Påskesol i Jerusalem

I den første af to artikler er de kristne palæstinensere i fokus.
Ligesom for muslimerne er deres tilknytning til den hellige by under pres.

Af Dorte Dalsgaard

Det er min første påske i Jerusalem. I mange år har jeg drømt om at opleve påskesolen stå op over Jerusalem. I år skal det være.

Sent lørdag aften ankommer jeg til Armenian Guesthouse i den gamle bydel, blot for at sove nogle få timer. Kl. 5 søndag morgen går jeg gennem de gamle gader. Der er helt stille, i modsætning til det mylder af mennesker, man kan opleve der på ethvert tidspunkt af dagen. Ved Damaskusporten får jeg fat i en taxa, der kører mig til toppen af Oliebjerget til det lutherske hospital, Augusta Victoria. Hospitalet ligger på det højeste punkt i Jerusalem.

Fra kirketårnet i den kirke, der ligger i forbindelse med hospitalet, skulle der være en fantastisk udsigt. Det siges, at man kan se både Det Døde Hav og Jordans bjerge derfra.

Solopgangsgudstjenesten

Nattens mørke er kulsort. Man kan ikke se en hånd for sig. Klokken er 5.30 om morgenen, da Påskemorgens Solopgangs-gudstjeneste begynder. Vi har fået udleveret et vokslys med papirsmanchet og et lille hæfte med salmer.

Under gudstjenesten lysner det langsomt i horisonten mod øst, – den første solstråle bryder igennem og lyser på os og på Jerusalem, der ligger i en let dis nedenfor os. Det er et stemningsfuldt øjeblik, især da gruppen kort tid efter istemmer salmen ”Christ ist erstanden”. Lyset har vundet over mørket, Kristus er opstanden fra de døde.

Jeg nyder udsigten over Jerusalem – den ligger så smukt der, byen hvor de tre store verdensreligioner, Kristendommen, Islam og Jødedommen (næsten) siden tidernes morgen har kæmpet om herredømmet og om de respektive helligdomme, der har en betydning for hver af de tre, som nærmest ikke kan overdrives.

Snigskytter på tagene

Her fra toppen af Oliebjerget kan man denne tidlige morgen forledes til at tro, at alt ånder fred og idyl i ”Den Gyldne Stad”. Realiteten er, at stemningen er mere anspændt end længe.

De seneste seks måneder har der været oprør fra de besatte palæstinenseres side. Nogen har talt om, at en 3. intifada var under opsejling. Andre har kaldt oprøret for ”lonely wolf”-angreb, da oprøret er karakteriseret ved, at enkeltpersoner handler uafhængigt af hinanden.

På vej til Påskegudstjeneste i Den Lutherske Kirke, ”Lutheran Church of the Redeemer” i det gamle Jerusalem, er den optrappede konflikt synlig i gaderne. Her er et langt større opbud af israelske soldater, end da jeg var her i marts måned sidste år. De står skydeklare i grupper. Der er ”snipers” på nogle af tagene, og sikkert også andre steder, hvor man ikke så let får øje på dem.

Gudstjeneste i den lutherske kirke

Hvad har den lutherske kirke at byde på Påskedag her midt i det gamle Jerusalem, hvor atmosfæren er så fuld af frygt og aggressioner, at man føler, man kan skære i den?

Stolene i kirken er besat til sidste plads, – fra bagerst i kirken lyder det, ”Christ is risen”, alle rejser sig, og op gennem midtergangen kommer den lutherske biskop, Munib Younan, og efter ham de to præster, engelsktalende Carrie B. Smith og arabisktalende Sani Ibrahim Azar. ”Christ is risen” gentager de henvendt til menigheden, som svarer tilbage, ”Christ is risen! He is risen indeed!”

Der synges salmer på henholdsvis arabisk og engelsk. De bibelske tekster læses også på begge sprog. Det er en festgudstjeneste, – Påskedag er den vigtigste højtid indenfor kristendommen.

Biskop Younan holder prædikenen, først på arabisk, dernæst på engelsk.

