Nødhjælp til Gaza er godt for Israels økonomi

Palestinians receive their monthly food aid at a United Nations distribution center (UNRWA) in the southern Gaza Strip town of Rafah, on January 23, 2017. Photo by Abed Rahim Khatib/ Flash90 *** Local Caption *** ???????? ????? ????? ??? ??? ???? ??"? ??"? ????
Palestinians receive their monthly food aid at a United Nations distribution center (UNRWA) in the southern Gaza Strip town of Rafah, on January 23, 2017. Photo by Abed Rahim Khatib/ Flash90

Af Ole Olsen

– Israel opretholder intensivt blokaden mod Gaza, selv om det vel kunne give mere mening, også for Israel, hvis der var en positiv økonomisk udvikling der. Måske ligger forklaringen i, at Israel økonomisk har glæde af nødhjælp til Gaza?

Det er i hvert fald en teori som Johnathan Cook fra Mondoweiss synes giver mening, når han læser en analyse af Shir Hever, en israelsk økonom, som har set på pengestrømmene i forbindelse med nødhjælp til især Gaza.

Blokaden mod Gaza, som Israel – i perioder med aktiv støtte fra Egypten – har opretholdt i over 10 år har i allerhøjeste grad lammet den økonomiske og humanitære udvikling i Gaza, bl.a. beskrevet i artiklen af Tarec Baconi.

Besættelse betyder ansvar – selvstyre mindre ansvar.

Inden jeg kommer nærmere ind på den nævnte analyse om mulige israelske fordele ved blokaden, skitseres hermed lidt baggrund:

Det er i kraft af Geneve-aftalerne hævet over enhver tvivl, at en besættelsesmagt har ansvaret for vilkårene for borgerne i de besatte områder – og skal afholde de udgifter, som det kræver at sikre rimelige forhold – hvad dette er i forskellige situationer, kan ikke skæres ud i pap, men princippet gælder.

Oslo-aftalerne fra 1993 om begrænset selvstyre til palæstinenserne, havde også den konsekvens at det israelske ansvar for levevilkårene i de besatte områder blev mindre – selvstyremyndighederne og internationale donorer fik et større ansvar for palæstinensisk velfærd.

Israel fik med aftalerne også en betydelig kontrol over palæstinensisk økonomi, fx ved at al import og eksport til/fra de besatte områder skulle gå gennem israelske aktører. Prisen for dette er bl.a. beskrevet i en tidligere artikel i Palæstinaorientering.

Der har generelt været begrænset opmærksomhed på at Oslo-aftalerne – som internationalt blev bakket massivt op – også definerede et system for, hvordan international hjælp til palæstinenserne skulle kanaliseres. I det omfang der er tale om fysiske varer, skal de gå gennem israelske aktører, også selv om det er nødhjælp.

Kort fortalt fik Israel med Oslo-aftalerne placeret sig selv i en situation, hvor en meget stor del af den internationale støtte til palæstinenserne skulle gå gennem israelske aktører. Det betyder omsætning for israelske firmaer.

Det meste af nødhjælpen købes i Israel

Sher Hever har analyseret vare- og pengestrømme gennem flere år, og er nået frem til, at over 70 pct. af den internationale hjælp til palæstinenserne kommer Israel til gode, og op til 78 pct. når der specifikt ses på nødhjælp. Læs hans artikel. Og der er tale om rigtig mange penge, selv om Israel får mere international støtte pr. indbygger end palæstinenserne i de besatte områder gør.

Forklaringen på at nød- og anden hjælp til palæstinenserne er blevet en del af israelsk økonomi er, at de internationale donorer reelt har accepteret at købe en meget stor del af varerne i Israel, er forpligtiget til at benytte israelske transportfirmaer, skal betale for udgifter til israelsk sikkerhedsinspektion. Desuden er der diverse gebyrer på pengeoverførsler og meget andet.

Det betyder ikke, at det meste af nødhjælpen havner i Israelske lommer, da der skal leveres varer og tjenester for pengene, men israelske firmaer høster betydelige profitter, ligesom de i øvrigt gør på import- og eksportopgaver for virksomheder i Selvstyreområderne. Israel skaber økonomiske problemer for palæstinenserne – og tager sig betalt for at medvirke til at afhjælpe dem.

Det får Sher Hever og også Jonathan Cook til at spørge, om de økonomiske grunde til at opretholde blokaden spiller en meget stor rolle for Israel – måske større end de officielle sikkerhedsmæssige argumenter? Er Israel i virkeligheden bekymret for at en reel økonomisk udvikling i Gaza (og Vestbredden) vil betyde uønsket konkurrence for israelske aktører?

En anden vej til Gaza?

Der spørges i artiklerne også om, hvor længe de internationale donorer vil finde sig i situationen – fx er det en pligt for FN at skaffe mest mulig nødhjælp for pengene – og altså købe hvor varerne er billigere, det kunne være i Egypten eller i Jordan. Og hvorfor køres nødhjælpen ikke ind via grænsen mellem Egypten og Gaza via egyptiske firmaer?

Sher Hever spørger også til et andet alternativ, nemlig at sejle varer direkte til havnen i Gaza – og trodse den israelske sø-blokade, som det for nogle år siden blev forsøgt med ”Flotilla til Gaza” – men som endte med at israelske myndigheder dræbte 9 tyrkiske aktivister.

Ja, der er meget at spørge om – og mange grunde til at blive ved med at spørge – om ikke Israel for længst har opbrugt sin troværdighed i forhold til en retfærdig løsning på det palæstinensiske spørgsmål?

About The Author