Uri Avnery: Svaret på Netanyahu er enhed blandt demokrater i Israel

Uri Avneri er pioner i den israelske fredsgruppe Gush Shalom
Uri Avneri er pioner i den israelske fredsgruppe Gush Shalom

Introduktion: Den israelske fredspioner Uri Avnery er nedtrykt ved udsigten til endnu en regering med Netanyahu i spidsen, med udsigt til endnu mere apartheid og endnu flere autoritære unoder. Vejen frem er, mener Avnery en samling af Israels demokratiske kræfter i det, han kalder en national redningsfront.

Foreløbigt er der ikke nogen udsigt til dannelse af en ny regering i Israel, efter at Netanyahus parti Likud ved valget i marts overraskende endnu en gang blev det største parti, og Netanyahu fik til opgave at danne regering for fjerde gang.

Moshe Kahlon, som tidligere har været medlem af Likud og kommunikationsminister i Netanyahus regering, dannede et nyt parti Kulanu sidste efterår og fik et godt valg i marts. Han forhandler nu med Netanyahu om regeringsdannelse og skal angiveligt være finansminister.

Der har været gisninger om, hvorvidt Netanyahu ville forsøge at danne en samlingsregering med Arbejderpartiet og Tsipi Livnis parti, men dette afviser de to. Der er endnu cirka en måned, til den lovpligtige frist for regeringsdannelse udløber.

Tanken om en redningsfront lancerede Uri Avneri i en artikel fra den 28. marts, som vi bringer i oversat og lettere bearbejdet  uddrag nedenfor:

 Valget i marts var et gevaldigt skridt i retning af israelsk selvdestruktion.

Flertallet har stemt for en apartheid-stat mellem Middelhavet og Jordan-floden, hvor demokratiet langsomt vil forsvinde. Afgørelsen er dog ikke endelig. Det israelske demokrati har tabt et slag, men har endnu ikke tabt krigen. Men hvis det ikke lærer af det, så vil det også tabe krigen. Israel er i eksistentiel fare, det trues ikke udefra, men indefra.

Der er brug for en israelsk  redningsfront

Først må sammenbruddet erkendes fuldt ud, og det fulde ansvar må tages. De ledere, som tabte, må gå af. I kampen for statens overlevelse er der ikke andre muligheder.

Kampen mellem Isaac Herzog og Benjamin Netanyahu var som en kamp mellem en letvægts- og en sværvægtsbokser. Ideen om en national samlingsregering må forkastes og totalt fordømmes. I sådan en regering ville Arbejderpartiet igen spille den skamfulde rolle som figenblad for besættelses- og undertrykkelsespolitikken.

Der er brug for en ny generation af ledere, unge, energiske og originale.

Splittelsen

Valget afslørede nådesløst den dybe kløft mellem de forskellige sektorer af det israelske samfund: orientalere, ashkenazier, arabere, ‘russere’, ortodokse, religiøse m.v.

Hver sektor har sin egen kultur, sine egne traditioner, sin egen tro. Det skal respekteres. Gensidig respekt er grundlaget i det israelske partnerskab.

Uligheden

Den enorme og voksende kløft mellem de meget rige og de meget fattige, som stort set falder sammen med kløften mellem de etniske samfund, er en katastrofe for alle israelere.

Den realitet, at hundreder tusinder børn lever under fattigdomsgrænsen, er utåleligt.

Den situation, at de fleste af ressourcerne ligger i hænderne på 1 % af befolkningen på bekostning af de andre 99 %, må afsluttes. Der skal genoprettes en rimelig lighed mellem alle borgere, uanset deres etniske oprindelse.

Splittelsen mellem israelske jøder og arabere

Den næsten totale adskillelse mellem de jødiske og de arabiske dele af det israelske samfund er en katastrofe for begge og for staten. Den historiske konflikt mellem den zionistiske bevægelse og den palæstinensisk-arabiske nationale bevægelse truer nu begge folk.

Landet mellem Middelhavet og Jordanfloden er de to folks hjemland. Ingen krig, undertrykkelse eller oprør kan ændre dette fundamentale faktum. Hvis denne konflikt fortsætter i det uendelige, vil det true begge folks eksistens.

For alle demokrater i Israel

Redningsfronten skal baseres på både jødiske og arabiske israelere. Kløften mellem dem skal elimineres til fordel for begge. Tomme fraser om lighed og broderskab er ikke nok.

Der skal være en sand alliance mellem de demokratiske kræfter på begge sider, ikke kun i ord, men i virkeligt dagligt samarbejde på alle områder.

Dette samarbejde skal finde udtryk inden for rammerne af politisk partnerskab, fælles kampe og regulære fælles møder vedrørende alle områder og være baseret på respekt for parternes unikke egenskaber.

Kun en vedvarende fælles kamp kan redde Israels demokrati og selve staten.

Med henblik på at etablere et sådant partnerskab skal organisationer og individer på begge sider straks begynde at organisere fælles politisk handling ud fra bestandigt samarbejde og fælles planlægning på alle niveauer og i alle områder.

