Når undertrykkelse bliver profitabel

Amerikansk SWAT-team
Sheriffer, som de ser ud i en verden, hvor Israels besættelse er blevet salgsargument

Halpers bog War Against the People viser, hvordan menneskerettighedskrænkelser er blevet et økonomisk og politisk aktiv for Israel i en verden, hvor økonomiske eliter opruster mod nyliberalismens vraggods af besiddelsesløse og derfor ”farlige mennesker”.

Hvordan slipper Israel godt fra det? Det er det spørgsmål, der indleder Jeff Halpers nye bog War Against the People, et spørgsmål fascinerer og forfærder mange, heriblandt undertegnede.

Hvordan går det til, at staten Israel i snart 50 har kunnet holde millioner af mennesker på Vestbredden under militær besættelse, uden demokratisk indflydelse på den stat, der fylder deres liv med fjendtligtsindede soldater, kontrolposter og en priviligeret kaste af bosættere, og samtidig har kunnet motivere og legitimere undertrykkelsen med, at den – staten Israel – ”i det mindste er et demokrati”?

Og hvordan går det til, at staten Israel kan indespærre og elendiggøre to millioner palæstinensere i Gaza og kalde det selvforsvar, når den besvarer de indespærredes primitive missiler over muren med massive bombeangreb?

Nogle af svarene på disse og beslægtede spørgsmål kender vi.  Og det gør Jeff Halper, der er antroplog og i årevis har været formand for Israeli Committee Against House Demolitions (ICAHD). Svarene handler om europæisk dårlig samvittighed, om Israels propagandistiske spekulation i den, om Israels plads i de Forenede staters strategiske design for Mellemøsten, om en velorkestreret PR-indsats fra lobbyorganisationer osv.

Når det værste bliver det bedste

Men disse svar er i stigende opfang utilstrækkelige. For det første ser det ud til, at Israel og den proisraelske lobby i manges øjne har trukket for store veksler på de europæiske jøders skæbne før og under anden verdenskrig. For det andet strækker den amerikanske støtte til Israel sig meget længere, end hvad supermagtens strategiske interesse i en venligtsindet stormagt i Mellemøsten tilsiger.

Israel burde være en ideologisk og politisk hæmsko for vestlige politikere, der vil hævde vestlige værdier, men det er tilsyneladende ikke tilfældet. En af grundene til det er, hævder Jeff Halper i sin bog, at stater og private aktører rundt om i verden har fået brug for Israel eller rettere for det, som Israel er særligt dygtig til.

For stater, der skal købe våben, overvågningsteknologi og knowhow til deres væbnede styrker, politikorps og efterretningstjenester er det, der i manges øjne er det værste ved Israel, også blevet det bedste.

Israel har, med sin langvarige besættelse af Vestbredden og Gaza og med regelmæssige krige haft unik mulighed for at udvikle og teste teknologier og koncepter i realististiske omgivelser.  For dem, der køber den slags, trækker det ikke fra, at de realistiske omgivelser er befolket af levende mennesker, eller at dimserne og ideerne bliver brugt til at nægte de levende mennesker deres rettigheder eller til at slå dem ihjel.

Produkter til tiden

Besættelsen og krigene er blevet et aktiv for Israel. Ikke fordi Israel er lykkedes med at overbevise resten af verden om, at staten er et demokratisk fyrtårn i et hav af arabisk despoti, men fordi økonomiske og politiske eliter uden for Israel har fået behov for de produkter og den knowhow, som den israelske stats politik giver den private israelske sikkerhedsindustri så gode betingelser for at udvikle.

Så en del af svaret på Jeff Halpers, mit og vores spørgsmål om, hvordan Israel slipper af sted med så demonstrativt at blæse på palæstinensernes menneskerettigheder er, at Israel har råd til at være ligeglad med de indvendinger, der kommer fra sentimentalt anlagte, der går op i den slags.

En anden del eller side af svaret er, ifølge Halper, at den grasserende nyliberalisme elendiggør store dele af klodens befolkning og efterlader dem uden fremtid. Dels selvfølgelig i periferien, dvs. i de stater, der er karakteriseret ved udbredt fattigdom blandt flertallet af befolkningen, dels i den kerne af stater, der ved siden af en meget lille klasse af styrtende rige og en stor og relativt velstående middelklasse har befolkningsgrupper, der i stigende omfang er ”sat af” den økonomiske udvikling, og som ikke har nogen udsigt til at stige på igen.

Det er eliternes behov for at sikre sig imod disse elendiggjorte, der ifølge Halper skaber det marked, som Israels statshjulpne sikkerheds- og våbenindustri er blevet så succesrig en aktør på. Det gælder, når stater, der rider på den transnationale kapitalisme, skal beskytte sig mod stater, der er faldet af eller aldrig har været med. Og det gælder, når stater i kernen skal beskytte sig mod flygtninge og immigranter fra stater i periferien.

Militarisering af politiarbejde

Men det er ikke kun truslen fra farlige stater og skibbrudne i og fra den nyliberale verdensøkonomis kapitalismes periferi, staterne i kernen opruster sig imod, og som giver Israel succes på våben- og sikkerhedsmarkedet. For i kernen opstår der også lommer af periferi, der er fyldt med farlige befolkningsgrupper, der skal håndteres og kontrolleres.

