Strategi og paranoia i Israels reaktion på atomaftale med Iran

Satiretegning: Netanyahu advarer om den iranske trussel mod freden

Mens iranerne festede i Teherans gader efter f rammeaftalen om Irans atomkraft den 3. april, rasede Netanyahu og kaldte aftalen intet mindre end en trussel mod Israels eksistens! Han sagde, at aftalen legitimerer Irans atomprogram, styrker den iranske økonomi og øger Irans aggression og terror i hele Mellemøsten.

Lederen af Arbejderpartiet Isaac Herzog og Netanyahu var enige om, at det er en betingelse for den endelige aftale er, at Iran anerkender Israels ret til at eksistere! Mon de har spist søm? Da FNs generalforsamling i 1947 efter en del pres og trusler fra USAs side mod fattige lande for at de skulle stemme for, besluttede at oprette staten Israel, stemte Iran imod og har aldrig ændret holdning til det spørgsmål.

Tror Herzog og Netanyahu virkelig, at denne rammeaftale, som vækker så stor tilfredshed over det meste af verden, vil kunne væltes, hvis Iran ikke vil anerkende Israels ret til at eksistere?

En tidligere chef for Mossad Ephraim Helevy udtaler til det israelske dagblad Jerusalem Post, at et sådant krav vil være som at bede iranerne skifte religion.

Et figenblad for besættelsen

I det israelske dagblad Haaretz var der den 3. april et interview ved Ayelet Shani med den israelske Iran-ekspert professor Haggai Ram (HR), leder af institut for Mellemøststudier ved Ben-Gurion Universitet. Han mener, at påstanden om en eksistentiel trussel er et figenblad for besættelsen.

I interviewet forklarede HR, at den første premierminister, som overdrev Irans kapacitet var Yitzhak Rabin, efter at Oslo-aftalerne var indgået. Iran var nu trussel nummer et mod den vestlige civilisation og dens forpost i Mellemøsten, Israel. Det var efter at offentligheden i årevis var blevet stopfodret med, at »der ikke kan indgås fredsaftaler med arabere«. Siden 1996 har skiftende israelske ledere advaret om, at Iran har atomvåben inden et år.

HR mener absolut ikke, at Iran i givet fald ville bruge atomvåben til at udslette Israel. Iranske politikere er drevet af pragmatiske hensyn til statens interesser. Den generation, der lever i dag i Iran, er optaget af de daglige problemer i den økonomiske situation og deres egen fremtid.

Iranerne havde en blodig krig med Irak, som uden at kunne lægges dem selv til last, efterlod et ødelagt land.

Iran, Hamas og Hizbollah

Da intervieweren gør opmærksom på, at Iran støtter Hamas og Hizbollah og nu støtter Houthi-oprørerne i Yemen, anfører HR, at Iran ganske vist ikke er blandt zionismens støtter, men at der er stor afstand mellem dette faktum og den måde, hvorpå Israel skabte denne stråmand. Man skal ikke overdrive Irans engagement med shiiterne i Libanon og Hamas i Gaza. De, som gerne vil kaste en iransk skygge over disse steder, gør det hovedsageligt af politiske grunde.

 

Det er klart, at Iran støtter Houthi-oprørerne, om end de benægter involvering. HR. mener, at intervention i Libanon, Irak og nu Yemen kommer af nøgterne overvejelser og må ses som en del af en bestræbelse på at genskabe den islamiske republiks status som regional magt og få den respekteret. Den er sikkert ikke et udtryk for revolutionær shiitisk lidenskab eller imperial ambition og helt sikkert ikke med noget ønske om at ødelægge Israel.

Farligere fjender

Efter HRs opfattelse ligger Israels fejltagelse i den etnocentriske opfattelse, at alt på den ene eller anden måde er forbundet med Israel, og det forvirrer og afleder opmærksomheden fra hovedsagen. Israel har større og farligere fjender end Iran.

HR peger her på det atombevæbnede Pakistan, som han personligt er betydeligt mere bekymret over, fordi det er et ustabilt land og udgør en frugtbar grobund for fremvæksten af islamiske radikalister. Hvis Pakistans atomvåben falder i disse radikalisters hænder, kan det blive slemt.

Den virkelige fare

H.R. mener, at den virkelige fare for Israels skæbne er den israelsk-palæstinensiske konflikt. Han mener, at der også under både Ariel Sharon og Ehud Barak blev der set bort fra denne kendsgerning.

Barak udtrykte i et interview, mens han var forsvarsminister i Sharons regering, at det var vigtigt at fortsætte forhandlingerne med palæstinenserne.  Hvis Israel besluttede at angribe Iran, så ville presset og kritikken mod Israel blive mindre, fordi Israel ville blive opfattet som fredssøgende.