Nye Israelske værdier

Staten Israels jødiske karakter finder sit udtryk i dens kultur og dens tilknytning til jøder over hele verden. Den må ikke udtrykke sig gennem sit indenrigske regime. Alle borgere og alle sektorer skal være lige.

De demokratiske kræfter i den jødiske og den arabiske offentlighed skal arbejde sammen i deres daglige handlinger.

Grundlæggende værdier ændres ikke. Men måden at tale om dem på i offentligheden må ændres.

De gamle slagord er ineffektive. Værdierne skal redefineres og reformuleres i et moderne sprog på linje med en ny generations opfattelser og sprogbrug.

Der er brug for politisk enhed i en organisation, som kan samle alle fredskræfter. Der er brug for demokrati og social retfærdighed.

Hvis Arbejderpartiet er i stand til at genopfinde sig selv fra bunden, kan det udgøre grundlaget for denne lejr. Hvis ikke, må et helt nyt politisk parti dannes som redningsfrontens kærne.

Inden for denne front må diverse ideologiske kræfter finde deres plads og engagere sig i en frugtbar intern debat, som kan lede en forenet politisk kamp for statens redning.

Lighed i Israel

Israels styre må sikre komplet lighed mellem alle jødiske etniske samfund og mellem de to folk og sikre samhørigheden mellem alle jødiske etniske samfund og jøder over hele verden og samhørigheden mellem israelsk-arabere og den arabiske verden..

De orientalske jøder skal være fuldgyldige partnere i staten, side om side med alle andre sektorer under hensyntagen til deres værdighed, kultur, sociale status og økonomiske situation.

Den religiøse/sekulære konfrontation må udsættes, indtil freden er opnået. Alle religioners tro og ceremonier skal respekteres, så vel som den sekulære verdensopfattelse.

Adskillelsen mellem stat og religion – fx vedrørende civilt giftermål, massetransport på Sabbat – kan vente, indtil kampen for eksistensen er afgjort.

Beskyttelsen af det juridiske system, frem for alt Højesteret, er en absolut forpligtelse.

De forskellige foreninger for fred, menneskerettigheder og social retfærdighed, som hver især fører sin prisværdige uafhængige kamp, må gå ind i det politiske område og spille en central rolle sammen i den forenede redningsfront.

Der gives intet socialt budskab uden et politisk budskab, og der er intet politisk budskab uden et socialt budskab.

To-statsløsningen

Den eneste løsning var og er sameksistens i to suveræne stater, en fri og uafhængig palæstinensisk stat side om side med staten Israel.

To-statsløsningen er ikke vejen til adskillelse og skilsmisse. Tværtimod, den er vejen til tæt sameksistens.

1967-grænserne med gensidigt anerkendte ændringer er grundlaget for fred.

De to staters sameksistens i det fælles hjemland nødvendiggør rammer for partnerskab på højeste plan samt åbne grænser til gavn for fri bevægelighed for mennesker og varer. Der skal også være solide sikkerhedsforanstaltninger til fordel for begge folk.

Jerusalem, åben og forenet, skal være begge staters hovedstad.

Den smertelige tragedie vedrørende de palæstinensiske flygtninge skal løses retfærdigt, efter overenskomst mellem de to sider. Denne skal omfatte tilbagevenden til den palæstinensiske stat, en begrænset symbolsk tilbagevenden til Israel og en generøs kompensation fra internationale fonde til alle.

Skridt på vejen

Israel og Palæstina skal arbejde sammen for at opnå tilbagelevering af jødisk ejendom, som blev efterladt i arabiske lande, eller udbetaling af en generøs kompensation.

Staten Palæstina vil beholde sin tilknytning til den arabiske verden. Staten Israel vil beholde sin tilknytning til det jødiske folk i hele verden. Begge stater vil hver især være ansvarlige for deres immigrationspolitik.

Problemet med de jødiske bosættere i Palæstina vil blive løst inden for rammerne af anerkendte grænsedragninger mellem de to stater, således at nogle bosættelser vil blive inkluderet i den palæstinensiske stat med godkendelse fra den palæstinensiske regering og genbosættelsen af resten af bosætterne i Israel.

Begge stater skal samarbejde i skabelsen af et demokratisk regionalt partnerskab, inspireret af ’det arabiske forår’ og bekæmpe anarki, terrorisme og national fanatisme over hele regionen.

Israelere og palæstinensere vil ikke tro på chancerne for fred og sameksistens, hvis der ikke er et reelt og åbent partnerskab mellem de to folks fredslejre.

To-statsvisionen blev defineret efter 1948-krigen af en lille gruppe nytænkere. Siden er der sket store ændringer i verden, i regionen og i det israelske samfund. Selve visionen er den eneste løsning på den historiske konflikt, men den må omdefineres.

Internationalt pres

Internationalt pres vil ikke frelse Israel fra sig selv. De frelsende kræfter skal komme indefra.

Verdensomspændende pres på Israel må og skal bistå de demokratiske kræfter i Israel, men kan ikke gå I stedet for disse.

Artiklen er oversat og bearbejdet af POs Dagmar Dinesen. Originalen The Israeli Salvation Front kan læses hos Gush Shalom

 

About The Author