Trængte palæstinensere i Libanon

Libanon slås med mange problemer. Landet har i to år været uden politisk leder, da der ikke kan mønstres et flertal for en præsident på trods af, at parterne allierer sig på tværs af de traditionelle skel. Det nyeste er dog at der ser ud til at være flertal for at pege på en kristen præsident.

Det politiske vakuum i det lille land med godt 4 millioner indbyggere falder sammen med, at Libanon som nærområde til Syrien har taget imod et meget stort antal flygtninge. Hvis man skal tro ECHO, EU’s humanitære afdeling, var antallet af syriske flygtninge i Libanon i foråret 2016 lidt over en million, hvortil kommer 42.000 palæstinensiske flygtninge fra Syrien og 6.000 fra Irak, flygtet fra krig i Syrien og Irak.

Disse tal skal lægges oveni de 450.000 palæstinensiske flygtninge i Libanon, en flygtningebefolkning der daterer sig tilbage til palæstinensernes fordrivelse fra Israel i 1948.

Det siger sig selv, at så mange flygtninge – en ud af 4 indbyggere – påvirker livet i Libanon trods ekstraordinært internationalt hjælpearbejde. Blandt dem, som er påvirket mest, er dog flygtningene selv, herunder de palæstinensiske flygtninge, hvoraf ca. halvdelen lever i lejre.

Flere opgaver til UNRWA

De libanesiske myndigheder lader stort set de nyankomne flygtninge sejle deres egen sø. Myndighederne ønsker ikke, at der oprettes lejre, og de stiller ikke gratis hjælp til rådighed. Derfor er flygtningene fra Syrien i høj grad henvist til at søge at tjene en smule penge til livets opretholdelse, hvilket betyder en slags ”social dumping” i forhold til arbejdsmarkedet i øvrigt, hvor de syriske og palæstinensiske flygtninge nu konkurrerer med hinanden om de dårligst lønnede jobs.

Ledigheden blandt palæstinensiske flygtninge er bl.a. derfor steget til over 25 pct., hvilket betyder færre indtægter til mange flygtningefamilier og dermed en større afhængighed af hjælp fra FN’s særlige organisation for Palæstina-flygtninge, UNRWA. Det hører med til historien, at Libanon altid har nægtet palæstinenserne andre jobs end de ufaglærte af slagsen.

UNRWA kæmper med at levere det, som organisationen gerne vil, nemlig boliger, uddannelse og social sikring. Lige nu medvirker den i Libanon (og Jordan) til at hjælpe nyankomne flygtninge fra Syrien ud over de vanlige opgaver. Samtidigt kniber det med at skaffe de nødvendige donationer, da mange donorlande bruger pengene på andre opgaver, fx egen modtagelse af syriske flygtninge. Dertil kommer at også internationale NGO’er i mindre grad end tidligere har fokus på de palæstinensiske flygtninge i Libanon.

Flygtningene i Libanon oplever generelt usikre forhold, både som følge af den ustabile politiske situation i Libanon og den store tilstrømning af flygtninge, men også fordi stridighederne i regionen og i landet giver sig voldelige udslag i de palæstinensiske lejre, som fx beskrevet i en rapport fra UNHCR, FN’s generelle flygtningeorganisation, i en rapport fra februar 2016.

Flere flygtninge i lejrene

Situationen er, at mange palæstinensiske flygtninge oplever betydelig nedgang i levestandard, fx i tilskud til behandling ved sygdom, ligesom det kniber med at opretholde niveauet i undervisning og i sociale foranstaltninger. Der er eksempler på, at flygtninge har forsøgt at flygte til andre lande trods de ringe udsigter for at blive accepteret andetsteds.

Den store tilstrømning af flygtninge mærkes også i trængslen i lejrene – eller i de palæstinensiske kvarterer, om man vil. Mange palæstinensiske flygtninge fra Syrien har UNRWA placeret i lejrene. Samtidigt har de syriske flygtninge behov for at finde boliger, og mange har faktisk lejet sig ind hos palæstinensere i lejrene – som på den anden side har hårdt brug for den indtægt, det kan give. I de i forvejen overfyldte lejre er trængslen blevet større.

Pres på NGO-arbejde i lejrene

Situationen i lejrene kan også mærkes i de børnehaver, som drives i 6 af de 12 lejre af Ghassan Kanafanis Kulturfond. Det sker under ledelse af danskeren Anni Kanafani, enke efter forfatteren Ghassan Kanafani, dræbt i Beirut af israelere i 1972. Der er nu flere børn i børnehaverne, som ikke er fra de normalt bosiddende flygtninge, men er syrere og palæstinensere fra Syrien.

Kanafani-fonden driver årligt børnehaver for ca. 700 børn og driver også tre børnebiblioteker, men det kniber med at skaffe de i alt ca. 5 mio. kr., det samlet koster årligt, da donorer verden rundt ser mængden af humanitære opgaver vokse og også har fokus på, hvor indsatsen giver mest opmærksomhed.

Fra Danmark støttes Kanafani-fondens arbejde af direkte bidrag via en støttekomité. Arbejdet i Libanon og mulighederne for selv at støtte det med bidrag fremgår af fondens danske hjemmeside. Fra Danmark støttes arbejdet i lejrene bl.a. også af Folkekirkens Nødhjælp.

Ole Olsen

About The Author