Israels nej til diplomati

En leder i dagbladet Haaretz af den 5. april slår fast, at aftalen vil forbedre Israels sikkerhed, fordi Irans a-program vil blive bundet op på en række restriktioner. Herzogs og Netanyahus krav om Irans anerkendelse af Israels ret til at eksistere er et forsøg på at torpedere aftalen.

Israel bør hellere se aftalen som en mulighed for at reducere konflikterne i regionen og undersøge, hvordan Israel kan bidrage til dette.

Gideon Levy skriver i Haaretz den 5. april, at mens verden, ledet af Obama, forsøger at erstatte krige med aftaler, bombninger med fred, så holder Israel sig til sit gamle dårlige sprog: krig, bomber og beskydning. Mens verden siger ja til diplomati, fortsætter Israel med at sige nej. Til sidst vil Israel blive fordømt som en spedalsk.

Dæmoniseringen af de iranske ledere

Uri Avnery skriver den 4. april i sin ugentlige klumme på Gush Shaloms hjemmeside, at selv om Iran skulle få bomber, som kunne udslette lille Israel, ham selv inklusive, so what?

Ifølge eksperter udenfor Israel har staten mellem 80 og 400 atombomber, hvis ikke flere. For nylig har Tyskland leveret Israel endnu en atombevæbnet ubåd, som vil kunne levere et kraftigt second-hand-strike, som kan pulverisere Iran.

Årtiers dæmonisering af iranske ledere har bevirket, at israelere ikke anser dem for at være normale mennesker, men gale religiøse fanatikere, som gladeligt risikerer Irans totale destruktion for at få lov til at ødelægge den jødiske stat.

I virkeligheden er de iranske ledere meget kalkulerende, som »forsigtige købmænd i den iranske basar«. De tager ingen unødvendige risici. At forestille sig, at de nuværende ledere i Iran ville bare overveje at risikere den blotte eksistens af deres land på grund af had til Israel er både latterligt og selvovervurderende.

Det iranske had til det ”zionistiske regime” – staten Israel – stammer fra det palæstinensiske folks skæbne. Følelsen af solidaritet med de hjælpeløse palæstinensere er dybt indgroet i alle islamiske folk. Det er en del af den folkelige kultur i alle disse lande.

Hvis Iran skulle komme i besiddelse af en atombombe, så er der en terrorbalance. Det er ikke særligt rart at tænke på, men det er ikke en eksistentiel trussel. Tiden må så bruges til at arbejde hårdt for at løse konflikten med palæstinenserne.

Sikring mod regional krig

Lederen af Hizbollah i Libanon Sayeed Hassan Nasrallah udtaler i et interview den 7. april med en syrisk Tv-station, at rammeaftalen udelukker både regionale og verdensomspændende krige, »fordi Israel altid har truet med at bombe Iran, og at en sådan bombning uvægerligt ville føre til regional krig«.

Barak tvivler og håber

Tidligere premierminister Ehud Barak udtalte den 8. april til den amerikanske TV-station CNBC (citeret fra Jerusalem Post), at aftalen stadig rejser mange spørgsmål med hensyn til, hvor langt Teheran er villig til at gå.

Han opfordrede den amerikanske præsident til at stille de iranske ledere over for et klart valg: »Opgiv jeres atomare aspirationer, ellers…«. Men han tilføjede dog, at en fredelig løsning på Irans atomare trussel er at foretrække. Og han erklærede, at lige siden rammeaftalen blev indgået, har der været stor uenighed om indholdets betydning og hvor store chancer, der er for at opnå en endelig aftale.

»Egentlig er der ingen aftale«, sagde Barak og mente, at Obama og hans regering har malet sig selv op i et hjørne ved at gå med til »at rejse verden rundt og tilbage igen for at indgå denne aftale«.

Alligevel erklærede Barak sig overbevist om USAs oprigtige engagement i Israels sikkerhed.

Et atomvåbenfrit Mellemøsten?

Der er mange kommentarer i de israelske netaviser, som demonstrerer den dybeste mistillid til de iranske ledere. Ingen israelere stiller spørgsmålstegn ved Israels egen ret til at besidde atomvåben eller det faktum, at disse ikke er underlagt nogen form for international kontrol.

Ifølge en artikel i Haaretz af Barak Ravid fra den 28. april sagde den iranske udenrigsminister ved evalueringskonferencen for parterne i den internationale traktat om ikke-spredning af atomvåben, (som afholdes hvert femte år red.), som begyndte den 27. april, at Iran vil forfølge muligheden for at etablere Mellemøsten som atomvåbenfri zone. Iran vil derfor arbejde for, at Israels atomvåben bliver en topprioritet på konferencen. Men USA har erklæret, at det vil opponere mod anti-israelske initiativer.

Israel har ikke underskrevet traktaten, men har for første gang i 20 år tilmeldt sig som observatør til konferencen.

 

 

 

 

 

 

 

About The Author