Palæstinenserne og EU i fælles kamp mod Israel om C-områderne

Kvinde foran telt i Landsbyen Susuya
Kvinde foran telt i Landsbyen Susuya

Den israelske premierminister Ariel Sharon ophævede Osloaftalen i 2001 og genbesatte Palæstina i 2002. Siden da har israelerne suverænt besluttet, hvilke dele af den gamle aftale, der alligevel stadigvæk ’gælder’. Siden 2012 er EU imidlertid begyndt at give Israel modspil i C området.

Da Oslo 2-aftalen blev indgået mellem Israel og Palæstina i 1995, lå der pludselig en køreplan for oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat inden for 1967- grænserne.

Dette område var i aftalen blevet inddelt i A, B og C-områder. I A-området levede 19 % af befolkningen på 4 % af jorden.

Befolkningen i A-området blev ”regeret” af den nyoprettede palæstinensiske selvstyreregering under Yassir Arafats ledelse. Her skulle palæstinensisk politi sørge for den indre sikkerhed, mens den israelske hær beholdt sine sikkerhedsfunktioner i B og C-områderne.

Det helt geniale ved planen var, at B og C-områderne i løbet af en overgangsfase på 5 år, hvor det israelske militær gradvis skulle trække sig tilbage, automatisk skulle overgå til A-område-status, hvorefter et palæstinensisk selvstyre skulle etableres på Vestbredden og i Gaza den 1. maj 1999.

Oslo-aftalen død?

Men sådan skulle det jo ikke gå. Implementeringen af Oslo-aftalen gik langsomt i stå. I september 2000 gik lederen af det israelske Likud-parti Ariel Sharon en provokerende tur på Haram Al Sharif, hvor de muslimske helligdomme al Aqsa-moskeen og Klippe-moskeen ligger. Den blodige Anden Intifada brød ud, og i 2001 erklærede Sharon Oslo-aftalen for død.

Men Oslo-aftalen er vel ikke helt død, når Israelerne stadig forbeholder sig ret til opretholdelse af udvalgte aftaler, som er til deres fordel, mens de uantastet lader hånt om andre, som de reelt ikke ønsker at indgå, nemlig oprettelsen af en selvstændig palæstinensisk stat, endelig fastlæggelse af Palæstinas grænser inden for 1967- grænserne og håndhævelsen af de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til deres landsbyer.

Disse vanskelige problemer har man uden held søgt at løse siden det første internationale fredsmøde i Madrid i 1991 gennem direkte forhandlinger mellem Israel og Palæstina.

I 2002 genbesatte Israel de palæstinensiske territorier, og siden da har den israelske besættelsesmagt haft den absolutte magt over hele området.

Krav om militær kontrol

Efter genbesættelsen er det israelsk militær og israelske sikkerhedsstyrker, der lægger deres tunge hånd på civilbefolkningen overalt i både A, B og C-områderne. Med præsident Mahmoud Abbas’ accept foregår dette i et tæt samarbejde med Selvstyreregeringens egne sikkerhedsstyrker, der er trænet af amerikansk militær og arbejder under israelsk kommando.

Israelerne fastholder stædigt den administrative og militære kontrol med det store C- område, der ved Oslo-aftalens indgåelse udgjorde 61 % af de palæstinensiske territorier og kun var beboet af 2 % af den palæstinensiske befolkning.

Med gode agerbrugsjorder, blandt andet i Jordandalen, og med store naturlige ressourcer var det her, Israel så muligheden for den ønskede udvidelse af sit territorium. Man fortsatte den ekspropriering af palæstinensisk jord, som var begyndt efter Seksdageskrigen i 1967, og man fortsatte med at bygge både små og store bosættelser, anlagde bosætterveje og oprettede checkpoints.

Ifølge den israelske NGO ’Den israelske komité mod husnedrivninger’ har Israel nedrevet mindst 27.000 palæstinensiske hjem og landbrugsbygninger siden 1967.

FN-organisationen OCHA (Office for the Coordination of Humanitarian Affairs) har registreret israelernes bevægelser I C-områderne og Østjerusalem siden 2008, og de angiver, at 2014 har været det hidtil »mest aktive år« med 590 nedrevne palæstinensisk ejede bygninger og strukturer og fordrivelsen af 1117 palæstinensere.

Læs »Israeli Court to Rule on Palestinian Planning Authority in Area C« hos Palestine Chronicle

Udelukket fra lokal planlægning

I 1971 gør OCHA opmærksom på, at den israelske politik diskriminerer mod palæstinenserne, da det er næsten umuligt for dem at opnå byggetilladelser. Derfor valgte mange palæstinensere at bygge uden byggetilladelse for at kunne fungere socialt og økonomisk og udsatte sig dermed for risikoen for nye husnedrivninger.

Den lokale israelske civile administration i C-området er ifølge Oslo aftalen juridisk ansvarlig for at udvikle områdernes infrastruktur, men den vælger udelukkende at støtte op om de mange bosættere, der bor der illegalt.

