  vand på den mølle. I januar måned myrdede islamistiske terrorister fire franske jøder i et supermarked i den parisiske bydel Port de Vincennes. Måneden efter myrdede Omar El-Hussein den jødiske vagtmand Dan Uzan foran synagogen i Krystalgade i København.

Der gik ikke lang tid, før ofrenes jødiske identitet blev brugt mod Israels kritikere. Herhjemme gik der mindre end et døgn, efter at Omar El-Hussein var faldet for aktionsstyrkens kugler i Københavns nordvestkvarter, førend lederskribenten på Jyllandsposten havde fundet ud af, hvordan det hele hang sammen, og hvordan vi som samfund burde reagere:

Mordene viser, at der er en »slags krig i gang i Europa.« En krig på »politik og værdier, men også en slags religionskrig«. Det skal vi forstå, hvis »vi vil forsvare vores samfundsmodel«  mod »tidens islamistiske mørkemænd«, som politikerne med ansvaret for »masseindvandringen fra Mellemøsten«  har ladet få fodfæste i Europa.

På Europas side

Vi skal, skrev Jyllandsposten, droppe »offerliggørelsen« af muslimerne, for den svækker vores »immunforsvar mod islamismen.«  Vi må ikke »krybe i ly bag hændervridende pseudosociologiske forklaringer på eller relativeringer af terroren i Europa«.

Men det er ikke pseudosociologi eller rundhåndet delen ud af opholdstilladelser, som bærer hele ansvaret for Omar El-Husseins forbrydelser. Det er heller ikke kun koranen. Det er kritikken af Israel:

”Måske var det på tide med en lidt klarere forståelse for, hvad de mange hårde kampagner mod den jødiske stat, Israel, fra brede kredse i Europa kan skabe grobund for. Ingen siger vel, at islamismens eliminatoriske antisemitisme alene kan læses ud af Koranen. Israel er faktisk entydigt på Europas side i kampen mod islamismen. Det er tid til besindelse.”

Dermed taler lederskribenten på JP sig ind i den propagandistiske narrativ, som Israel har søgt at tale virkeligt siden terrorangrebene den 11. september. Det er ikke længere de zionistiske pionerers progressive Israel, der står forrest, når Israelsk politik skal legitimeres. Det er Israel som frontliniestat i civilisationernes sammenstød, der føjer fornuft og uomgængelighed til den i Israel grasserende kvasi-fascisme  og chauvinisme.

Fælles fodslag

Hvis pointen med påstanden om den side, som Europa og Israel deles om at befinde sig på, er, at Europa og Israel deles om at sætte menneske- og borgerrettigheder højt og om at lade liberale værdier om det åbne samfunds fortræffelighed og racismens uantagelighed påvirke politikken, har lederskribenten opgivet alle prætentioner om kontakt med virkeligheden.

Først og fremmest fordi Israel nægter millioner af mennesker deres rettigheder, og i de besatte områder i Østjerusalem og på Vestbredden fører en politik, som ifølge FN’s konventioner konstituerer forbrydelsen apartheid.

Og hvis pointen med det liberale demokrati er, at mennesker skal have lige adgang til politisk indflydelse på den stat, der forvalter deres livsbetingelser og sætter grænserne for deres individuelle og kollektive udfoldelse, så er Israel et meget dårligt eksempel.

På den anden side kan man jo læse JP-lederen sådan, at det er Israel, der fører den fornuftige og nødvendige politik.  At det for skribenten er en politik, vi i Danmark og Europa skal lade os inspirerere af, eller måske ligefrem kopiere.

Autoritære tiltag

JP løber halvåbne døre ind. I brede dele af det politiske spektrum i Danmark og resten af Europa er der en forbavsende tolerance overfor autoritære tiltag, der på en og samme tid motiveres med og kaster vrag på liberale idealer i forhold til retssikkerhed, grænser for politi og efterretningstjenester og den slags.

Ytringsfriheden, som Jyllandsposten er så principiel en tilhænger af, bliver selektivt indskrænket. Mennesker, der af vanvare eller dumhed hylder typer som Omar El-Hussein eller organisationer som Al-Qaeda, bliver lovbrydere, mens andre uden særlig modsigelse og aldeles ustraffet kan agere heppekor  for Israel, når det for Gud ved hvilken gang tæppebomber sages- og værgeløse mennesker i Gaza.

I det lys er det let at forstå, hvor ideen om at kriminalisere BDS og anden Israel-kritisk og propalæstinensisk aktivisme kommer fra. For hvis de »hårde kampagner« mod Israel bærer ansvaret for, at folk som Omar El-Hussein skyder jødiske vagtmænd, og for at man i øvrigt kan straffe folk for at udtrykke sympati med terrorister, så giver det god mening at kriminalisere BDS og andre forsøg på at ”delegitimere Israel”.

Hadsk protest

Man skulle jo tro, at Israel delegitimerede sig selv ved at massakrere palæstinensere i Gaza eller ved at opretholde militærdiktatur på Vestbredden. Og man skulle tro, at massakrernes og undertrykkelsens virkelighed har noget at betyde, hvis man vil forstå den indignation, der får folk til boykotte Israel og opfordre andre til at gøre det samme.

Men sådan er det ikke. Israel er, for de autoritært anlagte på Jyllandsposten og langt ind over den politiske midte en stat, som vurderes på et spektrum fra det kritisable men forståelige til det uangribelige og inspirrende.

Det må betyde, at Israel er nødt til at undertrykke og kaste bomber på palæstinenserne og at vi, der lader os indignere og omsætter indignationen til fredelig og demokratisk protest med eller uden forsæt, støtter terrorismen. Protesten bliver, uanset dens grundlag, til hate speech. Og ifølge Jyllandspostens logik til terrorstøtte. Det kan man komme i fængsel for.

Så vidt kommer det måske ikke her til lands, men givet den udbredte liberale tolerance for iliberale tiltag, er der ingen grund til at tro sig sikker. For hvis protesterne mod Israels massakrer i Gaza, militærdiktatur på Vestbredden og etnokrati bag den grønne linje bliver tilskrevet antisemitiske motiver eller gjort til terrorens årsag, så er der god plads til at stramme skruen og lade sig inspirere af Israel.

About The Author