Palæstinensisk selvstyre – en brik i et israelsk overherredømme?

Infografik om fredsforhandlingernes kronologi, og hvad der faktisk er sket "på jorden" undervejs

(Visualizingpalestine.org) En grafisk fremstilling af fredsprocessens forløb og konsekvenser “på jorden”

Oslo – 20 år (1995).  I det seneste nummer af den trykte udgave af Palæstina Orientering bragte vi en række klip fra Palæstina Orienterings artikler om Oslo-processens veje og vildveje. I bladet lovede vi læserne, at artiklerne, hvorfra klippene var taget, ville kunne læses i fuld længde her på hjemmesiden. De kommer allesammen på her mellem jul og nytår, og idag – Juleaftens dag – lægger vi ud med norske Niels Butenschøns artikel fra 1995 om udsigterne for det dengang just etablerede palæstinensiske selvstyre. Det er gammelt nyt, men hvis man kan huske, hvad der dengang blev troet om fredsprocessens lyksagelighed i store dele af offentligheden, så er den noget nær profetisk.

I Algeriet og Sydafrika skete der en fuldstændig afvikling af henholdsis det franske og det hvide overherredømme. Efter 1961 trak ca. en million bosættere sig ud af Algeriet (Frankrig havde i årtier prøvet at integrere landet som en del af den franske stat). I Sydafrika er apartheid-regimet afskaffet.

Frederik W. de Klerk har tilsyneladende gennemgået en simpel omvendelse fra racist til demokrat og sidder i dag som vicepræsident under sin ærkefjende gennem 30 år, Nelson Mandela.

Loyal palæstinensisk ledelse

I Israel/Palæstinas tilfælde er der foreløbig lidt der tyder på, at Israel har til hensigt at opgive den reelle kontrol over de besatte områder og langt mindre det zionistiske system, dvs. magtstrukturen i Israel som en rent etnisk statsdannelse (et etnokrati).

Det ser snarere ud til, at bruge de nye strukturer, som fredsprocessen åbner, til at sikre sig et mere rodfæstet hegemoni, ikke bare over de besatte områder, men også i Mellemøst-regionen.

De strukturer, der her er tale om, er for det første selvstyre-ordningen for palæstinenserne, for det andet de bilaterale fredsaftaler med de øvrige arabiske nabostater, for det tredje det regionale økonomiske samarbejde, og for det fjerde de politiske, økonomiske og militære garantier fra USA, som skal sikre Israel fortsat militær overlegenhed i regionen.

I dette brede strategiske billede bliver formålet med det palæstinensiske selvstyre set fra israelsk synspunkt, at frigøre Israel fra rollen som direkte besættelsesmagt og overføre det politisk og økonomisk kostbare ansvar for at opretholde ro or orden til en palæstinensisk ledelse, der er loyal mod Israel.

Det Israel behøver (og som de længe forgæves har forsøgt at bygge op i de besatte områder) er en loyal  palæstinensisk ledelse, som har tilstrækkelig autoritet til at håndtere et selvstyre, samtidig med at den anerkender palæstinensisk underordning under israelske fredsbetingelser.

De israelske herrer har brug for palæstinensiske tjenere. Hvis palæstinenserne kan overbevises om, at dette er det bedste, de kan opnå; at alternativet er at gå i opløsning som samfund; at israelerne til enhver tid har den fornødne magt til at genoptage besættelsen, at Israel når som helst kan lukke selvstyreområderne som kollektiv straf – kort sagt, hvis Israel kan overbevise palæstinenserne om, at de er og vil forblive magtesløse i forhold til Israel – så vil palæstinenserne måske indse det nyttesløse i videre modstand, acceptere deres skæbne og bidrage til at skabe ”fred og stabilitet” i Mellemøsten, sådan som Israel og USA ønsker det.

Hvor ”samarbejdsvillig” Arafat er i den rolle, som Israel ser ud til at have defineret for ham, eller hvor langt han kan gå uden at afskære sig helt fra sine egne, er et åbent spørgsmål.

Tovtrækningen om Arafats loyalitet mellem Israel på den ene side og den palæstinensiske opposition på den anden side er i fuld gang og afgøres sandsynligvis i Gazas gader.

Israel kontrollerer

Ser man nærmere på selvstyre-ordningerne, sådan som de former sig, er det tydeligt, at Israel overlader meget lidt til tilfældighederne. Israel markerer sine krav på kontrol ikke bare ved den fysiske og militære overvågning og tilstedeværelse i områderne, men også når det drejer sig om udviklingen af de enkelte selvstyre-institutioner.

Parallelt med Arafats selvstyre-regering er der oprettet et sæt af samordningskomiteer med palæstinensiske og israelske repræsentanter, som overvåger og koordinerer tiltag i forbindelse med udviklingen af selvstyret.