Den israelske journalist Amira Hass skrev i Haaretz juni 2015, at israelerne ophævede palæstinensernes oprindelige ret til at deltage i de lokale planlægningsråd i 1971.

»I 2011 fremlagde repræsentanter for en række landsbyer i C-området problemet med den manglende ret til deltagelse i lokalplanlægningen for Israels Højesteret, hvor de krævede en genindførelse af den tidligere planlægningsret«,

Ifølge Amira Hass afviste Højesteret landsbyernes retskrav i juni 2015, da man ikke fandt, at der var bevis for, at der blev diskrimineret mod palæstinenserne.

Læs »Israeli MKs attack Palestinian building efforts in Area C« hos Haaretz

EU markerer sig

I 2012 kom der en opbakning til landsbyerne fra EU i form af et EU-finansieret program, der med udgangspunkt i lokale planer på græsrodsplan skulle opbygge væsentlige sociale og offentlige infrastrukturer i C-området.

I marts 2015 udvidede Europakommissionen udviklingsprojektet med yderligere 3,5 millioner Euro. Da aftalen om den yderligere finansiering blev underskrevet i Ramallah understregede EU-repræsentant John Gatt-Rutter, at C-området udgør en integreret del af det besatte palæstinensiske territorium, og at dets betydningsfulde naturlige ressourcer er en nødvendig forudsætning for en levedygtig palæstinensisk stat.

»Uden dette område vil to-stats løsningen, som EU har investeret i i årevis, – være umulig at gennemføre. Vi opfordrer igen Israel til at leve op til de forpligtigelser, det har overfor den palæstinensiske befolkning i område C. Det drejer sig om respekt for de lokale planer, om at Israel må ophøre med tvungen forflyttelse af befolkningen og ødelæggelse af palæstinensiske huse og infrastrukturer, om at Israel må forenkle de administrative procedurer for opnåelse af byggetilladelser, om at garantere for adgang til vand og opmærksomhed omkring humanitære behov. Samtidig vil vi fortsætte med at give økonomisk hjælp til palæstinensisk udvikling i område C og forvente beskyttelse af vore investeringer her«, sagde John Gatt-Rutter.

Læs »Diplomats, activists rally to save Palestinian village from ’forced transfer’« hos 972 Magazine

EU i aktion for Susuya

For ganske nylig har EU haft lejlighed til at vise, at man bakker op om projektet i C- området ved symbolsk at deltage i  palæstinensiske aktivisters redningsaktion i blikskurslandsbyen Susya. Det skete, da rerepræsentanter fra EU mødte op ved en demonstration ved landsbyen, der længe har været truet af Israelsk bosættelsespolitik.

De 340 indbyggere i Susya i de sydlige Hebron bakker har i årevis brugt domstolene i deres kamp for at få tilladelse til at blive boende på deres jord. De blev første gang fordrevet i 1986, da en israelsk bosættelse ønskede at bygge deres huse og en arkæologisk turistpark på stedet, fordi landsbyen oprindeligt havde bygget deres moské oven på fundamentet af en forladt synagoge fra det sjette århundrede.

Landsbybeboerne flyttede ud på deres marker og byggede en ny landsby, men den israelske hær har nu efterfølgende meddelt at den nye Susya landsby skal rives ned, da der ikke foreligger byggetilladelser. Den israelske Højesteret har for nylig afvist at nedlægge forbud mod denne nedrivning.

Det var denne Højesteretsdom, der udløste en omfattende og meget vellykket aktion med henblik på at forhindre nedrivningen og fordrivelsen.

Der blev organiseret underskriftindsamlinger på de sociale medier og arrangeret et støttemøde i Susya, hvor den palæstinensiske premierminister Rami Hamdallah og ledere fra samtlige EU landes Palæstinamissioner mødte frem.

EU’s Palæstina repræsentant John Gatt-Rutter udtalte under aktionen, at det var bemærkelsesværdigt, at alle EU-missionerne havde valgt at deltage i aktionen. Det viste, at der er total enighed i EU om C-områdets betydning for palæstinenserne.

Hundredvis af venstreorienterede israelske aktivister fra menneskeretsorganisationer, der ankom i busser fra Tel Aviv, støttede også op om Susya aktionen.

Palæstinensiske ’facts on the ground’

I august 2015 protesterede medlem af Knesset Mordhay Yogev , formand for komiteen for israelsk forsvar og udenrigspolitik på Vestbredden, mod palæstinensiske byggerier i område C.  Han udtalte, at  byggerierne har til hensigt at skabe »facts on the ground, der skal forhindre udvidelsen af jødiske samfund som Ma’ale Adumim« (en stor jødisk bosættelse øst for Jerusalem, red).

Yogev er medlem af det højreorienterede parti HaBayit HaYehuda, der betyder Jødisk Hjem, hvis leder Naftali Bennett tidligere har opfordret Israel til at annektere område C.

Det er unægtelig interessant at se, hvorledes den kendte vending at skabe “facts on the ground’ pludselig anvendes af israelerne om EU’s hjælpeprogrammer i C- områderne!

Læs »Israeli MK attacks Palestinian building efforts in Area C« hos Maan News

.

About The Author