Israel leverer også våben, overvågnings-teknologi, ekspertise og uddannelse til lokale og nationale politistyker, der i stigende grad udstyres og bevæbnes som soldater, som Warrior Cops.

Et eksempel på den udvikling så Halper sidste år i byen Feguson i den amerikanske stat Missouri, hvor der udbrød voldsomme uroligheder, efter at en politimand havde skudt og dræbt en ung sort amerikaner. Urolighederne blev mødt med politifolk, der optrådte som en besættelsesmagt.

Politiet i Ferguson havde, sammen med ca. 8000 andre lokale politistyrker i USA  modtaget overskudsmateriel fra Irak-krigen til en værdi af 5.1 milliarder dollar.

Warrior Cops

Et andet eksempel på den udvikling, som Halper mener har styrket Israels position på markedet for kontrol med og styr på farlige mennesker fra kernens indre periferi, er den stigende anvendelse af SWAT teams, eliten blandt moderne warrior cops

SWAT (Special Weapons and Tactics) er en amerikansk betegnelse for særlige paramilitære indsatsstyrker af den slags, belgisk politi anvendte i jagten på og nedkæmpelsen af overlevende terrorister fra angrebet i Paris den 13. november. Herhjemme er analogien AKS, politiets aktionsstyrke.

Pointen med den slags enheder er, forklarer Jeff Halper, at de, som navnet antyder, er bevæbnet og udrustet til specielle aktioner, der involverer risici og udfordringer, der falder udenfor det, almindelige betjente kan og er parate til. Fx ved indsatsen i forbindelse med gidseltagninger og mod selvmordsterrorister.

I USA er antallet af SWAT-styrker vokset eksplosivt. I 1982 var det ifølge Halper kun 59 procent af USAs byer med en befolkning på mere end 50.000, der havde SWAT-enheder. I 1995 var det tal steget til 89 procent. Og det var 16 år før terrorangrebet den 11. september og den Patriot Act, der kastede 34 milliarder dollar efter lokale amerikanske politistyrker, så de kunne bevæbne sig i kampen mod terror.

Forskellige koncepter

Det er selvfølgelig ikke Israel, der har fundet på, at amerikanske betjente skal være warrior cops, eller at politistyrker, der er trænet eller udrustet til undtagelsen, skal bruges i noget, der i stigende grad ligner reglen.

Men eksemplet med paramilitariseringen af det amerikanske politi viser, som de utallige andre eksempler i Halpers gennemdokumenterede bog, hvad det er for et marked, der har gjort Israel til efterspurgt leverandør af teknologier, koncepter og uddannelse

Og det er bekymrende, hvad amerikanske politifolk tager med sig hjem, når de er på kursus i Israel. En amerikansk politimand fra Mephis i staten Tennesee, der havde været på kursus i Israel for at lære sig pistolskydning på den israelske måde, konstaterede overfor Halper, at den vigtigste forskel på den og andre måder ligger i mentaliteten, der ligger til grund:

»Mens amerikanske idealer om magtanvendelse er centreret omkring brugen af mindst mulig magt på en konservativ, defensiv måde, er det israelske ideal det modsatte. I den israelske metode er intentionen at bringe så meget offensiv magt i spil som muligt. Intentionen er at ”angribe angriberen”, at ”eksplodere” og overvælde ham med vold. Intentionen er at skyde, til der ikke længere findes en trussel«

Hvad Israel gør…

Som antropolog og som aktivist i ICAHD har Jeff Halper lært sig at være grundig, og det vil føre for vidt at give en fyldestgørende redegørelse for alle detaljerne i War Against the People.

Man kan måske endda sige, at grundigheden i hans redegørelse for den mangefacetterede israelske våben- og sikkerhedsindustri er for stor i forhold til bogens hovedargument, som jeg har udlagt det ovenfor. Branchen er svært glad for forkortelser, og man må ofte konsultere den liste over akronymer, Halper har anbragt forrest i bogen.

Men dokumentationen af udbuddet i den israelske butik og efterspørgslen blandt kunderne i resten af verden er vigtig, for at man kan begribe rækkevidden af den situation, han beskriver.

For lige så meget som han beskriver Israels perverse laboratorium og showroom for udvikling af teknologi og viden til undertrykkelse af mennesker, og lige så meget han giver gode grunde til, at Israel kan slippe af sted med det, lige så meget viser han, at de forskelle på Israel og resten af verden ikke er så store, som vi har vænnet os til at tænke, at de er.

Hver gang Israel har bombet i Gaza, likvideret palæstinensere uden rettergang, skudt stenkastende demonstranter, bygget apartheid-mure på Vestbredden, angrebet skibe med nødhjælp osv. har statens politikere forsvaret det med, at det er, hvad enhver stat ville have gjort i Israels situation.

Hvad Halper direkte og indirekte viser er, at stadig flere stater oplever sig som værende i en situation, der ligner Israels. Og han viser, at stadigt flere stater er parate til eller gør sig parate til at håndtere den situation, de står i, som Israel ville have gjort det og med de metoder og produkter, som Israel har udviklet og raffineret.

Og det er ikke rart at tænke på.

Jeff Halpers bog War Against The People, er udkommet på forlaget Pluto Press. Den kan købes direkte fra forlaget

Amerikansk SWAT-team
Sheriffer, som de ser ud i den verden, hvor Israels besættelse er blevet salgsargument

 

About The Author