Han taler om glæden i Påskedags budskab, men det meste af hans prædiken omhandler de mange, der lider verden over på grund af krig, blandt andet i Syrien, – han taler om de barske levevilkår for det palæstinensiske folk under den israelske besættelse, kristne såvel som muslimer. Levevilkår for de mennesker, der går rundt i gaderne lige udenfor kirken, for de der bor i Gaza, i Hebron og på hele Vestbredden. Levevilkår, der synes at blive stadigt værre for hvert år, der går.

Younan taler om alle de, der ikke har kunnet være til stede og deltage i påskehøjtidelighederne i Jerusalem i år.

Younans budskab er, at vi aldrig må miste håbet. Ligesom lyset vandt over mørket, da Jesus stod op fra de døde, således vil lyset også vinde for palæstinenserne, ja for alle, der lever i en mørk tid.

Christ is risen! He is risen indeed.

Visum?

Gennem mange år har det været således, at de kristne palæstinensere kan søge om et visum, så de har mulighed for at rejse til Jerusalem i påskedagene. De israelske myndigheder afgør, hvem der får tildelt visa. Det foregår tilsyneladende tilfældigt, – nogle medlemmer af en familie får, andre ikke. Langtfra alle får et visum. Man kan så søge igen året efter.

Men et visum er ingen garanti for at kunne deltage i fejringen af påsken i Gravkirken. I påskedagene etablerer de israelske myndigheder talrige checkpoints i den gamle bydel i Jerusalem, så de besøgende skal løbe spidsrod for at nå frem til kirken. Der er eksempler på, at kristne pilgrimme ikke er nået længere end til den gamle bymur, hvor de nægtes adgang ved et af de første checkpoints.

Scenariet er præcis det samme om nogle uger, når den ortodokse kirke fejrer påske.

Adgangsbegrænsning til Jerusalem

De seneste fire dage har det ikke været muligt for palæstinensere at komme igennem de israelske checkpoints. De har ikke kunnet komme på arbejde, muslimerne har ikke kunnet komme til Al-Aqsa moskéen for at bede, og de kristne har ikke kunnet deltage i den kristne påske i Jerusalem.

På grund af den jødiske Purimfest, lyder det, har Israel ikke ønsket palæstinensere fra Vestbredden i byen.

Gravkirken

Efter gudstjenesten i den lutherske kirke er det tid til et besøg i Gravkirken, der ligger lige i nærheden. Der er mange mennesker på pladsen foran kirken, de står i store grupper og venter på at få lov til at komme ind i kirken. Israelsk militær og politi er talstærkt tilstede.

Der er i alt 13 kristne trossamfund i Palæstina. Heraf har de seks største hver deres del af kirken, ligesom det er skemalagt, hvornår de forskellige holder deres gudstjeneste. Gennem historien har der flere gange været krige og fjendskab de pågældende seks kristne trossamfund imellem. I flere hundrede år har nøglen til kirkens dør derfor været i en muslimsk families varetægt. Det er ikke ualmindeligt, at familiefaderen i denne familie sidder på en stol ved kirkens indgang og holder øje med, at alt forløber, som det skal.

Dagens besøg i Gravkirken bliver relativt kort. Der er mange mennesker, – en højtidelighed er i gang ved Gravkapellet, og folk står i kø for at for at overvære den. Ved Salvelsesstenen umiddelbart indenfor indgangen er der ivrig aktivitet, troende mennesker ligger ind over stenen, der af flere kristne trossamfund betragtes som hellig, – de presser forskellige ejendele mod stenen for at disse kan blive ”besjælet” af stenens hellige kraft. Nogle har købt souvenirs, bøger m.m. som ligeledes skal berøre stenen, inden de tages med til hjemlandet.

For skandinaviske lutheranere som undertegnede kan et besøg i Gravkirken virke lidt (for) eksotisk og farverigt. Vi er ikke vant til at betragte ting eller steder som hellige eller guddommelige, ligesom røgelse og messesang under gudstjenesten er os fremmed. Hos os er det ”Ordet”, der er det væsentlige.

En barok situation er det, at adgangen til én af kristendommens vigtigste kirker styres dels af en muslim og dels af jødisk israelsk militær og politi.

