USA presser FN’s arbejde for palæstinensiske flygtninge

– Af Ole Olsen

Støtten til UNRWA, som har et medansvar for 5 millioner palæstinenseres daglige fornødenheder, er nu også blevet en sag i forhold til USA’s utilfredshed med de palæstinensiske holdninger til USA’s Israel/Palæstina-politik. I første omgang har USA reduceret sit bidrag i 1. kvartal 2018 til det halve. I det følgende en gennemgang af hvad der er gang i – og hvad det kan føre til.

Anledningen til at suspendere støtten

Beskeden om at der bliver skåret ned på bidraget kom ved nytårstid og er mere eller mindre en udløber af, at USA’s præsident Trump d. 6. december 2017 anerkendte Jerusalem som Israels hovedstad, en beslutning der også blev en sag for FN’s generalforsamling. Forud for behandlingen i FN sagde USA, at lande som modtog støtte fra USA måtte regne med en økonomisk reaktion hvis deres stemmeafgivning i FN modarbejdede USA’s politik.

Vi endnu ikke set mange eksempler på at amerikansk støtte er skåret væk, og palæstinenserne – som ikke er fuldt medlem af FN – ser nu ud til at blive det første offer. Forholdet mellem USA og palæstinenserne var i forvejen dårligt, ikke mindst fordi palæstinenserne ikke deler USA’s forestillinger om indholdet i en endelig fredsløsning, en plan som Jared Kushner, Trumps svigersøn og nære medarbejder, har forsøgte at skabe opbakning til. De seneste måneders trussel om at lukke PLO’s repræsentation i USA er også en del af dette forløb.

Med Selvstyrets erklæring i december om at USA med sin Jerusalem-beslutning havde udspillet sin rolle som mægler – en holdning, der også var forankret i det bredere kendskab der var til USA’s forestillinger i forhold til en endelig fredsløsning – fandt USA anledning til at ”slå til” med en tweet 3. januar i år, om at USA ikke ville betale hundreder af millioner til palæstinenserne, når de ikke ville indgå i fredsforhandlinger. Selvstyrepræsident Abbas havde besvaret den økonomiske trussel med, at ”Jerusalem er ikke til salg”.

Med til den politiske historie bag at USA nu finder at UNRWA nu skal undgælde hører formentlig, at Israel i mange år har argumenteret for at UNRWA bør nedlægges, da den efter Israels mening er partisk og er med til at holde det palæstinensiske flygtningespørgsmål synligt som et af mange spørgsmål, der skal løses i en eventuel fredsaftale. Netanyahu har i sine kommentarer betegnet de palæstinensiske flygtninge som noget fiktivt.

UNRWA – en organisation med en midlertidig opgave

Organisation United Nations Relief and Work Agency for Palestinian refugees in the near East, UNRWA blev etableret I 1949 med den opgave at yde hjælp til de da ca. 750.000 palæstinensere som blev fordrevet ved Israels oprettelse året før. Forestillingen var, at det skulle være en organisation med en kort levetid, da flygtninges ret til hjemvenden var fastslået i FN’s resolution 194, den resolution som indeholdt FN’s anerkendelse af Israel som stat. Det er dog ikke UNRWA’s opgave at arbejde for hjemvenden. Den beror hos FN’s politiske forsamlinger og udvalg.

Som bekendt har Israel ikke givet flygtninge lov til at komme tilbage til deres hjemsted og UNRWA har i nu snart 70 år arbejdet med boliger, uddannelse, sundhedsydelser og social støtte til palæstinensiske flygtninge og efterkommere, som opgøres til lidt over 5 millioner, i områder hvor UNRWA arbejder.

Organisationen er aktiv i Jordan, Libanon, Syrien, Vestbredden og Gaza-striben. Hvor mange palæstinensiske flygtninge der har brug for hvilke ydelser er meget forskelligt, men fx står UNRWA for den basale skolegang for over 500.000 børn, ligesom dens sundhedsklinikker har modtaget knap 9 mio. lægebesøg i 2016. Se en række fakta her.

For de pågældende lande og områder betyder UNRWA’s aktivitet også arbejdspladser og et bidrag til økonomien. UNRWA beskæftigede i 2016 knap 31.000 personer, flest med ca. 13.000 i Gaza striben – og et tilsvarende antal i Jordan, Libanon og Syrien tilsammen. Disse tre lande rammes således også af USA nedskæring af bidrag.

Hvis man se på UNRWA’s økonomi, brugte den i 2016 lidt over hvad der svarer til 2 milliarder US dollar, finansieret gennem dels ret faste bidrag, dels forskellige projektbidrag. USA har de senere år årligt betalt ca. 350 millioner USD, altså ganske mange penge, men dog kun ca. det halve af, hvad USA giver til Israel, mig bekendt uden krav om politiske modydelser.

Fordelingen af pengene svarer i store træk til fordelingen af ansatte. Omkring 40 pct. anvendes i Gaza mens andre 40 pct. bruges i Jordan, Libanon og Syrien tilsammen, færrest i Syrien, hvor meget af arbejdet er stærkt påvirket af krigen, som også har betydet at palæstinensiske flygtninge er flygtet endnu engang.

Hvad nu?

Det er lidt uklart, hvad der lige nu kommer til at ske med UNRWA’s finansiering. Organisationen er i forvejen presset af, at hjælpen til de syriske flygtninge i Libanon og Jordan også kræver en betydelig finansiering, så donorlandenes budgetter bugner ikke, ligesom Libanon, Jordan (og Syrien) mangler ressourcer.

Umiddelbart mangler der 65 mio. USD i kassen, men det vil formentlig stige efterhånden som de næste deadlines for USA’s betalinger nås. Belgien har for få dage siden bevilget 23 mio. USD fordelt over 3 år. Det er endnu ikke klart, hvad de næststørste donorer, EU og Saudi Arabien vil gøre finansielt. Iflg. Berlingske Tidende 22. januar mener de fire borgerlige partier i Danmark, at støtten til de palæstinensiske flygtninge snart bør stoppe.

På det internationale politiske plan er der ikke noget klart billede, også fordi Trumps skridt over for UNRWA nok både er rettet mod palæstinenserne og mod FN som UNRWA er en del af. Hvad Trump ønsker, der konkret skal ske, står ret uklart. FN’s generalsekretær Antonio Guterres havde medio januar ikke fået nogen officiel besked om beskæringen fra USA, men udtalte, at han var dybt bekymret, da UNRWA,s arbejde efter hans overbevisning bidrager til den politiske stabilitet i Mellemøsten.

Og der er næppe tvivl om, at der vil blive uro i de områder hvor UNRWA varetager opgaver, hvis der sker meget drastiske ændringer i, hvad UNRWA kan gøre. Der er rigtig mange mennesker, som har brug for UNRWA i deres hverdag, selv om også mange flygtninge klarer sig selv – mens ønsket om hjemvenden holdes varmt.

Hvis man skal søge at finde noget positivt i de mange ting der sker, med Selvstyrets meget kolde skulder til USA, med dets planer om at opsige meget af samarbejdet med Israel, med USA’s urimelige forslag til fredsaftaler og nu med nedskæringer af UNRWA, ja så er det, at det bør aftvinge en stillingtagen. Måske kan en langvarig negativ passivitet fra både Europa og de arabiske lande blive afløst af reelle forsøg på at få skabt nogle forandringer – til gavn for de hårdtprøvede palæstinensere?

About The Author