Palæstinas tilslutning til ICC et skridt mod den nødvendige retfærdighed

Den Internationale Straffedomstol, Haag
Den Internationale Straffedomstol, Haag

Den 2. august 2014 kl. ca. 2.30 affyrede et israelsk krigsfly otte tunge missiler mod huset ved siden af min families hjem i Rafah i det sydlige Gaza.

Der blev ikke givet noget varsel. Min far, som var pensionist, 80 år, min stedmoder Amal, 60 år og min niece Seba, 4 år, blev alle dræbt. De sov alle i deres senge. Tidligere samme dag havde Seba fortalt sin far om en drøm, hun havde haft, at krigen var slut, og at hun spiste is med sine venner.

De, der beordrede og begik denne forbrydelse, dræbte mine kære. Der var ikke tid til at sige farvel. Jeg skal aldrig se dem mere, og jeg skal aldrig mere høre min fars anbefalinger om bøger og artikler, som jeg skal læse.

Denne personlige tragedie, som kun er en af tusinder, siger noget om situationen i det besatte Palæstina. Siden Oslo-aftalerne i 1993 er palæstinensere og israelere kommet langt væk fra at opnå fred. Kløften spænder over årtier med fundamentale ændringer og adskillige omgange blodig konflikt.

Langt fra retfærdighed

Palæstinensiske ofre er fjernere end nogensinde fra at opnå deres ret til oprejsning og retfærdighed.

Som svar på Israels seneste bombardementer af Gaza har Israel nedsat undersøgelses-organer, som hverken er upartiske eller uafhængige. Israel viser fortsat uvilje mod at vise ansvarlighed, men har oprettet et ufejlbarligt system for straffrihed.

Dette har opmuntret til opretholdelse af Israels besættelse og tilladt Israel at lade hånt om de juridiske og moralske forpligtelser, et land har, når det påtvinger et andet folk besættelse.

Det internationale samfund har svigtet med hensyn til at gribe ind overfor dette. Det fører en politik, som kan opsummeres til ’giv freden en chance’, mens Israel begår grove forbrydelser mod palæstinenserne. Det internationale samfund svigter med hensyn til at sikre de rettigheder og den beskyttelse, som det er forpligtet til i henhold til folkeretten. Det internationale samfund vil hellere spille rollen som trofast donor under den eskalerende krise. Men det hjælper kun ganske lidt.

Israels frie hænder

Denne ikke-indblanding har faktisk resulteret I, at besættelsesmagten har haft frie hænder til at øge antallet af illegale jødiske bosættelser på besat område siden starten af Oslo-processen.

Mere strategisk har det tilladt besættelsen at fortsætte som et lukrativt projekt, hvor international støtte fritager besættelsesmagten fra dens forpligtelse til at sikre den besatte befolknings velfærd og sikkerhed.

International intervention har altså ikke bragt Israels besættelse og konflikten til ophør. Ej heller har den anfægtet væksten i anlæg af bosættelser eller den systematiske politik med at adskille Vestbredden fra Gaza. Mod Gaza er der iværksat en grov blokade, og palæstinenserne på Vestbredden tvinges til at leve i enklaver.

Helt selvmodsigende i forhold til det erklærede formål med fredsprocessen, intensiveredes Israels bosættelsesbyggeri samtidigt med intensivering af fredsforhandlinger, hvilket underminerede enhver mulighed for to stater.

Premierminister Benjamin Netanyahus sejr ved det israelske valg i marts og gennemskueligheden i hans ønske om at smadre muligheden for en palæstinensisk stat, frembød nye udfordringer for det internationale samfund med hensyn til metoder til at angribe problemet. Disse metoder må ændres nu.

Retfærdighed og fred

Først og fremmest skal beskyttelsen af civile, som er de ultimative ofre for besættelsen og konflikten, sikres. At opnå en retfærdig fred kræver modig politisk indsats. Fred og retfærdighed er ikke uforenelige.

Retfærdighed og fred er i sig selv gensidigt afhængige. For at opnå fred, må overtrædelser af folkeretten stoppes. Det internationale samfund må støtte et initiativ, som insisterer på både retfærdighed og fred. For øjeblikket skal opbakning til Palæstinas tilslutning til ICC, den Internationale Straffedomstol, prioriteres højest.

Med Israels eget system, som lukker øjnene for palæstinensiske ofre og beskytter dem, der har begået forbrydelser, har ofrene ingen anden udvej for at opnå oprejsning og retfærdighed. Alvorlige overtrædelser såsom opførelse af bosættelser og fordrivelse af befolkning kan også håndteres af den Internationale Straffedomstol.

Slut med straffrihed

Hvis det internationale samfund stadig tror på, at der kan opnås fred med fredelige midler, så må vi kræve, at det skal være slut med straffriheden. Den Internationale Straffedomstol er ikke en institution for konfliktløsning, ej heller for oprettelse af stater. Disse skal håndteres gennem meningsfuld international intervention, som rettes mod at afslutte en fem årtier lang ulovlig besættelse.

Palæstinas tilslutning til den Internationale Straffedomstol er en foranstaltning, som kan forebygge fremtidige grove brud på internationale forpligtelser. At gøre en ende på straffriheden er et nødvendigt første skridt mod at afslutte besættelsen, som ikke kan fortsætte uden besætternes forvisning om, at de ikke kan straffes.

Det internationale samfund må være modigt nok til at ændre kurs ved at tage stilling til overtrædelser og ved at gøre en ende på et stadigt tydeligere system med adskillelse og apartheid inden for én stat. Uden det internationale samfunds beslutsomme opbakning til den Internationale Straffedomstol vil muligheden for en to-statsløsning med en palæstinensisk stat på de territorier, som Israel erobrede I 1967, være tabt for bestandigt.

Ny kurs

En kursændring kræver, at der sættes kraftigt ind i en af to retninger.

Enten skal der øjeblikkeligt investeres i to-statsløsningen ved at bekæmpe straffrihed og overtrædelser som bosættelser og blokade eller i at støtte en en-statsløsning i en demokratisk stat med krav om overholdelse af menneskerettighederne.

Tid er en luksus, som ikke er til rådighed mere, og retfærdighed er et grundlæggende gode, som vi ikke kan give afkald på.

Issam Younis er generaldirektør for Al Mezan Center for menneskerettigheder, en NGO, som arbejder for at fremme respekt for og beskyttelse af menneskerettigheder i Gaza gennem undersøgelser, juridisk bistand og forsvar. Artiklen er oversat og bearbejdet af Dagmar Dinesen

About The Author