Enhver er salig i sin tro, – den tanke dukker op talrige gange, når man besøger det gamle Jerusalem. I gaderne ses tildækkede muslimske kvinder, kristne nonner og munke, ortodokse jøder – og så alle turisterne, nogle på deres livs rejse.

Judaisering

De israelske myndigheder er i øvrigt i gang med at nedtone såvel de kristne som de muslimske helligdomme i Jerusalem i disse år. Stadigt flere palæstinensere bliver fordrevet fra deres boliger i den gamle bydel i Jerusalem og i Østjerusalem af jødiske bosættere, ofte sekunderet af israelsk militær og politi.

Her i 2016 er der udgivet en ny (gratis) guide til brug for turister, der besøger Jerusalem. I den udelukkes stort set alle muslimske historiske/religiøse steder, ligesom mange kristne steder enten ikke navngives eller ikke nævnes. I stedet fremhæves et væld af jødiske, og påståede jødiske steder.

UNESCO

Paradoksalt nok har UNESCO næsten samtidigt udgivet en rapport, der nedtoner jødedommens betydning i Jerusalem. Grædemuren og Tempelpladsen omtales i rapporten konsekvent med navne fra den muslimske tradition.

Under overfladen

Lige under overfladen lurer frygten, desperationen og hadet. Et synligt bevis er de israelske soldater, – ved gadehjørner, gyder eller bare midt på gaden. Alle sværtbevæbnede. Deres ansigtsudtryk signalerer, at de er ikke her for sjov. Nogle asiatiske turister vil gerne fotograferes sammen med soldaterne, og disse indvilger. Man ser lige et kort sekund noget, der ligner et smil, – så er det væk.

Tæt ved Damaskusporten går jeg lige bag ved to unge palæstinensiske mænd. Der er mange mennesker, som altid. Der er et skær af normalitet over dette scenarie, – mennesker på vej til og fra, – nogle har travlt og maser sig frem, andre har god tid og går småsnakkende med hinanden. Lige indtil soldater dukker frem fra begge sider og meget hårdhændet hiver de to unge mænd til side, tvinger dem op mod et stakit, mens de råbende starter med at kropsvisitere dem.

For øjnene af mig bliver fire israelske soldater til ti, de nærmest vokser op af jorden. Med flere maskingeværer pegende mod sig bliver de palæstinensiske mænd skubbet og sparket, alt mens folk bare går lige forbi uden at kaste et blik på det, der foregår.

Lidt på afstand finder jeg kameraet frem, zoomer ind og begynder at tage billeder af det, der foregår lidt henne af vejen.

Det risler mig koldt ned af ryggen, da jeg oplever, at flere af de forbipasserende søger øjenkontakt, idet de går forbi, og siger ”thank you”, mens de fortsætter hen af fortovet, som om intet er hændt. Thank you? Jo, de har set og hørt, mens de lod, som om at det, de så og hørte, ikke eksisterede. Har de noget valg?

Der er ikke meget lys i mørket på denne solrige Påskedag tæt ved Damaskusporten i Jerusalem.

The Educational Bookshop

Da et par af soldaterne peger hen mod mig, mens de taler i deres radio, er det tid at rykke videre. Ti minutter senere er jeg fremme ved ”The Educational Bookshop”, en lille oase der serverer god kaffe og samtidig har et meget stort udvalg af bøger om Mellemøsten (med særligt fokus på Israel/Palæstina-konflikten), såvel fag- som skønlitteratur. Nogle kalder stedet for Mellemøstens bedste boghandel. Den ejes af en palæstinensisk muslim, der i øvrigt kalder sig selv for ikke særligt troende.

Her skal man kende begrænsningens kunst, – og huske at alt, hvad man køber, skal man kunne finde plads til i sin kuffert OG selv bære på hjemrejsen. Der er mange spændende bøger, der lokker.

Ved et af de tre små cafeborde udenfor serveres kaffen med et chokolade-påskeæg. Det er vel Påskedag, – også hos den muslimske boghandler i Øst-Jerusalem.