Dette er på den ene side en naturlig og nødvendig struktur med henblik på overgangsproblemerne, men giver samtidig Israel en god mulighed for at påvirke det praktiske arbejde med at bygge en palæstinensisk struktur på en måde, som tjener israelske interesser.

Det er foreløbigt vanskeligt, at sige noget sikkert om de reelle magtforhold i selvstyreområderne. Men med en svag og splittet administration er Arafat meget sårbar overfor israelsk pres og manipulation.

Tidsperspektivet

Dette er et pessimistisk billede for PLO og palæstinenserne. Måske for pessimistisk. Risikoen set fra israelsk synspunkt er at palæstinenserne vil bruge det begrænsede selvstyre, de trods alt får, til at ruste sig politisk, institutionelt og økonomisk til et fremtidigt krav om uafhængighed for de områder, der i dag er okkuperede.

Eller endnu værre: genoptage den gamle drøm om at befri hele Palæstina. Som den israelske højrefløj rigtigt påpeger, bliver det Israels problem at begrunde stærke begrænsninger i palæstinensernes frihed og integritet, når man først har anerkendt det palæstinensiske folk som en legitim national enhed.

Er det sandsynligt, at verden vil acceptere er nyt apartheidlignende system med bantustans for den indfødte befolkning efter befrielsen af Sydafrika? Vil Israel ikke før eller side blive tvunget til at indrømme palæstinenserne ligeværdighed? Det er dette ræsonnement som i et palæstinensisk perspektiv kan retfærdiggøre Arafats underskrivning af Oslo-aftalen og som samtidig repræsenterer den israelske højrefløjs mareridt.

Tidsperspektivet er altså afgørende, når vi skal vurdere Oslo-aftalens strategiske implikationer. Ærkefjenderne Israel og PLO er åbent gået ind i et kortsigtet samarbejde for at kunne lægge et varigt grundlag for det, de opfatter som deres langsigtede interesser.

Stadigvæk er partenes langsigtede mål stærkt modstridende. Når parterne kan samarbejde i det kortsigtede perspektiv, er det fordi begge ser det som en mulighed for at virkeliggøre sit langsigtede mål. Dette betyder, at nogle må tage fejl i deres spådomme, og at kampen fremover i hovedsagen vil dreje sig om, hvilke langsigtede interesser der kan slå igennem.

En vigtig pointe er det her, at der er grænser for, hvor langt Israel kan komme med sin relative fysiske overlegenhed. Palæstinensernes styrke er, at de har ”retfærdigheden” på deres side, slet og ret fordi de har fået frataget fundamentale rettigheder. Erfaringen viser, at et folks udholdende kamp for sine rettigheder kan besejre selv den stærkeste stormagt.

Palæstinensernes sidste chance?

For at opsummere: Oslo-aftalen er dårlig for palæstinenserne og god for israelerne i den forstand at, at den leverer legitime rammer for det, som kan betegnes som et israelsk økonomisk og magtpolitisk hegemoni, noget i lighed med et aparheidsystem for så vidt som det tjener til at opretholde Israels etniske hegemoni.

Under de nuværende magtbetingelser vil palæstinenserne næppe kunne opnå mere end et proforma-selvstændigt palæstinensisk Bantustan når forhandlingerne om en varig løsning begynder, efter planen i 1996.

På den anden side, i et større historisk perspektiv, var aftale måske palæstinensernes sidste chance for at skabe en ny ramme om en langsigtet befrielseskamp indenfor Palæstinas egne grænser. En eventuel apartheidstruktur vil skabe sin egen modstand og motivere en ny palæstinensisk befrielsesvision.

På lang sigt kan aftalen derfor være dårlig for Israel og god for palæstinenserne. For palæstinenserne kan den have kimen i sig til en befrielse, som ikke bygger på militær intervention fra arabiske stater eller eksil-palæstinensernes guerilla-organisationer i Jordan, Libanon eller andre steder, men mobilisering af det civile palæstinensiske samfund for ligeværd og selvstændighed i eget hjemland.

En sådan mobilisering ville også kunne indbefatte palæstinenserne i Israel, en situation som kan blive endnu vanskeligere at tackle for Israel end oprøret i de besatte områder. Opbygningen af det palæstinensiske selvstyre varsler, at ”udefronten” i hovedsagen har udspillet sin historiske rolle, nu er det ”hjemmefronten” der tager over.

Det vil ikke blive en befrielse, der nedkæmper Israel militært – en håbløs urealistisk vision, men en befrielse rettet mod Israels hegemoni i Palæstina, dvs. mod den systematiske underordning af det palæstinensiske samfund, som det israelske etnokrati er baseret på.

         

About The Author