Efter nogen tid – og efter de sædvanlige indledende manøvrer til samtale (”where are you from ?”, ”is this your first time here ?”, versus ”do you live here ? ”What kind of work do you have?” osv.) – falder jeg i snak med Y, som viser sig at være gode venner med boghandleren, og som næsten hver dag lægger vejen forbi.

Y er filmmager, hans passion er at lave film om Palæstina og palæstinensere, – film, der viser den positive side af Palæstina. Han financierer sine film ved at rejse til Vesteuropa og lave film, mest reklamefilm. Senere i dag skal han interviewe en gammel mand, der i sin tid startede en lokal fodboldklub, som i dag har stor succes. Det er vigtigt, siger Y, at få filmet interviewet meget snart, mens manden stadig er i live og frisk. Interviewet skal bruges i en film om fodboldholdet.

Y har en muslimsk far og en kristen mor. Han smiler, da han fortæller om sine forældre, han synes, at de er et godt eksempel på, hvordan palæstinenserne lever sammen på tværs af tro. Selv er han ikke religiøs, han kommer hverken i moskeer eller kirker. Folk må gøre som de vil, siger han. Identiteten som palæstinenser er det, der betyder noget.

Brændt levende

I 2014 blev Y’s fætter brændt levende af jødiske bosættere. Det var voldsomt traumatisk for hele familien. Snart går retssagen mod de skyldige i gang. De skal have deres straf, siger Y, men han er ikke hævngerrig. Det har han været som helt ung, og han har da også siddet i fængsel i 1½ år, blandt andet for at kaste med sten. Han har forandret sig siden da, erklærer han, er blevet klogere. Voksen.

Men noget godt kom der ud af fængselsopholdet. Han mødte en farbror i fængslet, en mand han aldrig havde mødt før. Farbroderen bor på Vestbredden, Y og hans familie i Østjerusalem, så der er ingen mulighed for kontakt eller besøg. Y er glad for, at han lærte sin onkel at kende, men trist over, at de efter at være blevet løsladt ikke kan ses, men kun tale sammen i telefon.

Efter et par timer i Y’s selskab er det som om, lyset er brudt frem af mørket.

Det er tid at komme videre, Y til filmoptagelse og jeg til næste mål, blot otte kilometer syd for Jerusalem.

Mitri Raheb

Bussen kører til Bethlehem, via checkpointet ved Beit Jala. Det går smertefrit med at komme igennem, – der er sjældent nogen interesse fra de israelske soldaters side, når man rejser den vej.

I den gamle bydel i Betlehem ligger den lutherske kirke. I umiddelbar forbindelse med kirken er der et kulturcenter og Abu Gubran Guesthouse, hvor jeg skal bo.

Den lutherske kirke i Bethlehem er berømt verden over, det er her Mitri Raheb er præst. Raheb, som sammen med den israelske journalist Gideon Levy modtog Olof Palme Prisen 2015 i januar i år, er forfatter til adskillige bøger, hvoraf flere er oversat til dansk, bl.a. ”Betlehem under belejring – fortællinger om håb i svære tider” (2005), og ”Troen og Imperiet – biblen set med palæstinensiske øjne” (2014).

Mitri Raheb har opbygget Diyar konsortiet, som består af skole, uddannelsesinstitutioner, kreative værksteder, diakoni, bogforlag, kulturcenter, butik m.m.. Tilsammen udgør konsortiet en af Betlehems største arbejdspladser. Foreningen Betlehems Venner støtter Rahebs arbejde med studielegater til ubemidlede unge palæstinensere, til studieophold i Danmark – på Diakonhøjskolen og andre udvalgte højskoler – eller på Diyars uddannelsestilbud.

Mitri Raheb er uønsket i Israel, og han er af de israelske myndigheder blevet forbudt at rejse den korte vej til Jerusalem. Han har derfor i mange år ikke deltaget i fejringen af den kristne påske i Jerusalem.

Til gengæld rejser han mange gange om året (via Amman, Jordan) til både Vesteuropa og USA, hvor han holder forelæsninger, deltager i konferencer m.m. Han har været i Danmark flere gange, senest i oktober 2014, hvor han var inviteret af Betlehems Venner, og hvor han gav forelæsninger på såvel Københavns som Aarhus universitet.

About The Author